Inferno '24: Dimmus jubilæum

Dimmu Borgir havde ICS Vortex, Mustis og Tjodalv med på scenen, men koncerten på Inferno Metal Fest var ikke deres bedste. Der var andre højdepunkter.

Lørdag på Inferno Metal Fest stod i Dimmu Borgirs tegn. Der var slet ingen tvivl om, hvad hovedattraktionen var denne aften. Norges største eksportvare inden for black metal skulle gøre comeback på festivalen, de havde spillet på tre gange tidligere i 2002, 2014 og 2019. Seneste besøg var kort efter udgivelsen af deres seneste plade 'Eonian', der udkom i 2018 og som blandt andet bragte dem forbi Wacken Open Air samme sommer, og derefter Copenhell og Summer Breeze i 2019. Men siden den koncert på Inferno i 2019 har Dimmu Borgir kun givet tre koncerter i Norge. På fem år. Faktisk har der generelt været stille om bandet. Bevares, de udsendte i 2023 en coverplade, men nyt materiale eller koncerter har der ikke været megen snak om.

Men bandet blev dannet i 1993 og deres første EP blev udgivet i 1994, fulgt af debutpladen 'For All Tid' i 1995. Så det er 30 år siden, bandet blev til, og det skulle fejres i Norges hovedstad på Inferno Metal Fest. Og meget passende startede Devilutions lørdag med polsk black metal, der minder lidt om Dimmu Borgir. Det var bandet In Twilights Embrace, der spillede på John Dee, og en blanding af melodisk black metal med røgelse på scenen satte stemningen for dagen. Det var en udmærket koncert, der dog var svær at se, da der stort set ingen belysning var på scenen. End ikke de stearinlys, deres roadie forsøgte at tænde, kunne forblive tændte, da man havde sat dem på en forstærker, der stod lige under en ventilationsskakt, så de stakkels små flammer kæmpede en ulige kamp med at forblive flammer. Flere af dem gav op undervejs. Det gjorde bandet heldigvis ikke og det blev en habil start på dagen.

Habil kan man vel også kalde Nergal. Den polske musiker, de fleste kender som forsanger og guitarist i black metal-bandet Behemoth. Han turnerer p.t. med sit country-projekt Me And That Man, og de var også at finde på Inferno Metal Fest denne lørdag.

Adam 'Nergal' Darski havde en masse gæster med på scenen denne aften. Blandt andet Jørgen Munkeby fra Shining kiggede forbi med sin saxofon, og Sivert Høyem fra Madrugada var med på 'Coming Home'. Høyem blev på scenen, da Nergal annoncerede et covernummer, han ville have ønsket, han selv havde skrevet, og så spillede de Madrugadas 'Look Away Lucifer' før koncerten sluttede med 'Losing My Blues'. Publikum var glade for den stilmæssige afvigelse fra den tunge metal, mens Devilution mest af alt havde håbet, Nergal gad turnere lidt mere med sit andet band. Det var, i vores anmelders øjne, spild af tid.

Nergal var dog ikke den eneste kunstner på programmet, der udfordrede konventionerne en anelse. Også den britiske cellist Jo Quail kiggede forbi med sin cello og en masse effekter. Det var noget særligt, og hun fortryllede faktisk kælderen og de fremmødte på John Dee med sin musik, sine historier og stemningsfulde lyd.

Der var Borknagar mere lige ud af landevejen. De har spillet black metal siden midten af halvfemserne, og denne anmelder husker stadig deres første koncert i Danmark på 1000Fryd i marts måned 2001, hvor det var mere klassisk black metal, men de har siden udviklet sig i en mere progressiv retning med folkemetal som ingrediens. De startede passende med 'Nordic Anthem' fra deres seneste plade 'Fall', der udkom i februar måned, og spillede i alt tre sange herfra. Der var også tre numre fra 'True North' og et par skæringer fra 'Winter Thrice', ligesom der også blev spillet enkelte sange fra deres tidlige plader. På den måde kom de godt omkring i deres bagkatalog, og publikum var godt underholdt på den store Rockerfeller-scene.

Det var dog klart det næste band på samme scene, der løb med al opmærksomheden. Dimmu Borgir har været den helt store eksportvare i norsk black metal, og hvor de måske ikke er løbet med flest overskrifter gennem tiden, da de aldrig rigtig var involveret i de kontroversielle hændelser i starten af halvfemserne, så har de været dem, der har gjort genren allermest populær på tværs af landegrænser. Deres store plader og hits har gjort, at de har spillet på de største scener på alle festivaler i hele verden.

Men de sidste mange år har der været stille om bandet. De seneste plader har ikke haft samme pondus som tidligere, og guitarist Sven Atle 'Silenoz' Kopperud har da også været ude og sige, at opfølgeren til 'Eonian' tager den tid, den tager. Så intet hastværk i Dimmu Borgir-lejren.

Live har de også kun givet få koncerter hist og pist, men en fejring af deres 30-års-jubilæum på hjemmebanen i Oslo kunne de dog godt lige svinge sig op til. Så klokken 23.30 gik de på lørdag aften og lagde ud med netop et nummer fra debutpladen 'For All Tid', da tonerne til 'Raabjørn speiler draugheimens skodde' var det første, Inferno Metal Fest hørte. Og så var vi i gang!

Dimmu Borgir er Dimmu Borgir. Det er storladent, melodisk, symfonisk og pompøst. Orkestreret ned til mindste detalje. Selv corpse-painten ser ud til at have taget lang tid at påføre. Der er styr på det i den lejr.

Og da de hiver de tidligere medlemmer ICS Vortex, Mustis og Tjodalv op på scenen til 'The Insight and the Catharsis' fra pladen 'Spiritual Black Dimensions', eksploderer Inferno Metal Fest i ekstase. Den tætpakkede sal fik lige akkurat den "reunion", mange fans havde håbet på i mange år. Faktisk lige siden Simen 'ICS Vortex' Hestnæs og Øyvind Johan 'Mustis' Mustaparta forlod bandet i 2009. Desværre var det kun for den ene sang, og det var virkelig en speciel oplevelse at høre Hestnæs' rene vokal på et Dimmu Borgir-nummer igen. Det kunne vi godt vænne os til noget oftere. Men ak, broerne dertil er vist brændte. For et enkelt nummer kunne de dog lige akkurat være i samme lokale og hylde deres fælles fortid.

Generelt var publikum utroligt benovede over, at overvære Dimmu Borgir fejre sig selv og deres 30 år. Helt så glad var denne anmelder ikke. De formåede at maltraktere et af deres største numre i nyere tid da de spillede 'The Chosen Legacy'. Det er sangen, hvor omkvædet brøler 'In Sorte Diaboli' fra pladen af samme navn. Der var slet ikke det melodiske swung, man forventer, i såvel vers og omkvæd. Den blev leveret på en underlig mekanisk vis og det var meget symptomatisk for en koncert, der var underlig at overvære. For hele salen var proppet og publikum var helt oppe at køre. Gulvet var tætpakket og balkonerne i to etager, lidt som Vega i København, var også fyldt med fans, der i den grad festede og sang med. På papiret det perfekte jubilæum med en virkelig god atmosfære.

Men bandet spillede ikke godt. Man kunne tydeligt mærke og høre, at de ikke havde spillet live siden august måned sidste år. Dimmu Borgir er simpelthen ude af form, og det gjorde, at man stod tilbage med en ærgerlig eftersmag i munden da de fremførte det store hit 'Mourning Palace' fra 'Enthrone Darkness Triumphant' som aftenens sidste nummer. Hele Inferno Metal Fest eksploderede endnu engang i ekstase og brølede taktfast med fra start til slut. Det var så hårene rejste sig på armene, men bandets fremførsel af sangen stod overhovedet ikke mål med den dedikation, der var fra det trofaste publikum. Alt det melodiske og symfoniske, der har været med til at katapultere Dimmu Borgir op i en liga for sig var barberet ned til et minimum og man fik aldrig den fornemmelse af storhed, bandet tidligere har været garant for på såvel plade og live til koncerter. 

Håbet for, at Dimmu Borgir nogensinde genfinder det niveau hviler efterhånden på et tyndt grundlag. Er man ærgerlig over, at man ikke var til stede denne aften, så kan man se deres optræden på YouTube, for der var mange nordmænd, der tog telefonen op da de spillede sangen med de tidligere medlemmer. Vi har fundet et klip her: