Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Metallica fylder 40 år

Populær
Updated
metallica 40

I weekenden fejrede Metallica 40 år som band. Det skete på hjemmebanen i San Francisco, hvor de over to aftener gennemgik hele bagkataloget.

Metallica. 40 år. To aftener i Chase Arena midt i San Francisco. En karriere, der spænder over et hav af plader og uendeligt mange flere koncerter opsummeret. Lars Ulrich, James Hetfield, Kirk Hammett og Rob Trujillo fejrede sig selv og deres fans med et par koncerter, hvor de kronologisk løb fra 1981 og frem til nutiden. Og tilbage igen. Vi ser nærmere på de to koncerter.

Først skal vi dog lige skrue tiden 10 år tilbage. Til 2011 da Metallica fyldte 30 år. Dengang valgte de at give fire koncerter på det legendariske spillested The Fillmore i samme by, San Francisco. De inviterede en masse af de musikere med på scenen, der havde været med til at forme Metallicas lyd og historie. Samtlige tidligere, nulevende, medlemmer var med på udvalgte numre og et hav af gæster prydede scenekanten de fire aftener. Billetterne blev kun solgt til medlemmer af fanklubben. Hvis man ville ind til alle fire aftener kostede billetterne $19,81. Rundt regnet 150 kroner for fire Metallica-koncerter. Det var billigt. Og der var naturligvis en bagtanke ved den pris. Ingen point for at gætte det ud. De fire shows på Fillmore var noget, Metallica allerede havde gjort før. Tilbage i 2003 da ’St. Anger’ udkom og Rob Trujillo var kommet med i bandet gjorde de det for første gang, hvor vi var med på den tredje af de fire koncerter. Derfor valgte de samme fremgangsmåde da 30-året skulle fejres.

Vi havde vores anmelder Mathias Nielsen på plads til alle fire aftener der i 2011, og det kan du læse mere om her. Der er anmeldelser fra dag 1, dag 2, dag 3 og dag 4.

Ti år senere er modellen anderledes. De spiller i stedet kun to shows og gør det i Chase Center. Arenaen blev bygget til San Franciscos basketballhold Golden State Warriors, der tidligere spillede i nabobyen Oakland. Den stod færdig i 2019 og Metallica indviede den med to koncerter, hvor de spillede med et symfoniorkester og efterfølgende udgav det som ’S&M 2’.

Her to år senere er de så tilbage i hjembyens store sportsarena. Den er lige blevet bygget og koster lidt mere at leje end Fillmore. For hvor det lille spillested kun kan have lige omkring 1300 tilskuere, så kan der være 18.000 plus det løse i Chase Center. Billetpriserne var alt andet end $19,81 for de to aftener og blev selvfølgelig udsolgt på rekordtid. Ironisk nok gjorde coronaen så faktisk, at flere ikke kunne nå frem til San Francisco, så enkelte billetter blev givet væk ude foran arenaen på aftenen til de få heldige.

Indenfor kunne de så opleve Metallica gennemgå hele deres diskografi. Lige fra 'Kill 'Em All' fra 1983 og helt frem til ’Hardwired… to Self-Destruct’ fra 2016. Første aften gennemgik de bagkataloget kronologisk og setlisten så således ud:

Hit the Lights
Creeping Death
Trapped Under Ice
Welcome Home (Sanitarium)
Orion
The Shortest Straw
One
Sad but True
Nothing Else Matters
King Nothing
Fixxxer
Breadfan (cover)
No Leaf Clover
Frantic
The Day That Never Comes
Spit Out the Bone

Det var bl.a. første gang nogensinde, Metallica spillede ’Fixxxer’ fra Reload-pladen fra 1997, ligesom ’Trapped Under Ice’ fra ’Ride the Lightning’ heller ikke er en sang, de normalt spiller. Så Metallica havde valgt at hive nogle af de mere dybe stik i kataloget frem til de fremmødte. Et par aftener senere, søndag aften, eller mandag morgen, hvis vi skal tage den i dansk tid, så tog de så turen tilbage fra den seneste plade for at ramme ’Kill Em All’ igen med den sang, de har spillet flest gange.

Hardwired
The End of the Line
Dirty Window
I Disappear
Am I Evil? (cover)
The Memory Remains
Fuel
Bleeding Me
Wasting My Hate
The Unforgiven
Enter Sandman
Harvester of Sorrow
Master of Puppets
Fade to Black
Whiplash
Seek & Destroy

Sange som Diamond Head-coveret ‘Am I Evil’, ‘Bleeding Me’, ‘Dirty Window’, ‘Wasting My Hate’ og ‘The End of the Line’ har ikke været spillet i 10 år, så igen fik man en særlig oplevelse.

For Metallica var det muligheden for at fejre hele karrieren på hjemmebane foran 18.000 fans. For at hylde hele karrieren og ikke kun de sædvanlige hits, de normalt turnerer med verden over. For os danskere kan vi så kun håbe, Metallica har fået lyst til at støve nogle af de mere aparte numre af når de rammer Copenhell til sommer. Metallica har været her mange gange før, som vores tidsrejse viser. Coronaen har gjort, at de har haft god tid til at skrive musik og indspille det. James Hetfield har ved flere interviews med radioen i USA nævnt, at de har spillet sammen, både virtuelt på Zoom og i deres studio i San Francisco. Så måske får vi ikke kun gamle numre til sommer på Refshaleøen, men måske også en smagsprøve på, hvad Lars Ulrich, James Hetfield og resten af bandet kan strikke sammen når de er tvunget i karantæne. Indtil da kan de mest hårdkogte fans nyde de to shows, der kunne streames og som i løbet af ugen lægges op på Metallicas egen hjemmeside.