RB 25: Torsdag - et vanvittigt udgangspunkt

Torsdagen på Roadburn var næsten for vild for vores skribent, som endte med at være delvist høj på livet og delvist navlepillende over pantsystemer.

Torsdag markerede festivalens første dag – forløsningen på flere måneders spænding, resultatet af de løbende offentliggørelser og kulminationen på den fuldstændigt umulige, personlige programplanlægning. Det var dagen, hvor det danske flag skulle vises ved check-in-teltet, og hvor undertegnede for første gang blev overfaldet af det soniske inferno, der er 'Bella Ciao' i harmonikaversion – på et lydniveau, der kun blev overgået af ekkoet i gangpassagen, hvor den karismatiske gademusikant havde placeret sig til alles store velbehag.

Men før vi når dertil, er det værd at tage et smut forbi Danmark – dér, hvor dagen startede: med en times flyvetur til Eindhoven, 20 minutters bustur fra lufthavnen til hovedbanegården og derefter en lille halv times kørsel til Tilburg. Det hele var overstået inden frokost, hvor der blev tjekket ind på det nærliggende hotel til en velkomstdrink og klassisk Devilution-snak om, hvor fede vi er, og hvor meget bedre vi ved. En sandhed, der ikke må glemmes. Det er altså forholdsvis nemt at komme til Tilburg og Roadburn, uanset om du er en selvbevidst troll eller et helt almindeligt menneske.

Fastforward – og tilbage til dette skrivs omdrejningspunkt: mig og mine oplevelser. Ydermere tilbage til vores gademusikant i tunnelen. Tunnelen, man konsekvent skal igennem, når man bevæger sig mellem de fem venues, der er placeret i to grupper med fem minutters gåafstand – hvis man har rappe fødder. Hall of Fame, The Engine Room og The Terminal i det ene område; Main Stage og Next Stage i det andet.

Dagens fest starter i Koepelhal-området, der bedst kan beskrives som et anlæg af fabrikshaller med lidt grøn beplantning, diverse foodtrucks, barer og merch-boder. Det hele er fint udsmykket og efterlader et rart og behageligt, om end råt og industrielt, indtryk – helt i tråd med det musikalske ståsted, der er Roadburn. I dagens anledning var solen ikke fremme, men jeg kan afsløre, at den tippede med hatten de følgende dage, hvor det kompakte område blev en oase af glade mennesker.



Første koncert er i The Engine Room med Glassing. Det er hardcore, det er smadret, men lyden er udfordret på flere måder. Det er sidste gang jeg bliver trukket med til noget, der ikke står på mit eget program og sidste gang før aftenens hjemtur, at alle devilutionister ser hinanden samtidigt. Derefter går det i øst og vest for hver enkelt i forsøget på at suge så mange gode musikalske oplevelser til sig som muligt – hvilket viser sig at være definitionen på torsdagen: stærke, mindeværdige koncerter.

Penis, pantsystemer og store tasker
Som indehaver af en ubegribeligt god smag vandrer jeg naturligvis mod Oranssi Pazuzu, der spillede hele deres 2024-udgivelse, ’Muuntautuja’. En magtdemonstration på Main Stage og en voldsom start. Imens er forsangeren i Buñuel i gang med at fornærme alle trosretninger med pikken ude af bukserne på en af de andre scener. Det gør et stort indtryk på en af gruppens fotografer, der sjældent har oplevet lignende – som han skriver i fælleschatten. En chat, der konstant er en påmindelse om, at jeg er federe end de andre. For det meste. Denne ene gang tager jeg fejl. LustSickPuppy vandt kampen over Kylesa: Et fejlskud og en af de få, vanvittigt sjældne forkerte valg fra min side. Hvad der på papiret lød farligt, vildt og voldsomt, var i virkeligheden mere træt og ugideligt.

Mens jeg funderer over, hvordan det kunne gå så grueligt galt, går det op for mig, at det ikke kun er min dømmekraft, der er udfordret. Da jeg – helt ædru – bestiller en lemonade, bliver jeg stukket en lille token i hånden med besked om, at jeg skal aflevere både den og min plastikkop tilbage, hvis jeg ikke vil betale pant igen. Præmissen med plastikkoppen er velkendt, men den lille token, not so much.

Længe tænker jeg over denne underlighed, inden jeg sætter i trav mod vildskabens tinde og fastgør den fine token på min HELT ALMINDELIGE skuldertaske – kun for endnu engang at få en Roadburn-åbenbaring: Almindelige tasker af begrænset størrelse må ikke medbringes ind på diverse venues eller områder. Fred være med det, men lige netop min, sådan en ret normal størrelse taske uden meget indhold, må heller ikke opbevares i en af de uendeligt mange opbevaringsskabe, der ellers er sat op til lejligheden. Nej, den skal i ”STOR TASKE”-opbevaring, som er placeret i den anden ende af byen – 20 minutters bustur og en jetjager mod nord.



Efter en lille sviptur ud med min taske er jeg dog parat til endnu mere lemonade og The Body & DisFig. Hvor sidstnævnte var et støjende velbehag af dommedagssoundtrack, der endnu engang beviste mit tag for at vælge rigtigt og farligt, var det straks mere udfordrende at få genfyldt min kop. Den der token sad trods alt på min taske – men fear not, jeg fik lov til at betale for en ny. Det gjorde jeg rundt regnet 400 gange i løbet af festivalen, hvilket tydeligvis både irriterede publikum og bartendere, der jonglerede de underlige regler efter behov.

Vildskab galore på baggrund af ukuelig god smag
Mad skulle der herefter til – indtaget på Mr. Meat, der, trods det gustne navn og de underlige referencer til alt muligt andet, viste sig at være et ganske hyggeligt og godt sted. Det gælder faktisk generelt for Tilburg, som i anledning af festivalen summer af liv, festivalgæster og god stemning overalt. Oplivet over, hvor godt byen lader til at absorbere festivalen, føler jeg mig endnu sejere end normalt (svært, men muligt) – men nu skal jeg også direkte forbi hovedscenen for at se japanske Envy spille hele 'A Dead Sinking Story'.

Envy er lige så vilde som mig. Sikke en performance – og et startskud til resten af aftenens begivenheder. Jeg skipper Curses, fordi jeg forventer, det bliver kedeligt – min kollega giver mig senere ret. Naturligvis. Derfor direkte videre til Dame Area, som jeg har store forventninger til. Alle bliver tvunget ind i en rus af tribal rave og hardcore/punk-attitude. Publikum danser voldsomt, og som jeg forlader Next Stage, sender jeg duoen en kærlig, men også trøstende tanke: Inden længe står den på A Colossal Weekend, hvor 40+ aldrende, fadølsramte danskere står med armene over kors og ikke fanger festen.



Det hele fortsætter i nuet med solid rave, som The Bug spiller op på hovedscenen. Det er så bastungt, at jeg faktisk ikke kan høre andet end bas og momentvis bliver slået ud i et peak af vildskab. Jeg får førstehjælp af en tysker og afslutter aftenen på et enormt high – høj på vilde koncertoplevelser, livet og den dejlige stemning – overhovedet ikke forberedt på, at fredagen bliver tilsvarende vild.

Tilbage på hotellet er alle devilutionister enige om, at det har været en god dag. Ditto, at mit fastlagte program i længden nok var det bedste. En fotograf udbryder nærmest fortvivlet sin sorg over ikke at være blevet længere til Dame Area. Sådan er livet: Lyt, eller gå glip af suset.