Foranderlige veteraner og unge håb

Roskilde Festival føjer fire metalnavne til programmet. To navne, der var med til at forny metal i 90’erne, kommer i en ny og en gammel konstellation, og så er der nævepumpende black og introvert postmetal til feinschmeckerne. 

Nine Inch Nails
Man skal naturligvis passe på, når man taler om de helt store koncerter i en Roskilde Festival-kontekst. Alle har sine favoritter, og med 47 års historie har der været mange ikoniske koncerter, især under den Orange telt-dug. Det være sagt er der næppe nogen, der var til Nine Inch Nails' dundrende magtdemonstration i 2009, der ikke mindes koncerten som noget særligt. Forståeligt, det var en særlig koncert. Det var annonceret som Nine Inch Nails' sidste koncert i Danmark, men det var mest af alt en fantastisk koncert.

Som bekendt blev det ikke helt Nine Inch Nails' sidste koncert i Danmark alligevel. At det skulle være det, var også i højere grad et marketingstunt end den egentlige sandhed. Reznor trængte bare til en pause, og i den officielle udtalelse lød det ordret, at Reznor ikke var færdig med at skabe musik med Nine Inch Nails, der ville bare ikke blive tourneret med bandet i en overskuelig fremtid.

Som sagt så gjort. Først i 2013 kom der ny musik fra ham i form af ‘Hesitation Marks’, og så fik danskerne ellers mulighed for at opleve Reznor igen. Denne gang i Forum.

Derefter blev der igen forholdsvist stille på Nine Inch Nails-fronten. Reznor og hans nu officielle NIN-partner-in-crime, Atticus Ross, fokuserede deres arbejde omkring diverse soundtrack, blandt andet til ’Before the Flood’ og David Finchers filmatisering af Gillian Flynns ’Gone Girl’, inden de i december 2017, nærmest uden varsel, udgav EP’en ‘Not the Actual Events’. Et udemærket mini-comback, der blev fulgt op ligeså uvarslet af ‘Add Violence’. Derved var der grundlag for Nine Inch Nails' tilbagevenden til Roskilde Festival.

Det er mange år siden, Reznor sad i huset, hvor Manson familien dræbte Sharon Tate, og komponerede ‘The Downward Spiral’, mens Tori Amos serverede halvrå kylling. Men mon ikke vi stadig får industrial-klassikere fra det klassiske album? Amos har sidenhen udtalt, at huset var hjemsøgt, og hun frygtede for Reznors velbefindende. Han overlevede som bekendt, men forhåbentlig lykkes det Nine Inch Nails at frembringe en tilsvarende hjemsøgt og ubehagelig stemning på Roskilde Festival til sommer.

Læs alt om Nine Inch Nails her.



Dead Cross
Det er velkendte og leveringsdygtige legender, der vender tilbage til festivalpladsen, når Dead Cross lægger vejen forbi Roskilde til sommer. Bag det uopsigtsvækkende bandnavn gemmer supergruppen nemlig på ingen ringere end musikkamæleonen og vokalekvilibristen Mike Patton og Slayers trommeslagerlegende Dave Lombardo. De to spiller også sammen i Fantômas, men der er langt fra dén gruppes eksperimenterende all-out weirdness til den energiske og thrashede hardcore, de sammen med guitarist Mike Crain (fra hardcoregruppen Retox) og bassist Justin Pearson (fra the Locust og ligeledes Retox) praktiserer i Dead Cross.

Vi havde egentlig tippet dem til at komme på Copenhell, efter gruppen sidste år udgav deres selvbetitlede debutplade, der på 27 minutter tonser igennem ti numre. Men det blev altså Roskilde, der trak det længste strå. Det giver også mening i den forstand, at de også har en længere historie med Mike Patton, som tilbage i 2005 spillede hele fire forskellige koncerter (herunder én med Fantômas) og gæstede en femte (bare fordi han kunne) på festivalen, før han i 2009 vendte tilbage, da Faith No More headlinede på Orange Scene.

I 2018 bliver det på en mindre scene, men det bliver også fræsende hurtigt og aggressivt, hvis koncerten minder om det, vores skribent bevidnede i efteråret, da han så Dead Cross spille i Boston på deres første nordamerikanske turné. På blot 45 minutter fræsede de sig igennem hele deres album, spillede et nyt nummer, holdt pause og sluttede af med et encore bestående af Slayers ’Criminally Insane’, Faith No Mores ’Epic’ og The Dead Kennedys’ ’Nazi Punks Fuck Off’. Sætlisten er måske forlænget til sommer, men man skal nok stadig regne med en kort koncert – som der så er smæk på, så længe det varer.

Læs den seneste koncertanmeldelse af Dead Cross



Slægt
Meget er blevet sagt og skrevet om de unge opkomlinge fra Københavns Nordvestkvarter. ’Domus Mysterium’ var uomgængelig på store dele af vores egen redaktions årslister, og live har vi også ved flere lejligheder fået bekræftet, at der er noget om snakken (der skal trænes i nakken - red). 

Især Oskar Frederiksen og Anders Jørgensens parløb på den seksstrengede bringer forfriskende nyt blod til den snerrende black metal-lyd, som de råt og elegant supplerer med nicher fra metallens spæde år. Hver koncert bliver spillet så knugende episk og intenst som var det deres sidste,  og efter i 2017 at have indtaget Copenhell  er det denne gang Roskilde Festival, der står klar til at vise et af Danmarks pt stærkeste live-metalacts frem for de fordrukne horder.

Tiden må vise, om der vil stå nyt materiale på setlisten udover ’Domus Mysterium’ og den forudgående ep ’Beautiful And Damned’, som har domineret det forgangne års optrædender. Hvis de berygtede circlepits fra sidste år fortsat skal have deres berettigelse på Roskilde Festival, så vil Slægt være det oplagte sted at slå sine folder.

Læs alt om Slægt her
Læs vores seneste koncertanmeldelse af Slægt her
Læs vores anmeldelse af ’Domus Mysterium’ her



Celeste
Når stroboskoplyset først bliver tændt foran trommesættet, er der ikke andre pejlemærker for, hvad det er, der foregår på scenen, end lysene fra pandelamperne. Celeste arbejder intenst med desorientering og lukker af overfor publikum, så det er op til lytteren selv at finde en vej ind i det mørke, der hele tiden blitzes i små stykker.

Nok er det storslået post-metal, franskmændene spiller, men som vores anmelder bemærkede om deres koncert på Loppen for et par uger siden, gør de det med en stringens og en rytmik, der skiller dem ud fra den mere atmosfæriske del af en scene, der nok har trange kår popularitetsmæssigt, men stadig har masser af potentiale.

Det demonstrerer Celeste til fulde. Og frygter man for, om deres fortættede udtryk kan fungere i en festivalsammenhæng, så kan man huske på, at de med stor succes spillede på Copenhell i 2013.

Læs alt om Celeste

">