Drop guitaren!

Drop guitaren!

Reznor og Ross’ anden mere eller mindre uannoncerede ep emmer af gode numre. Overraskende nok er duoen bedst, når guitaren er pakket langt væk.

Titel
Add Violence
Trackliste
Less Than
The Lovers
This Isn't the Place
Not Anymore
The Background World
Karakter
4

I december sidste år udgav Nine Inch Nails den første udgivelse siden ‘Hesitation Mark’ fra 2013. Ep’en ‘Not the Actual Event’ blev udgivet uden at være nogen videre succes. En plade, der pegede i mange retninger, og som mest af alt var et bevis på, at Atticus Ross er blevet en solid modspiller til den mangeårige enspænder Trent Reznor. ‘Not the Actual Event’ var første plade, hvor Ross officielt var en del af Nine Inch Nails, selvom kendere ved, at Ross har luret i baggrunden i mange år og har været sparringspartner på de seneste Nine Inch Nails udgivelser såvel som Reznors soundtrack-arbejde.

Musikalsk var ep’en knap så spændende. Det var et mash-up af elementer, der pegede bagud mod stort set hele Nine Inch Nails’ bagkatalog og kun en lille smule fremad. Mest interessante nummer på pladen var sandsynligvis den mørke, dystopiske ‘She’s Gone Away’. Et nummer, man netop kunne opleve “The Nine Inch Nails” fremføre på The Roadhouse i Twin Peaks, da afsnit 8 blev offentliggjort. Lidt under en måned efter udkom ‘Add Violence’. Lige så uvarslet som ‘Not the Actual Event’.

Første single fra pladen ‘Less Than’ skabte hurtigt velfortjent opmærksomhed. Reznor er tilbage i højt gear vokalmæssigt, og han og Ross har sammen komponeret et nummer, der sender associationer helt tilbage til numre som ‘Heresy’, med svulstige synths og fræsende guitar kun toppet af Reznors hidsige og vrængende vokal. Et velskrevet nummer, der overraskende nok bliver overgået flere gange på ep’en af langt langsommere og mindre hidsige numre.

Andet nummer, ‘The Lovers’, er den første af disse. Et nummer, der er bygget op omkring et minimalistisk beat, skævt og forvrænget klaverspil samt Reznors vokal. En vokal, der veksler mellem ildevarslende hvisken og den typiske, smukke Reznor- falsetvokal. Nummeret er på en gang smukt og dystert, hvor især det dystre og ubehagelige er, hvad der for alvor giver nummeret styrke. Det er smukt og flot, men ondskaben lurer lige under overfladen og giver lytteren en ypperlig lytteoplevelse.

Netop det dystre og ubehagelig gør ‘This Isn’t the Place’ og ‘The Background World’ til ep’ens bedste numre. Det kan godt være, at ‘Add Violence’ ikke er skrevet i samme hus, som Sharon Tate blev myrdet i, men ubehaget er konstant. Især på ‘This Isn’t the Place’, hvor Ross gør et eminent arbejde for at få Reznor til at fremstår nøgen og sårbar. Kombinationen af Reznors følelsesladede og nærmest brødebetyngede vokal og brugen af klaver og synths er essencen af Nine Inch Nails. Ubehag og mørke, uden skyggen af guitar eller aggressiv vokalføring.

‘The Background World’ bygger på samme princip, men her er det nummerets tunge beat, der er den altoverskyggende driver. Reznors underspillede vokal og c-stykket, “The world is bleeding out/ It folds itself in two/ Behind the background world/ It’s always bleeding through”, hænger ved, som det 11:44 minutter lange nummer får lov til at spille sig selv ud, i et mere og mere forvrænget loop. Et dommedagsvarsel af den utroligt simple og stadigt eminent effektive type.

Endelig er der ‘Not Anymore’. Et godkendt nummer, men slet ikke på højde med førnævnte. Sjovt nok lykkes det bedst for Reznor og Ross, når guitaren er pakket helt væk, og synth og vokal får lov til at bære numrene. Det er netop ‘Add Violence’s styrke og det, der gør udgivelsen langt bedre og interessant, end hvad Nine Inch Nails har udgivet i lang tid. Forhåbentlig forsætter de to den spændende udvikling.