Synderegistret: Metallica

Hvad er hovedværket? Hvad er bundproppen? Devilution kaster sig over mægtige Metallica og giver dig en gennemgang af deres plader.

Alle kender Metallica. Det største heavy metal band nogensinde. Dannet i 1981 af danske Lars Ulrich og forsanger James Hetfield. Siden er det blevet til 10 studiealbums og nogle projekter, der vil blive nævnt i denne artikel. 'Garage Days' er med vilje ikke med, da det er cover-numre.

De har solgt over 125 millioner plader siden debutpladen ‘Kill Em All’ udkom i 1983, og det er de færreste kendere af genren, der ikke har stiftet bekendtskab med plader som ‘Master of Puppets’, ‘Metallica’ og den udskældte ‘St. Anger’. 

Og alle har hver deres facitliste. Puritanerne hævder, Metallica toppede med debutpladen, mens den gennemsnitlige musiklytter husker bandet for ‘Enter Sandman’ og ‘Nothing Else Matters’. Så er der rigtig mange, der har pladen fra 1986, ‘Master of Puppets’ som en af de bedste metaludgivelser nogensinde, ofte i knivskarp konkurrence med thrash-fætrene fra Slayer og deres ‘Reign in Blood’ fra samme år. Meningerne er mange, og heldigvis for det.

Vi tvang redaktionen til at give karakterer. Rangere dem med 1 point for den værste og op til 11. For redaktøren mente, vi også lige skulle forbi projektpladen ‘Lulu’, som Metallica lavede med Lou Reed tilbage i 2011. Og der starter vi så listen.

11. ‘Lulu’, 2011
Pladen, der er mere Lou Reed med Metallica som backing-band, end det er en reel Metallica-plade. Vores anmeldere var stærkt uenige, hvorfor vi satte to på opgaven. Den ene kaldte det kejserens nye klæder, mens den anden kaldte det heavy og avantgarde. For Metallica var det muligheden for at arbejde sammen med en ikonisk musiker i Lou Reed, der i 60’erne satte rock og The Velvet Underground på verdenskortet, og blev de næste fem årtier en levende legende. Metallica kunne ikke sige nej, og ‘Lulu’ er resultatet. På godt og ondt.



10. Reload, 1997
Redaktionens bud på Metallicas dårligste plade. Det var resterne fra indspilningerne til 'Load', der blev udgivet året efter. Samme kunstner til coveret, dog var eget blod og sæd denne gang udskiftet med okseblod og egen urin! Metallica fik dog numre som 'Fuel' og 'The Memory Remains' så langt ud til publikum, at de stadig spilles live. 



9. St. Anger, 2003
Comeback-pladen, der i den grad delte vandene. Der var dem, der godt kunne lide trommelyden, såsom Lars Ulrich. Og så stort set alle andre. Ingen soloer og en mere rå produktion end de forrige, producer og, til lejligheden bassist, Bob Rock havde været med på. Netop det, at bassisten ikke længere hed Jason Newsted, var en del af den genfødsel, pladen står for. Med Newsteds exit og forsanger James Hetfields afvænning fra alkohol var mange, inklusiv bandet selv, i tvivl om hvorvidt Metallica overhovedet ville overleve den interne krise. 'St. Anger' står i dag som symbolet på, at de faktisk kom igennem og ud på den anden side. Deres koncert på Roskilde Festival samme år som udgivelsen, står stadig som en af deres bedste nogensinde på dansk jord.



8. Hardwired… to Self-Destruct, 2016
En moppedreng af et dobbeltalbum. 77 minutters musik, hvoraf ikke mange numre hang ved i folks bevidsthed. 'Hardwired!', 'Atlas, Rise' og 'Moth into Flame' er nok de skæringer, de fleste kan huske, da de blev spillet heftigt under turnéen, der fulgte. Hvor de bl.a. indviede Royal Arena i København med fire koncerter, hvoraf den ene blev udskudt pga. en hæs forsanger. Pladen er nu seks år gammel, og mens bandet og resten af verden har været lukket ned, er der ifølge bandet selv nyt materiale på vej. Med tanke på, at det tog dem otte år at lave 'Hardwired... to Self-Destruct' efter 'Death Magnetic', skal vi nok ikke holde vejret til vi ser en ny plade fra Lars Ulrich og co.



7. Death Magnetic, 2008
Mens 'St. Anger' var et vaskeægte comeback, så kom 'Death Magnetic' fem år efter med en vis spænding. For Metallica havde simpelthen valgt at hyre ingen ringere end Rick Rubin til at producere pladen. En mand, der har stået bag legendariske plader i mange genrer, samt ikke mindst førnævnte Slayers 'Reign in Blood'. Rubin havde sagt til Metallica, at de skulle lytte til 'Master of Puppets', så fansenes forventninger var skyhøje. Mens der ikke var deciderede hits på pladen, så klarede numre som 'The Day That Never Comes' og 'All Nightmare Long' sig relativt godt. 



6. Load, 1996
Efter at have indtaget hele verden med 'Black Album' var det et helt andet udtryk, Metallica præsenterede i sommeren 1996. Korthårede, eyeliner og en mere rocket lyd end de foregående fem metal-udgivelser. Det var så markant en stilændring, at pladen for første gang sådan virkelig betød, at Metallicas mistede fans. Hvor 'Black Album' nok fik enkelte til at rynke på næsen af de kortere radiovenlige sange, så var 'Load' så kold en klud i ansigtet på mange, at de vendte pladen og bandet ryggen. I dag har pladen dog fået en renæssance, og folk kan stadig godt lytte til numre som 'King Nothing', 'Hero of the Day' og 'Bleeding Me'. Førstesinglen 'Until it Sleeps' var første smagsprøve på, hvilken retning bandet havde taget efter tre års udmarvende turné verden rundt. Det var bestemt ikke bare en gentagelse af tidligere tiders bedrifter og triumfer. Metallica ville prøve noget andet, og det gjorde de uanset, hvad folk måtte mene. Måske Metallicas mest punkede udgivelse, fraregnet debutpladen.



5. Metallica, 1991
Den mest solgte Metallica plade nogensinde. Kæmpe hits, som 'Sad But True', 'Nothing Else Matters', 'The Unforgiven', 'Wherever I May Roam' samt ikke mindst 'Enter Sandman', var med til at skyde Metallica helt op til stjernerne, hvor de har befundet sig lige siden. Metallica var allerede et stort navn i metalkredse, men med 'Black Album' blev de allemandseje. Indspillet over ni måneder i 'One on One'-studiet i Los Angeles med Bob Rock som producer, der tidligere have udøvet mirakler for Mötley Crüe på deres 'Dr. Feelgood'. Netop den plade var årsagen til, at Lars Ulrich og James Hetfield pegede på ham til deres næste plade. Planen virkede. Pladen blev deres mest solgte nogensinde og er i top 25 blandt de bedste sælgende plader nogensinde. Foran navne som Bruce Springsteen, Dire Straits og Madonna. De vandt Grammy's, og her 30 år senere hyldes den som ikke bare en af de største metaludgivelser, men udgivelser generelt. 



4. …And Justice For All, 1988
Med tabet af Cliff Burton, der døde i bussen på vej fra Stockholm for at give koncert i Danmark, i 1986 stod Metallica og James Hetfield uden deres musikalske storebror og inspiration. Det kastede Metallica ud på det dybe vand, men i stedet for at gå i stå, skyndte de at hyre Jason Newsted som bassist, tage på turné og bagefter indspille en plade, der i den grad har fået et særligt eftermæle. For da den udkom, var der ikke mange, der talte om den manglende baslyd, men det er der siden hen kommet til. Metallica fortsatte med at udforske det mere progressive, mange riffs og komplekse sangkonstruktioner, hvilket betød at titelnummeret samt den instrumentelle 'To Live is to Die' kom ud over de 9 minutter i spilletid. Selv singlen 'One' var over 7 minutter. Bandet ville bevise overfor omverdenen, at de kunne det hele mere og bedre end alle andre. Det kunne de også, og fik måske smurt for meget på. Sangene blev i hvert fald så lange, at bandet selv erkendte, at det blev for kedeligt for både dem selv og publikum at høre på. '...And Justice for All' hyldes dog fortsat blandt Metallicas fans for at være en plade med stærke numre som de førnævnte og live-favoritten 'Harvester of Sorrow'. 



3. Kill ‘Em All, 1983

En af de vildeste debutplader nogensinde. Metallica fik i den grad markeret sig med numre som 'Seek & Destroy', 'Metal Militia' og ikke mindst åbningsnummeret 'Hit the Lights', der også er det første nummer, de selv har komponeret. Pladen viser et ungt band med masser af selvtillid. Med Lars Ulrichs tæft for netværksdannelse sikrede de sig turné tværs over USA med Raven og efterfølgende med Twisted Sister i Europa. Det evnede ingen af deres samtidige i thrash-genren på det tidspunkt i karrieren, og Metallica fik allerede her skilt sig ud fra flokken. De kunne og ville mere end de andre. Det kan man høre på 'Whiplash' og 'The Four Horsemen', hvor sidstnævnte var Dave Mustaines nummer. Guitaristen, der blev fyret kort før de skulle i studiet, og som i vrede over den behandling dannede sit eget band, Megadeth.



2. Master of Puppets, 1986
Hvad er der at sige? Selvfølgelig er 'Master of Puppets' højt oppe på listen. En milepæl i genren. Et sandt mesterværk uden svaghedspunkter. Titelsangen er nok der, hvor Metallica kreativt topper samt på den instrumentale 'Orion', hvor Hetfield og Burton i den grad giver los og lader musikken flyde. Det er heavy metal når det er smukkest. Læg dertil den danske vinkel, at det for anden gang er Flemming Rasmussen, der i Sweet Silence Studios sidder bag knapperne og hjælper Metallica med at forfine det udtryk, de startede kun tre år tidligere i Rochester, New York, hvor de indspillede ovennævnte debutplade. Nu var de allerede flyvefærdige og sikke et resultat. Med hidsige numre, som 'Battery', 'Damage Inc.', den tunge 'The Thing That Should Not Be' og den følte 'Welcome Home (Sanitarium)', viste Metallica sin musikalske spændvidde, og det gav i den grad pote. De blev hyret ind som support for ingen ringere end Ozzy Osbourne, der som soloartist drog rundt i USA, og Metallica vandt fans hver eneste aften. Pladen står stadig som et af heavy metals fineste øjeblikke. Ikke kun Metallicas. Da den fyldte 20 år, drog Devilution til Berlin for at se hele pladen fremført fra start til slut. Magisk øjeblik. Det er pladen også stadig, hvorfor den ikke overraskende fik rigtig mange point, da redaktionen skulle rangliste pladerne.



1. Ride the Lightning, 1984
Alligevel var det 'Ride the Lightning' der løb med æren som bedste plade med Metallica. Det kan synes en anelse kontroversielt, da de fleste enten hæfter sig ved debutpladen, førnævnte 'Master of Puppets' eller gennemslagspladen 'Black Album', der sendte dem fra at være stjerner i heavy metal verdenen til at være verdensstjerner generelt. Men 'Ride the Lightning' vandt med et mulehår foran efterfølgeren internt på redaktionen. 

Den er et kæmpe skridt frem sangskrivningsmæssigt fra debutpladen. Sange som 'For Whom the Bells Toll', titelnummeret, 'Creeping Death' og ikke mindst 'Fade to Black' blev hurtigt hvermandseje. Pladen blev indspillet i Lars Ulrichs hjemland, Danmark. Den snu trommeslager havde luret på dollarkursen overfor den danske krone, og kunne se, at ved at rejse hjem til Danmark, ville de komme længere i studiet for hver krone, pladeselskabet gav dem. Det krævede lidt overtalelse af de andre bandmedlemmer, at de skulle tilbringe februar og marts måned i Danmark. Det var koldt, og det var noget helt andet, end hvad de var vant til i Californien. Cliff Burton var da heller ikke videre imponeret over det, men de udstod kulden og fik lavet 'Ride the Lightning' sammen med Flemming Rasmussen. Der blev prøvet nogle ting af i studiet, der lykkedes og nogle effekter, de bestemt ikke ville have med videre til næste plade. Generelt er pladen dog et så stort skridt fremad for et band, at det næsten ikke kan understreges nok, hvor vigtig en plade 'Ride the Lightning' er.

Det var også her, Metallica gav deres første koncert i Danmark. Pladen udkom i juli måned 1984 og 11. december var de så småt ved at være færdige med deres turné i Europa, da de nåede forbi Saga i København. Den koncert har vi lidt info om i vores tidsrejse, der gennemgår samtlige Metallicas koncerter her i Danmark.