Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Tidsrejsen: Roskilde Festival 1998 - 2019

Populær
Updated
slayer_H1W4164
faithnomore_E2P8093
tpphelhorse_E2P6319
hank_H1W2398
_T1X0581
themcrooked_E2P4190
muse_C49F4964
tomahawk_a01631

I år var det meningen, at Roskilde Festival skulle have fejret sit 50 års jubilæum. Festivalens fokus har aldrig ensidigt været, hverken vores hårde rock eller metallen, men de tungere genre har dog altid været stærkt repræsenteret på festivalen. Tag med på vor tidsrejse.

Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

I 1971 fandt den første festival i Roskilde sted. Dengang den gik under navnet Sound Festival, og du kunne for 30 kroner (svarende til cirka 200 kroner i dag) få fornøjelsen af nogle af datidens hotte rocknavne som Gasolin', Burnin Red Ivanhoe, Culpepers Orchard og Strawbs. Meget sigende for festivalen, der altid har set det som en af dens væsentligste opgaver at fange tidens ånd, både i det store og i det små. Men trods alt med sine naturlige begrænsninger de første år, hvor hovedscenen var den eneste scene at trække på. Først i 1974 blev den suppleret med et telt til jazz- og folkemusik, og så er det ellers gået slag i slag derfra, hvor vi sidste år havde line-uppet spredt ud over ni scener.

Metallens scene
Foreningen Roskilde Festivalen er altid gået efter hvad der rørte sig i samtiden - også selvom det i perioder har været på bekostning af den hårdere ende af genrespektret. I 70'erne skulle man fx være ualmindeligt kreativ for at finde noget mere kantet end Magma og Ian Gillan (dengang ex-Deep Purple), og 80'ernes Roskilde Festivaler prioriterede over en bred kam punkscenen over tidens nye metalliske strømninger indenfor NWOBHM, thrash og glam, dog med enkelte undtagelser som Metallica i 1986 (en koncert du kan læse mere om her), Europe (1987) og Artillery (1989).

Først i 90'erne fik de hårdere genrer - i tråd med tidens ånd - langt mere på plads på plaketerne. Grunge, rapmetal og andre mere eller mindre metalliske forgreninger af rock og heavy blev dyrket af stærke,nye subkulturer og blev efterhånden mainstream, som årtiet skred frem. Sådan blev mainstreamkulturens omfavnelse af intensiteten og råstyrken fra den hårde rock og metal årsagen til, at Roskilde Festival for mange fra den tid huskes som en helt anden festival end den, vi ser i dag.

Ganske forståeligt, hvis man isoleret set sammenligner det line-up vi havde i vente til i års 50års jubilæum med fx denne plakat fra 1996.

RF 96 plakat

Roskilde Festival har dog alle dage været en sammenkomst for den brede ungdom. Ikke fastlåst i genrekonventioner. Altid med et øje åbent for nye tendenser, også selvom hovednavnene af og til mere er en afspejling af ens forældres generation end ens egen. Altid med plads til de eksklusive oplevelser.
Et eksempel er den hedengangne Ballroom-scenen, der gjorde den udskældte genrebetegnelse "world music" til sit varemærke med alt fra japansk korsang og indiske sabelslugere til støvet, egyptisk ørkenrock og zambiske percussion-orkestre. Mere relevant for vores medie dog også i form af enkeltstående oplevelser som Nirvanas eneste koncert i Danmark, i 1992, umiddelbart efter vores EM-sejr i fodbold. Sex Pistols-koncerten i 1996, der blev afbrudt efter et kvarter, fordi de gamle punkere ikke (længere) stod til måls for flaskekastning. Düreforsögs åbning af Orange Scene i 1997 med et helt landskab bag sig og en kæmpe, oppustelig kylling ovenpå scenen, der lagde æg ud over publikum hele koncerten igennem. Rage Against the Machine i deres storhedstid både i '94 og '96, og som ikke har gæstet landet siden.

Det var altså i crossover-delen af rock- og metal-verdenen, at de største sejre blev vundet i de år, og det var da også indtrykket, da undertegnede debuterede i 1998.

Roskilde-mødommen
Selvom opvarmningsscenen, der dengang lå i Vest, først startede op om mandagen, var det alligevel kutyme at komme så snart teltpladsen åbnede om lørdagen. I og for sig ikke anderledes fra i dag, hvis man ser bort fra hvor stille de første dage på pladsen dengang var. Det var trods alt tiden før boomboxe og docks i alskens afskygninger blev allemandseje, hvor der ikke skulle mere end en mondæn ghettoblaster med otte batterier og et utal af hjemmelavede mixbånd til at imponere. Publikummet var for så vidt stadig hvad det er i dag: Halvdelen er de 17 til 25-årige vennekliker fra skoler og gymnasier, overvejende fra Danmark og hinsidan, og den resterende halvdel en solid blanding af garvede rotter, der fortsat føler sig unge med ungdommen og utrætteligt går på opdagelse i tidens nye toner.

Visse konstanter i Roskilde Festivalens appel holder ved. Den var den første større danske festival, der tog både rocken og metallen alvorligt. Det var ikke bare her, man så Ozzys første tur tilbage i ringen med Black Sabbath, eller Rammsteins gennembrudskoncert på dansk jord, med hvad dertil hørte af ildkanoner og gummibåds-crowdsurfing. Det var også her man fik øjenåbnere, som da Atari Teenage Riot tog min Roskilde-mødom i skrigende, industriel galimatias med en infernalsk lydstyrke, der kunne høres hele vejen fra Orange Scene over til skatebanerne, hvor den såkaldte Rød Scene dengang lå. 

Eller da Slayer blev for stor en mundfuld efter 10 minutter (jeg blev senere klogere), og man i stedet opdagede Kraftwerk på Grøn Scene ved en tilfældighed. I tiden før internettet og mobiltelefonerne var hvermandseje, var informationerne længere om at nå frem, og det var først da vi sad med programmet i hånden på teltpladsen, at vi opdagede, at Marilyn Manson til min store skuffelse var erstattet med Misfits (med Michale Graves i stedet for Glenn Danzig). Det tog man jo også med, for det var en del af opdagelsesrejsen. På et kvarter kunne du fra den ene scene til den næste bevæge dig lige fra ska-rock og triphop til industrial og afrikansk stammedans, og selvom langtfra alt ramte ens eget nåleøje, så var det om ikke andet en spændende rejse ud i alle verdens musikalske afkrog.

Vildskaben fandt også sin vej ud på teltpladsen, hvor der var en herskende tradition for at brænde alle de efterladte ejendele af inden afsked. En ren slagmark, hvor jeg mindes flere tilfælde, hvor kampstive brandspåsættere uforvarende satte ild til telte med folk indeni. En dramatisk afrunding på en uge med mange oplevelser på bagen, og selvom det havde sin kaotiske charme stred det imod enhver sund fornuft at navigere i så usikkert et kaos hele sidste nat på pladsen. Festivalen tæmmede det gudskelov i ´99 (Det store M-år med Metallica, Ministry, Marilyn Manson og Monster Magnet på samme dag), hvor der kun var tilladt ild på udvalgte større lokationer, mens mange spillede percussion med hvad-de-nu lige-kunne-finde på containerne til den lyse morgen.

Det uundgåelige samlingspunkt var og er, dengang som nu, Orange Scene. Kolossen på midten af Dyrskuepladsen, som har været festivalens varemærke, siden de overtog den fra The Rolling Stones i 1978. Her i 1998 med 1x2m brede bølgebrydere i jern tilfældigt spredt, som skulle sikre mindre pres ved de forreste rækker. Stod man tæt havde man dog ikke en chance for at se bølgebryderne, og med nok pres bagfra kunne man pludselig miste pusten af at blive mast op imod bryderen, mens man ventede på den rette timing til at flytte sig en meter til en af siderne. En lektie, mange lærte på den hårde måde de første år.

Dagen, der ændrede det hele
For undertegnede vigtigst af alt til Iron Maiden-koncerten i 2000, hvor en større rockerklike gjorde livet surt for alle omkring dem, og som fik advarselslamperne op næste dag, da der stod Pearl Jam på programmet. En aften, der mere end nogen anden har sat sit varige præg på Roskilde Festivalen for alle de efterfølgende år. Ikke for musikken, men for det dramatiske eftermæle, som efterfølgende er blevet værdigt forevigt på Mindelunden, hvor ni sten og birketræer er sat op som symbol på de efterladte. Selvom både Nine Inch Nails og Muse begge leverede mindeværdige rockshows det år, overskyggede ulykken det hele, og folkemasserne, der i de år nærmede sig de 100.000, blev godt halveret af triste, vejfarne festivalgængere den efterfølgende dag.

Et chok, som stadig præger Pearl Jam selv, der den dag i dag stadig ikke har ønsket at genbesøge Dyrskuepladsen, omend bølgebryderne allerede året efter var erstattet med de båse, vi i dag ser foran Orange Scene. Sikkerheden har også gjort det meget lettere både at lade vandet, forsyne sig med øl eller afsøge nye græsgange selv når man står forrest, i modsætning til før, hvor man til tider nærmest blev afkræftet af at kæmpe sig ud gennem folkemuren. Det siger fx en del, at jeg personligt intet husker fra Iron Maiden-koncerten andet end den lidet trygge stemning af at være omringet og konstant mast mod en bølgebryder, og ikke kunne fokusere på andet end kampen for at få luft og slippe fri.

Mindelunden

Dette er blot ét af mange punkter, hvor Roskilde Festival har ændret sig gennem årene. Agoraer er sprunget op i alle hjørner af teltpladsen, ofte med elektronisk musik som lydtapet, mens teknikken tilsvarende er fulgt med festivalgængerne, der i stedet for søde, opsatte lapper ved broen nu har egne telefoner til at opstøve, hvem end de knaldede eller drak i hegnet aftenen før. Tilsvarende på lydfronten, hvor anlæggene fronter hinanden på alle tider af døgnet, medmindre man da søger mod de mere stille dele af campingområdet.

Er det den fede tråd man søger, så er det dog sjældent teltområdet der slukker din tørst, medmindre du er godt selvforsynet i lejren. Roskilde Festival har også selv med årene taget mere og mere let på  rockfestival-begrebet. Ikke så meget for at distancere sig fra rocken, som for at tydeliggøre, at deres mål, hvad musikken angår, er i det hele taget at distancere sig fra fastlåste genrekonventioner. Nyder man alsidigheden og de eksklusive oplevelser, er der kun kommet mere og mere til med årene, også indenfor rockens og metallens mere snævre rammer. Som i 2001, da Tool brød igennem på Orange Scene, kort efter udgivelsen af 'Lateralus', for ikke at nævne forsanger Maynard James Keenans gæstevokal til Deftones-koncerten tidligere på dagen. Eller Mayhem samme år, der spillede i bagende hede i et lille, lukket telt midt på dagen, hvor festivalavisen morgenen efter noterede sig, at "Maniac skamferede sig under hele koncerten på to djævelske torturinstrumenter, og to medbragte grisehoveder blev smidt ud til publikum under koncerten". Vi må heller ikke glemme Slipknot, der overraskede mange med deres freaky maskemetal, da de i 2004 erstattede David Bowie.

slipknot 7BBF8793 RT8

I årene efter Leif Skov trådte tilbage fra ledelsen i 2002 blev det tydeligt, at Roskilde Festival nu i højere grad gik efter de unikke oplevelser. I 2003 spillede fusions-bassisten Bill Laswell intet mindre end syv koncerter i diverse konstellationer og, mere indenfor vores domæne, og Mike Patton viste sig i 2005 i hele fire forskellige optrædener, herunder Fantomas, Sunn O))) og en eksperimentialkoncert med Sonic Youth, saxofonist Mats Gustafsson og Merzbow stod også ud som mere grænsesøgende, enkeltstående oplevelser, hvis man søgte noget mindre konventionelt end Black Sabbath og Audioslave samme år, og sådan kan man blive ved. Nye håb som Isis (´05), Mastodon (´05), Cult of Luna (´07), Wolves in the Throne Room (´09) og Queens of the Stone Age (´03) kom alle stærkt frem i lyset, samtidig med at Muse (´07), Slayer (´08), Guns n Roses (´06), Metallica (´03) og Faith No More (´09) med blandet held holdt Orange Scene i live for dem af os, der savnede den store fællesskabsfølelse.

RF med alien

...og så kom Copenhell
Efterhånden som Copenhell og Metal Magic har overtaget sommeren, for ikke at glemme de mange andre mindre metalfestivaler rundt i landet, er det blevet synligt, at en stor del af metalpublikummet med årene har søgt andre græsgange. Det ændrer dog ikke på, at Roskilde Festival først og fremmest prioriterer bredden i programmet, og selvom der i det seneste årti er blevet længere og længere mellem de store metalkoncerter på Orange Scene skal det snarere ses som tegn på, at deres vægt hviler på de mindre kendte, men genreskabende kunstnere, og de unikke oplevelser. Som fx den enkeltstående mulighed for at se Them Crooked Vultures på deres eneste liveturné (´10), det abrupte mix af hillbilly country og doom metal fra Hank Williams' barnebarn, Hank3 (´12), den unikke sammensætning af Helhorse og The Psyke Project (´14) og de bevingede ord fra morgenstunden fra hardcore-legenden Henry Rollins (´13). Roskilde Festival ville ikke være det samme uden den slags oplevelser, også selvom vi næppe kommer udenom, at koncerter som Lamb of God (´15), Cattle Decapitation (´16) og Robert Plant (´19) rent kunsterisk var klarere i ders udtryk.

robertplant roskildefestival2019 XTD8005

...og sådan er 50 år gået, hvoraf vi selv har været med i smatten de 20 af årene. Ikke altid i anmeldelsens tjeneste, men trods alt som vidne til en kultur, der fortsat lever sit eget liv på egne vilkår. Uafhængig af dogmer og konventioner. Med masser af små fester i festen, altid med ungdommen og fremtiden for øje. Ganske vist med mindre arketypisk tråd end dengang vi selv første gang satte vores beskidte teenage-fødder på Dyrskuepladsen, men det har heller aldrig været dens opgave at indordne sig under noget genremæssigt paradigme. Roskilde Festival kan mere end det, og det er heri festivalens styrke ligger – om så man omfavner afvekslingen fra død og helvede eller ej.