Uge 31: Ugens koncert og udgivelser
Endnu en uge, hvor Pumpehusets Byhave gør sit allerbedste for at holde landets metalfolk i live. Og så er der også lidt plader.
Åh ja, another day, another dollar. En ny uge truer, og med den lidt blandet, du kan plage dine øregange med. Og også en enkelt mulighed for at komme ud og svinge træbenet (hvis du vel at mærke svinger det stille og roligt foran dig, mens du har værsågod at blive siddende på din bagdel).
31. Juli - Chronicle, Wayward Dawn og Ethereal Kingdoms i Pumpehusets byhaven
At dømme efter tilslutningen til Extremely Rotten Death Metal i forrige uge, er vi nået dertil, hvor publikum kan holde ud at sidde på træbænke i fire timer, før et par velkendte dødsmetalbands går på scenen. Pumpehusets Byhave er vores bedste bud på at høre livemusik disse dage, også selvom vi skal sidde ned og lytte.
Derfor er det oplagt at dukke op fredag den 31. juli, hvor Chronicle (melo-thrash), Wayward Dawn (dødsmetal) og Ethereal Kingdoms (symfonisk) spiller op til en stor pærevælling af en genremikstur med lidt for de hårde, lidt for de bløde og lidt midtimellem.
Taylor Swift – folklore
Så er der nyt fra Taytay, og ud fra coveret at dømme er hun ude i noget, der kunne være interessant for os her på Devilution. Når titlen så i øvrigt er intet mindre end 'folklore', kan man næsten ikke andet end at blive spændt. Det ligner jo nærmest noget fra Myrkur eller Chelsea Wolfe!
Boris – Phenomenons Drive (who the fuck knows efterhånden?)
Okay, okay, vi skriver normalt ikke, hver gang Boris udgiver en ny skive, da den japanske sludge/noise/fuzz/stoner-trio er mere end almindeligt produktive. Og det gælder da også i denne uge, hvor de både udgiver en ep betitlet ‘Phenomenons Drive’ og en split med landsfællerne i noise-prog-orkestret Z.O.A., der hedder ‘If You/En Attendent Godot’.
Alcatrazz – Born Innocent (Heavy metal)
Stiftet i 1983 af Graham Bonnet, der mest er kendt for at synge i Rainbow, efter Dio smuttede, er Alcatrazz noget så moderne som “shred”. Det må der være et marked for i 2020, for det er i hvert fald en helt ny plade, med en helt ny, kun 59-årig guitarist, Joe Stump (se andet billede i toppen).
Real rocker hours, lige her.
Septicflesh – Infernus Sinfonica MMXIX (Symfonisk dødsmetal)
Om ikke andet, så er ugens udgivelser garanter for, at ugens bandbillede kan fortsætte langt ud i fremtiden. Men udover at ligne xenomorphfetichister, så spiller grækerne i Septicflesh også storladen dødsmetal, som vi tidligere har været glade for på Devilution. De udgiver en liveplade i denne uge, og det er da også noget.
Andre udgivelser:
27. juli
Crushing the Scepter – Echoing Screams of Madness and Delusion (doom/black)
31. juli
Pale Horseman – For Dust Thou Art (sludge)
Dee Snider – For the Love of Metal Live (hard rock)
Warkings – Revenge (power metal)
Turkey Vulture – Turkey Vulture (punk)