Vi spiller en smule over evne

Killing har fundet deres egen formel for, hvordan man undgår, at thrashen bliver steril eller nostalgisk: De spiller hele tiden lige en tand hurtigere, end de egentlig kan holde til. Desperationsthrash er det blevet kaldt, og den sene debut har ramt rent.

Der er noget, Killing gerne vil korrigere: For et par uger siden skrev undertegnede, at det var forvirrende, at de kunne spille så god thrash, som de gør, “selvom de er korthårede og godmodige.” Men både guitaristen Snade og trommeslageren Jesper Skousen er jo langhårede, under den omvendte kasket gemmer forsanger og bassist Soelberg på en anseelig undercut, og bandets anden guitarist, Rasmus H. Sørensen, er kun skaldet af nød.

For selvom Killing først lige har udgivet deres debutalbum, ‘Face the Madness’, dagen før vi mødes, er tre af medlemmerne omkring de 40 med sangeren som bandets Benjamin på 34. Det lange hår er gråsprængt, der er koner og børn hjemme i parcelhusene på Djursland, men det er ikke weekendvesten, de har taget på sammen med de hvide basketstøvler, battle jackets, slidte jeans og forvaskede band-T-shirts, understreger Jesper Skousen med et bestemt blik under bandanaen.

– Jeg har gået i det her tøj, siden jeg begyndte at høre metal, og jeg kan ikke mindes, at de andre nogensinde har set anderledes ud.

Det er svært at være sur på thrash
Killings historie går langt tilbage for et albumdebuterende band. Ikke bare i forhold til den thrash-historie, de indskriver sig i, men fordi medlemmerne har kendt hinanden og spillet sammen i andre bands ude omkring Grenå.

– Der er ikke så mange at spille med derude, konstaterer Jesper Skousen tørt. 

Det er først i de senere år, der er begyndt at dukke flere markante danske metalbands op med rødder på Djursland: Møl og Sunken kommer derudefra, og et større navn begyndte i Rasmus Soelbergs hjemby, Kolind.

– Jeg kan huske, at Lasse fra Baest kom og lånte Slayer af mig og leverede det tilbage allerede samme dag, fordi det var for vildt. Det er han så alligevel kommet efter, griner sangeren.

Manglen på et metalmiljø på 90’ernes Djursland tvang Killings medlemmer til at tænke i alternativer, sætte koncerter op i bowlinghallen med catering fra det lokale pizzeria og spille den metal, de nu kunne komme til. For Snade og Jesper Skousens vedkommende var det gotisk doom i End My Sorrow, der efter et tilløb på knap 20 år lige nøjagtig nåede at lave et debutalbum, inden de endegyldigt gav op. I mellemtiden var de i 2012 blevet kontaktet af en af de yngre lokale fans, der troligt havde stået med armene over kors og nikket med, når de spillede i ungdomsklubben i slutningen af 90’erne.

– Soelberg kom op og sagde: Er det nu, vi gør det? For der mangler thrash i Danmark. Vi har Artillery, Demolizer og Impalers, men der er en tør plet, siger Jesper Skousen.

– Det fede ved at spille thrash er også, at da vi spillede melodisk metal med masser af stemning, var det svært at få jobs på. Det er, som om thrash er mere tilgiveligt, indskyder Snade.

– Der er næsten altid plads til et lille thrash-band, påpeger Jesper Skousen.

– Det er også svært at være rigtig sur på thrash, konkluderer Rasmus H. Sørensen.

Én over nakken
Det er også ham, der sætter fingeren på, hvad det er, der får Killing til at virke lige den tand mere påtrængende nødvendigt end så meget andet af den retro-thrash, der bliver ved med at komme tilbage i nye bølger.

– Vi spiller en smule over evne.

Resten af bandet skraldgriner, mens han uddyber det:

– Vi skriver sangene i ét tempo, men i takt med, at vi spiller, bliver de presset op i tempo. Det er held og lykke, når vi spiller live, men det gør det hele mere loose. Vi vil hellere give dem én over nakken end spille perfekt.

– Det bliver desperationsthrash, indskyder Soelberg, inden Jesper Skousen tager over:

– Jeg tror aldrig, jeg har spillet en perfekt koncert, og det kommer jeg heller ikke til. Vi bliver aldrig verdens bedste musikere, for vi har ikke to-tre timer om dagen til at øve i. 

Som for at understrege charmen ved begrænsningens kunst lyder inde fra teltet Kalles World Tours enmandsbandsudgave af Megadeths ‘Symphony of Destruction’. Det er sidst på eftermiddagen, og anden dag af Cirkus Metal er så småt ved at gå i gang for alvor på dyrskuepladsen i Ringe. Senere spiller World War 5, som blandt flere veteraner fra den aarhusianske hardcore- og metalscene tæller den mildest talt grænsesøgende Lasse Bak. Det var ham, der for nogle år siden gav Killing prædikatet desperationsthrash og bemærkede, at de hele tiden lige spiller fem procent hurtigere, end de nok reelt burde.

Han er bare én af dem, der har bemærket, at Killing kunne noget med deres thrash, som var savnet på den danske scene. Inde i cirkusteltet har de åbnet merchboden, hvor de sælger den kassettebåndudgave af albummet ‘Face the Madness’, som Ole Frostholm har udgivet på Deadbangers Productions. Vinylen er som al anden vinyl forsinket af den verdensomspændende vinylmangel, men kassettebåndet har sin egen charme, forklarer Jesper Skousen entusiastisk:

– Man skal bare skrue helt op for diskanten, så lyder det ligesom i gamle dage!

I stedet for at se Metallica igen
Det er missionen for Killing: At ramme det udtryk, thrashen havde i 80’erne, før det hele blev optimeret. Det er derfor, de ligner nogen, der lige er trådt ud af 'Heavy Metal Parking Lot', det er derfor, de sammen med produceren Jacob Bredahl er gået efter et smadret lydbillede på ‘Face the Madness’, hvor vokalen er uskolet, deres hooks catchy, og riffene flyder i en lind strøm. Det er derfor, sangene har bevidst gammeldags titler som ‘Before Violence Strikes’, ‘Kill Everyone’ og ‘See You in Hell’, og derfor de hedder noget så klassisk som Killing.

– Da vi kom på det navn, tjekkede vi Metal Archives og fandt ud af, at der var ingen andre, der hed det, siger Jesper Skousen om lykketræffet.

– Men vi var ikke kloge nok til at forudse alle de kattejokes, der blev lavet, siger Rasmus H. Sørensen træt.

Men hvorfor skal man overhovedet høre en moderne udgave af noget, hvor man i stedet kan høre originalerne fra dengang?

– Det skal man for liveshowet og energien, svarer Rasmus H. Sørensen.

– Mange bands i vores genre er efterhånden noget oppe i årene, så hvis man savner at se en Metallica-koncert, som den var i ‘87, kan man se os i stedet.

– Det er sådan, vi selv har haft det, når vi har set Evil Invaders eller Vulture, uddyber Soelberg.

– Det er fedt, og de spiller ikke en plade, man allerede har hørt tusinde gange før.

Når toeren flopper
Da Killing endelig går på scenen langt efter midnat, er det som Cirkus Metals sidste band. Publikum er trætte, fulde og kolde, men alligevel lykkes det djurslændingene at sætte gang i dem. Det er svært at lade være med at blive grebet af energien og umiddelbarheden. Det virker faktisk.

Spørgsmålet er, om Killing kan holde den gående? Det har taget dem nogle år at skrive debutalbummet, der blev indspillet sidste sommer men har været holdt tilbage siden. Nu gælder det om at bevare det momentum, de har, samtidig med at de passer arbejde og familie ved siden af bandet. Og altså ikke øver tre timer om dagen. Resten af året er afsat til at kunne spille så mange koncerter som muligt for at promovere pladen, og begyndelsen af næste år er afsat til at skrive ny musik. 

Lige nu er det så vidt, som ambitionerne rækker – men det er også længere, end nogle af dem har været før.

– Vi vil gerne lave en plade nummer to, understreger Snade, og Jesper Skousen forklarer, hvorfor dét i sig selv er et mål:

– Alle de andre bands, vi har spillet i, har kun lavet én plade, så det ville være fedt at kunne sige, at vi har lavet en toer.

– Og når dén så flopper ... lyder det ildevarslende fra Snade.

– … så er det keyboards og ren vokal igen, ler Jesper Skousen, og bandet omkring ham klukker med.