ACW 26 – Lørdag - En lang dags rejse mod nat

Lørdag var en lang dag på A Colossal Weekend, og den truede med at knække lidt midt på aftenen, men vi fik en optur mere. Og en nedtur. Livet, mand. Det er vildt nok.

Det var lige til øllet, at jeg nåede ned i Basements mørke for at se Nils Gröndahl, som nogle måske kender fra Under Byen, spille sammen med trommeslager Ebbe Cortes Frej, men det var den hastige tur gennem byen værd, for de to foldede Nils’ fint svunge violinstrøg og elektroniske elementer ud i smukt samspil med Ebbe Cortes Frej. En aldeles vidunderlig start på sidstedagen på A Colossal Weekend, som du kan læse mere om i min kollegas anmeldelse.



Og heldigvis kunne jeg bare blive nede i min yndlingsbetonkælder, for ganske kort efter var det tid til Puke Wolf. Jeg er temmelig glad for Aarhustrioens seneste album, ’Descend’, så forventningerne var høje, og heldigvis skuffedes de ikke. Ligesom på pladen lagde Puke Wolf fra land med ’Bær’ og trommeslager Andrew Davidsons vokal: ”Der er stadig bær / på buskene / men de er beske og få / Jeg spiste et / og kastede mine drømme op / Igen”. Så var vi ligesom i gang, og hvad fulgte var klassisk Puke Wolf.



Sønderrivende guitar, fremaddrivende bas og trommer og sårbart skregne vokaler fra førnævnte Davidson, bassist Lasse Højgaard og guitarist Emil Vegebjerg. Det giver Puke Wolf en særlig kant, at alle i bandet synger (og de fik oven i købet besøg af Trong fra Omsorg også), men det, der i virkeligheden allermest karakteriserer Puke Wolf er deres forbilledlige økonomisering med virkemidlerne. Det var en stærk oplevelse at høre dem stole så meget på deres egne sange, at de vover at lade få elementer fylde rummet, også her under deres formentlig største danske koncert nogensinde. Jeg tør godt vove den påstand, at trioen fik flere nye fans denne eftermiddag, som tegnede til at blive en formidabel optur. Det gjorde noget godt for denne let labile og aldrende sadboi.

Omdirigeret og omkalfatret hævn
Ovenpå, i Lille VEGA, fortsatte opturen med collab-koncerten med Meejah og HIRAKI. De to frit tænkende bands udgav for nylig EP’en ’Interwoven’, som er virkelig fremragende, og det var spændende at skulle opleve det samarbejde live.



Meejah og HIRAKI lagde ud med den fremragende sang ’All Contrast’, og fra første færd stod to ting klart: Det her ville blive en fremragende koncert, og at den ville blive mere rå og aggressiv i udtrykket end på pladen. Det klædte de to bands godt at gå til stålet – jeg kan godt lide, når man fornemmer en forskel på studieindspilninger og livekoncert, og i dette tilfælde gav de otte musikere os en frit flydende, men også overvældende, rå og hudløs en af slagsen. Det kan du læse mere om i vores anmeldelse.

På det her tidspunkt var jeg ustoppelig. Tre opturskoncerter i rap, og næste stop skulle blive Sunken, som med deres fornemme plade ’Lykke’ toppede listen over de bedste danske plader for mig personligt. Samtidig var det, oven på tre koncerter, som alle søgte genrernes randområder, på sin vis en fornøjelse at stemple ind i Store VEGA til et forholdsvist rent udtryk.



Sunken opførte hele ’Lykke’, og det fejlede rent ud sagt ikke en skid. Bandet spillede flot (også trods en smule knas med en guitar undervejs), og sanger Martin Skyum Thomasen var ganske enkelt fænomenal. Sikke et stemmemæssigt overskud, han udviste. I det hele taget var bandet i topform denne aften, hvor de gav en masterclass i atmosfærisk black metal. Den kan du læse om i vores anmeldelse.

Efter lykke kommer de svære tider
Fotografen/redacteuren og jeg var blevet brødflove, så der måtte næring til, og eftersom foodtrucken uden for festivalen havde gjort det forbudte og kommet grillkrydderi på fritterne, blev måltidet indtaget i kebabpaladset over for VEGA, som serverede fine kalvespyd og god kebab. Således ernærede nåede vi lige ti minutter af en (spontan?) popup-koncert med Emily fra Reveal Party på akustisk guitar og indfølt sang.



Jeg ville ønske, vi havde nået mere, for det var virkelig fint! På dette tidspunkt var jeg begyndt at tro på det umulige; at jeg kunne tage en hel festivaldag med lutter opture, men det fik Pelican ændret på.

Trioen fyldte Store VEGA med deres blanding af stoner, doom og post-rock, og jeg ledte og ledte, men jeg fandt aldrig en indre nødvendighed i chicagoanernes riffy rundgangsmusik, ej heller noget, der skulle retfærdiggøre, at jeg skulle lægge øre til den. De havde ikke besværet sig med at skrive sange, eller i hvert fald opfattede jeg ikke deres jam-klingende rundgangstilbedelse af Sabbath, Sleep et.al som deciderede sange.



Hvad man skal med den slags, ved jeg ikke, men det er givetvis ikke en majoritetsholdning. Uanset hvad var kurven knækket. Opturen varer ikke evigt, heller ikke dennne lørdag, men en tur i kælderen med Ellereve rettede lidt op på misèren. 

En vampyr og en bankmand
Visuelt bød koncerten på et interessant, æstetisk sammenstød mellem sanger og bandbagkvinde Elisa Giulia Teschners vampyrkappe og bassistens sartoriale stil, som vel bedst kan beskrives som ”sidder i banken”-core. Ikke desto mindre bød Ellereve på fint svungen doom, post-metal og bunker af gotisk stemning.



Ellereve føltes måske ind imellem, som om de havde lidt svært ved at kæmpe sig ud af Chelsea Wolfes indrømmet velvoksne skygge, men ikke desto mindre var det en fin oplevelse, og energiniveauet var atter højt. Jeg måtte dog videre til Store VEGA for at se Russian Circles, som vel kan betragtes som en art gudfædre for A Colossal Weekend. Hvad der foregik i bandets snirklede, men sært retningsløse musik, og hvor lidt det bevægede mig, kan man læse om i denne separate anmeldelse, men kort sagt, så var det både bedre og dårligere end forventet, uden at det dog kunne sætte gang i bevægeapparatet eller det emotionelle system.



Som jeg skrev i min anmeldelse: ”Der var ikke noget horribelt galt med Russian Circles’ musik, men ligesom deres bandnavn, der lyder mystisk og farligt, men i virkeligheden dækker over noget så prosaisk som ishockey-træningsøvelser, så kunne det gode samspil og den gode lyd ikke dække over, at Russian Circles koncert var lettere at drikke bajere til end at lade sig overvælde af, og der stod jeg så med et par alkoholfri Brooklyn i blodet og manglede noget at foretage mig med de russiske snirkler. For musikken overvældede mig ikke.”

Forløsning og persondrama
Hvad der var brug for efter mere end en times ishockeytræning var lidt gymnastik, og der var heldigvis god lejlighed til at trampe og hoppe i Basement, hvor John Cxnnor spillede et aldeles forfriskende DJ-set. Rammerne, en betonkælder med industriel jernbro og koldkrigsæstetik über alles, var perfekte til den veloplagte duos herligt uforskammede, industrielle og metalliske techno med tangenter ud i alle mulige livgivende ender af ravekulturen.



Kan vi gøre det til en fast månedlig ting, for jeg kan godt den dag? Aftenen tegnede derfor til at ende på en optur, men livet er sjældent entydigt, og den musikalske optur blev krydret af både en tilskadekomst – den ene af brødrene Sejersen faldt ned og fik trykket ribbenene – og et medlem af publikum fik også sænket humørbarometeret. Efter at have forulempet dette magasins redaktør og fotograf besluttede en kvinde blandt publikum sig for at gramse og gnide sig op ad mig på absolut uønsket vis.

Trods tydelige afvisninger og klar besked om at stoppe, blev kvinden ved med at bevæge sig i grænselandet mellem uønskede, seksuelle tilnærmelser og konfliktsøgende adfærd over for mig, og det fik bestemt hevet humøret i bund. Jeg var faktisk kommet for at danse, ikke for at råbe ”stop!” til en person, som ikke evnede at respektere min kropslige autonomi, så det sekund musikken stoppede, røg jeg afsted mod metroen. Nok af det lort. Tak, dog, til personalet på Basement, som var lydhøre og hjælpsomme.

På vejen hjem reflekterede jeg over oplevelsen. Hvor frustrerende det var hele tiden at bevare roen, for jeg var jeg meget større end hende, og det skulle nødigt ende med, at det kunne se ud, som om jeg var den aggressive part. Men det, jeg nu sidder tilbage med, er, hvor meget værre det ville have været, hvis rollerne var vendt om, som de jo oftest er. På intet tidspunkt frygtede jeg kvinden rent fysisk, så selv om jeg fandt krænkelsen ubehagelig, så følte jeg mig grundlæggende ikke i fare. Det er en luksus, kvinder normalt ikke har, og det er langt, langt oftere, at mænd krænker kvinder.

Det er et indiskutabelt faktum. Hvor ville jeg dog ønske, vi kunne skabe en kultur, hvor den slags ikke sker. A Colossal Weekend har eksplicit nultolerance over for den slags adfærd, hvilket bestemt er fint, men jeg tror, vi har brug for at skabe en bredere kulturændring. Lad os komme i gang med det, hvad? 

Anyway, vi ses igen til næste år. Jeg elsker jer stadig, ACW.