Copenhell '22: Et længe ventet gensyn

TR5_0276 copy

Copenhells første dag forløb væsentlig mere roligt end forventet. Alt var som det plejede, med bræk, bøllehatte og battleveste.

Forfatter

"Kl. 15:20 så jeg den første brække sig". Så elegant indledes mine delvis hastigt nedfældede strøtanker. En ung mand i battlevest og plastikhat måtte kapitulere op ad den nærmeste lodrette flade.
Copenhell 2020 II er endelig en realitet, og den første dag af en længe ventet begivenhed bød på høj puls, gnaven(de sult) og et væld af oplevelser i et væld af mennesker.

Første opgave bestod dog i at se hvordan Angstskríg tacklede at piske en nervøs stemning op den første dag på en festival, der på alle og leder og kanter så væsentlig anderledes ud, end forventet. Med en helt ny scene, et større R.I.P område og et rekreativt grønt areal, føltes det på en og samme tid både velkendt og fremmed. Men hvad der ikke føltes fremmed, var at småløbe til en koncert; velkommen tilbage på Reffen.

Mor er ikke sur, mor er sulten
Da min hjerterytme havde fundet tilbage til sit normale leje, traf jeg en fatal beslutning. Af uransagelige årsager observerede jeg Suicidal Tendencies tendere pinlig, fremfor at holde mig til min oprindelige plan og opsøge LLNN. Jeg gik på jagt efter eventyret andetsteds, og endte i, hvad jeg døbte ”det kommercielle distrikt”, med Biergarten som den åbenlyse hovedstad – hvilket fik mig til at føle mig som en turist i mit eget land.

For hernede står klicheerne skulder ved skulder. Gummiøkser og drikkehorn falbydes side om side med præ-flænsede jeans og t-shirts med kranier på. Det smager af laveste fællesnævner, i al sin komiske overdrevenhed. Som var det til din tungnemme tante, bliver der talt tydeligt til et købestærkt klientel på safari i en subkultur, som nu lukrerer på, hvad der engang chokerede.

En broget flok myldrede mere eller mindre formålsløst rundt i en større eller mindre grad af beruselse og klokken nærmede sig kun lige knap aftensmadstid for de mange førstegangsbesøgende. Coronaen er for en stund parkeret i baggrunden sammen med forpligtelser og almindelig sund fornuft. Alle omgås hinanden som de altid har gjort, som om både metoo og pandemier har udlignet hinanden.
 
Noget i skrutten og en tur i Tutten
Da der var blevet tanket op efter den klassiske opskrift: "jeg giver nogen en masse penge og jeg får muligvis et måltid mad, der ikke skuffer", fortsatte jagten på eventyret, den famøse Copenhell stemning – I ved, det der lokker én, år efter år. Modsat retning af ølteltet lå “Tutten”, som fortjente et stop på rejsen. Indenfor i containerhallen var stemningen god og akustikken bedre. På en lille platform mellem langbordene sad Jes Mogensen og spillede op til dans på sav: Sandviken Stradivarius. En herre i sin bedste alder spillede, efter eget udsagn, “ægte metal” og fremførte diverse sange fra den danske sangskat.

En anden form for musikalsk eventyr ventede på Pandæmonium, hvor VOLA flåede os åbne og effektivt maste en masse nye følelser derind. For en stund glemte jeg alt om fesen forplejning og kalkuleret kapitalisme, og lod mig rive med af deres melodiske univers. Og apropos universer: dem fandt jeg til hobe indenfor hos Copenhell Con. Udover et væld af spil og alskens lækre nørderier, kunne man også få æren af at hilse på JP Ahonen, manden bag det fiktive band Belzebubs.

En slentretur i bøgeskoven ledte ikke til det forjættede land, men næsten. Af sirligt anlagte og flis-belagte stier, blev jeg ledt til Gehenna. Her stod EYES på spring i kulissen, klar til at yde lidt tungt modspil til fællessangen fra Grøn Koncert, der løb af stablen et sted bag træerne. Stemningen i det grønne tangerede efterhånden afslappet og jeg forventer af arrangørerne, at de grønne områder bliver inddraget igen til næste år.

Mere end én gang bemærkede jeg søvnige festivaldeltagere få sig fem velfortjente minutter på skjoldet, om end enkelte trak gennemsnittet lidt op – jeg håber de nåede at få set Metallica. Som det mageligt anlagte menneske jeg nu er, kan jeg kun bifalde Copenhells beslutning om at give gæsterne mulighed for et pusterum. En bøgeskov med bar og kulørte lamper burde være obligatorisk på alle festivaler, og jeg kan absolut anbefale, at man kigger forbi og får vejret, skulle lejligheden byde sig til næste år.

Men hvad var det vi kom for
Der var dog ingen vej uden om. Man kan ikke tage på metalfestival uden at se Metallica. Udover at vi var mere end almindeligt tilfredse med selve koncerten, var også de små oplevelser med til at fuldende aftenen. For det var et gedemarked uden lige, hvor jo tættere du kom på centrum af mængden, jo mere påvirkede så folk ud til at være. Fra en nærmest rektangulær klods foran scenen, bredte de fremmødte sig som en vifte op på skråningen. Det var et imponerende syn, der ikke blev mindre imponerende af, at man ikke kunne se majoriteten af gæsterne.

Men høres, det kunne de. Og som uskyldig tilskuer, var det en fornøjelse at se stivbenede fulderikker dingle rundt i en akavet svingom, designet til ikke at spilde så meget som én dråbe øl, når de uvægerligt kolliderede med hinanden. Glæden stod malet i alles ansigter, og det gør alligevel først ondt i morgen. I morgen hvor jeg forhåbentlig får lært at finde rundt på en festival med vokseværk.