Copenhell 26: Onsdag - En dag i familiens tegn

Onsdag var for denne skribent en familiedag, som bød på store overraskelser samt præcis det, vi håbede på. 

I julegave og fødselsdagsgave gav min bror og jeg vores mor en onsdagsbillet, fordi hun virkelig elsker at tage på festival og ubetinget elsker stemningen på Copenhell. Vi nåede dog ikke lige at købe til os selv, inden de var udsolgt, så vi trak begge i arbejdstøjet for at tage med hende. Min bror som security i Tutten, mig som skribent. 

Vi startede dagen med at tage ud og spise brunch med min kusine på Frederiksberg, så vi kunne tage 2A ud til Refshaleøen. Her fik vi talt programmet igennem og aftalt, hvad vi havde af overlap. Min mor var uden tvivl kommet for at se Alice Cooper og Iron Maiden, men hun er umætteligt nysgerrig af natur, og ville derfor gerne med rundt og se det hele. 

Vi startede med at se de topstyrede sex-nonner, Dogma. Hele rammen med de slavelignende forhold omkring bandet, med dårlig betaling af medlemmerne og tvang til tavshed, skal råbes op og kritiseres til evighed. Stilen, sangene og teatret kan altid diskuteres på æstetisk niveau. Jeg synes dog ikke, at man kan tage fra dem, at de nuværende medlemmer er dygtige og spillede rigtig godt, omend den nye forsanger ikke når Isa Roddy, der sang på pladen, til sokkeholderne. 

I dag er der jo intet nyt i, at kvinder spiller metal. Alligevel er underrepræsentation stadig et problem, som Copenhell i temmelig høj grad lykkes med at balancere. Alligevel skal #femalefronted markøren manes til jorden, da musikken og budskabet skal stå først. Sagen er dog en anden for min mor. Hun er en 67-årig bornholmer, SOSU-assistent og født og opvokset på landet. Hun er bestemt en musiknyder, men ikke en musiknørd. Derfor ER det noget nyt og særligt, når kvinder står på scenen og spiller metal. Dogmas musik synes hun var fin nok, men at se letpåklædte nonner give den gas, var ikke desto mindre underholdende, friskt og fascinerende. Det sprang hendes forventningshorisont , og hun ville ikke have været det foruden. Videnen om historien bag bandet efterlod da også os alle med en bitter eftersmag. 

Efter teateropvisningen mødtes vi med brormand til fætter/kusine-komsammen til drinks og øl, for bagefter at gå ned og se Mammoth. Den fede tråd fængede da et øjeblik, men vi blev efterhånden hurtigt enige om, at det ikke var så spændende endda. 

Den store overraskelse
Heldigvis skulle jeg hen og anmelde Mite på Boneyard. Mite leverede en stærk energiudladning af en præstation og savede os midt over i varmen. Det bedste var dog, at Mite skulle vise sig at være den største oplevelse for min mor. Hun havde ikke det fjerneste begreb om, hvad hardcore og power-violence er. Normalt er hun en af dem, der afskriver metal, hvis ikke man kan forstå teksten. Alt er bare growl, og growl blokerer for den musikalske helhedsoplevelse. Alligevel blev hun revet helt med af musikkens knusende og kompromisløse fremdrift. Derudover var hun bjergtaget af Mona Mattles smittende energi og Gene Simmons tunge. Hun syntes, det var skidesjovt at se. Når destinationen var et 80’er trip med store omkvæd, havde ingen af os gættet, at hun ville få den bedste oplevelse på skramlede Boneyard til Mite. 

Herefter skiltes vi, da jeg skulle ind og skrive. Efter at have skrevet anmeldelsen, fandt jeg familiesammenkomsten i samme bar ved Pandæmonium, under Loathe. De havde været oppe og se lidt af det, men det havde ikke været varmen værd, og de havde derfor søgt ly for solens hede. 

Nu måtte vi dog splittes igen, for jeg skulle i skoven og anmelde Faetooth, mens resten selvfølgelig skulle over og se Alice Cooper. Jeg vil sådan ønske, at Faetooth havde været federe end det var, da de tre feer var utroligt likable, men desværre kedede de mig musikalsk. 

Teatermanden
Eftersom koncerten kun tog 40 minutters tid, kunne jeg stadig nå over at se en halv times tid af Alice Cooper. Jeg fandt de andre, lige som han kom ud af spændetrøjen, og fik hovedet kappet af. Derfor nåede vi at se 'School's Out' sammen. Det var sådan set også det vigtigste nummer for mig at se. Mutti synes også, det havde været fint, og hun var imponeret over det 78-årige koryfæs præstation. Igen var det dog den 22-årige Anna Cara, der stjal showet. Hun var ikke bare imponeret af hendes evner, men også hvordan hun lod sit smagfulde guitarspil tale for sig selv uden at overgøre sin rock n’ rollede persona og stadig se pissesej ud. 

Da totalteateret var slut, tog de andre en pause, mens jeg lige drog hen og checke Scimitar ud. Jeg synes Scimitar har en mega fed retro æstetik, og spillede deres fræs mega fedt. Jeg måtte dog prioritere, at vi skulle have noget mad inden hovednavnet, Iron Maiden, så jeg nåede desværre ikke så meget. 

Familietur på bakken
Efter Timm Vladimirs Meatball sub, startede vi med at stå virkelig dårligt ude i venstre side for den propfyldte plads foran Helviti. Lyden var underligt dårlig, da Iron Maiden ikke nødvendigvis lød utydelige, men i stedet lød som det trætteste og mest talentløse coverband. Det har jeg ikke prøvet, at lyden gjorde. Men efter halvdelen af selskabet tog hjem, fandt vi en siddeplads på bakken, hvor lyden gjorde bandet betydeligt mere retfærdighed. Her overværede min mor, min fætter og jeg det meste af koncerten. Det var en skøn familieaktivitet at sidde og opleve et af verdens vigtigste metalbands nogensinde sammen. For Iron Maiden spillede jo bare præcis den koncert de skulle, hverken mere eller mindre, og derfor sad vi også, min mor på 67, min fætter på 48 og mig på 29 og havde den samme store oplevelse. De største øjeblikke for mig var, Odysséerne, 'Rime of The Ancient Mariner' og 'Fear of the Dark', samt privilegiet at opleve 'Infinite Dreams'. 

Inden de spillede ekstranumrene, gik vi over i højre side, så vi hurtigt kunne få en god plads til Mastodon. Fætter måtte dog kapitulere og tage ned i campen og sove, men min gamle mor og jeg holdt ud. Vi fik udmærkede pladser, cirka i midten til Mastodon - bandet jeg ville tage med på en øde ø, hvis jeg skulle vælge et. Jeg var dog lidt skeptisk i starten, hvorimod min mor var investeret fra starten af Mastodons store, fyldige lyd. Hun var især også imponeret af Brann Dailors evne til at spille så vildt på trommerne og synge samtidig. Men efter et kvarters tid, overvandt modergenet i hende, og hun tog over i Tutten for at holde min bror med selskab, som havde vagt til kl. 02:00. Helt helt fair, jeg havde haft glæden af hende det meste af dagen, og i takt med at Mastodon begyndte at spille fantastisk, var jeg jo i godt selskab.