RB '22: Søndag - Roadburn Blues

_XTD2111

Søndagen bød på mange fantastiske koncerter, men også på en festival – og en krop – der var ved at pakke sammen for i år. Og Roadburn Blues ramte tidligere end forventet.

Titel
+ The Devil's Trade & John Cxnnor, Hangsman's Chair & Regarde Les Hommes Tomber, Die Wilde Jagd, Lamp of Murmuur, Ural Umbo, Alkerdeel m.fl.
Dato
24-04-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Søndag på Roadburn – eller på en hvilken som helst festival egentlig – er altid speciel. Musikprogrammet var ellers tilrettelagt, som om der ikke var nogen morgendag, med koncerter til den seje side af midnat. Men langsomt og ubønhørligt blev der lukket ned på scene efter scene, til der til sidst kun var koncerter på 013, der lukkede som sidste venue. På det tidspunkt var vi i øvrigt for længst gået hjem.

Søndags-jag og programhovedpiner
Men inden vi nåede så langt, skulle dagen startes med lidt stress og jag, efter en forsinket taxi satte os af uden for 013, hvor vi skulle til dagens første koncert med de danske industrial-noisere John Cxnnor flankeret af The Devil’s Trade. Det var en koncert, der vakte svær begejstring, og selvom nogle i selskabet havde prioriteret deres “morgen” anderledes, nåede alle vist at få en bid med. Den anmeldelse kan man læse i sin fulde længde HER.

John_Cxnnor_x_The_Devils_Trade_Roadburn_Festival_2022_XJD0508.jpg

Derefter opstod der stor konflikt i programmet, da hele tre forskellige optrædener lå sådan cirka samtidig, men med adskillige skridt imellem sig. Valget faldt på Solar Temple & Dead Neanderthals, som var en fremragende koncert. Det groovede og svingede og havde den helt rette søndagsvibe at komme ned på, men desværre måtte vi gå før tid, fordi Lingua Ignotas optræden på Main Stage var et must see. Det er en stærk koncert med plads til det grimme i livet, og man kan læse hele anmeldelsen af koncerten HER.

Solar_Temple_x_Dead_Neanderthals_Roadburn_Festival_2022_XTD1548.jpg

Efterbrænderens bondeanger
Og af en eller anden grund kom jeg aldrig op at se Mizmor. Det var egentlig en koncert, jeg gerne ville have set, men fødder og ryg er desværre ikke i samme form som i min for længst svundne ungdom, og jeg kunne ikke overskue at gå helt op i Koepelhal fra 013. Den slags valg hævner sig altid med bondeanger dagen efter, og jeg er da i bagklogskabens klare lys ret træt af, at jeg ikke fik det set. Men til gengæld lykkedes at se Hangman's Chair x Regarde Les Hommes Tomber, som i modsætning til mange andre samarbejder på festivalen havde valgt at stille med ikke bare udvalgte repræsentanter, men simpelthen to fulde bands på scenen. To trommeslagere, et væld af strengeinstrumenter og to sangere. Det var en helt utroligt fed koncert, og musikerne lod sig heldigvis ikke mærke med, at der efterhånden blev lidt halvtomt på lægterne bagerst i salen. Foran var der liv og glade dage med et usædvanligt velspillende dobbeltorkester, som havde en fest på scenen.

Hangmans_Chair_x_Regarde_les_Hommes_Tomber_Roadburn_Festival_2022_XTD2309.jpg

Uforståeligt hype
Den fest fik vi helt egenhændigt lagt en dæmper på ved at tøffe til Die Wilde Jagd. En koncert, som der var stor hype omkring, og som derfor også trak ret lang kø på Next Stage på 013. Det lykkedes at komme ind ved anvendelsen af lidt snuhed, men straks efter at fotografen havde fået de obligatoriske skud, blev vi enige om, at Die Wilde Jagds dronede og stenede lydflader var en tand for stenede til vores humør, og vi overlod dermed vores pladser til to andre håbefulde festivalgæster, der forhåbentlig fik en god oplevelse. Til gengæld fik vi et par numre af Lamp of Murmuur, som jeg nok helt ærligt ikke rigtig har forstået hypen omkring. Det lød for mig som ret ligegyldig black metal, og lyden var tilmed ringere, end den generelt var på festivalen. Men deres secret show et par dage tidligere var der stor tumult omkring, så jeg vil ikke afvise, at jeg bare ikke har forstået dem.

Lamp_of_Murmuur_Roadburn_Festival_2022_XTD2354.jpg

Sjældne gæster
Heldigvis var der ikke langt fra The Terminal til Hall of Fame, festivalens eneste teltscene, hvor der var finsk doom på programmet. Som den fan jeg var af Waste of Space Orchestra-koncerten i 2018, og generelt af Dark Buddha Rising, så var valget mellem Full of Hell ft. Spiritual Poison og Ural Umbo, ikke så vanskeligt. Det var dog et valg, jeg stod ret alene med, og jeg kunne nyde min koncert i fred og ro, mens resten af flokken fra “danskerlejren” muntrede sig med noget andet (Full of Hell vil jeg antage). Det var en lille sluttet flok, der havde fundet vej til Hall of Fame og Ural Umbo, der er en sjælden gæst, ikke bare på denne festival, men sådan i det hele taget, og det blev en af dagens bedste oplevelser for mig. En lille søndagsklokke af gale lyde, som kun Finland kan frembringe dem.

Ural_Umbo_Roadburn_Festival_2022_XJD1204.jpg

Når fødderne vinder det sidste slag
Dagens sidste koncert var planlagt til at være Green Lung, men også denne koncert var superhypet, og risikoen for at gå den lange vej tilbage til 013 blot for at finde en lang kø (kombineret med fødder, der var skrigende og hvæsende sure), gjorde, at Alkerdeel vandt lotteriet. Det var egentlig et band, jeg havde afskrevet hjemmefra, men det var velgørende at komme til en koncert med noget, der havde lidt tempo, og bandet havde en fabelagtig energi på scenen. Alkerdeel er ikke kompliceret musik på den måde, som meget musik på Roadburn kan være, men det gør ikke noget, når hovedet er fuldt af sære taktarter og musikalske frembringelser, som man ikke troede var mulige. Her var det genkendelig dødsmetal, fuld af energi og med et band, der var vældigt begejstrede for at lukke The Terminal, som var hovedscenen på Koepelhal. Det blev også søndagens og dermed festivalens sidste koncert for mit vedkommende. Der kommer et tidspunkt, hvor man ikke kan rumme flere indtryk og mere musik. Og der kommer et tidspunkt, hvor ryg og fødder må give op efter mange kilometers gåture på hårdt underlag. Men det var det hele værd, og allerede på vejen hjem i taxaen startede min Roadburn Blues.

I skrivende stund føles det, som om der er utroligt lang tid til næste år, men heldigvis er hotellet booket, og som man siger: After Roadburn is Before Roadburn.