RB '23: Efter Roadburn er før Roadburn

Søndag bød på intelligent eksperimenterende metal med Imperial Triumphant. Afsky spillede et af sine bedste shows, og dagen sluttede med et hemmeligt Duma show, hvor vi fik Duma, sådan som de helst skal lyde.

Jeg hader at skrive søndagsreportager. Ikke fordi søndag på festivaler generelt er dårligere end andre dage, men fordi det er utroligt trist at genopleve en dag, som også er en slags afslutning nummer to, og man kan således opleve sin Roadburn-blues igen. Men før der går tristesse i den, så læs med om, hvad du gik glip af, hvis du skippede søndagen på Roadburn Festival.

Søndag på Roadburn har den klare fordel, at færre scener er i spil. Det hele begynder at lukke lidt ned og vi får færre bands at vælge imellem, men det gik aldrig ud over kvaliteten. Vi begyndte stille og roligt at kunne mærke vores krop på den der festivalmåde, hvor man ikke har fået helt vand nok, har stået lidt for længe op og i det hele taget begynder at føle sig lidt brugt. Øllene på Roadburn er ikke gode. Ingen af dem faktisk, selvom de har entreret med en Roadburn-signiture øl ved navn Knuffel, samt en stort set udrikkelig IPA, og så naturligvis Bavarians sød-sure joke af en pilsner, som vi til sidst næsten ikke kunne få ned. Heldigvis var der drinks i kælderloungen, som vi opdagede ret sent i år, men hvor der er tunge og bløde læderstole og sofaer, man kan kan hænge ud i uden at skulle bekymre sig voldsomt om festivalen omkring en.

Vores søndag startede med Imperial Triumphant, en ret speciel koncert, som du kan læse anmeldelsen af her. Den 70 minutter lange koncert, der var en opførelse af den anmelderroste Spirit of Ecstacy, lå måske lige tidligt nok på dagen, og var måske også på en lidt for stor scene, men der var overraskende mange diehard fans af bandet, som i dagens anledning var mødt op i guld-halvmasker, og lidt glimmer kan man altid bruge på en lidt våd og træls søndag, hvor man skal sige farvel og på gensyn til sin yndlingsfestival.

Ovre på naboscenen gik The Golden Grass i gang, og på papiret så det ret sejt ud. Det gjorde det også på scenen, men vi måtte skuffede forlade salen igen, for mage til ufarlig gammelmands-americana skal man da lede længe efter.

Efter den skuffelse var der kun ét at gøre, og det var at gå direkte ind til Big Brave, som åbnede festivalen i 2022 og nu denne gang fik æren af at spille på den største scene. Vi huskede koncerten i 2022 som helt magisk, og håbede på en ny omgang magi. Desværre var koncerten sidste år nok tilstrækkeligt - i hvert fald for undertegnede, der denne gang fik nok efter en halv koncerts penge. Det skal dog ikke ligge Big Brave til last, for de spiller fremragende, og det er nok udelukkende et udtryk for personlig smag, at det ikke blev til en hel koncert.

Til gengæld gav det plads til aftensmad, som kunne indtages i ro og mag på en nærliggende restaurant inden vi bevægede os op i Koepelhal, hvor magasinets anden fotograf, Peter Troest fik æren af at signere plakater med egne fotos. Det var lidt af et tilløbsstykke, og der blev skrevet mange autografer. Mamaleek var også noget af et tilløbsstykke. Dels fordi de spiller ret sjældent, og dels fordi de er sådan lidt mystiske. Deres musik er en kaotisk omgang smadder, der på sine steder sagtens kan noget, men som måske også godt kan give en øregangsforstuvning, hvis man lytter for længe til det.

Det kan Cave In til gengæld ikke, men det giver en god mulighed for at hvile benene i ro og mag på lægterne på den store scene. Og det blev der god brug for, da Deafkids spillede op til dans på den lille scene på 013. Deafkids optrådte lørdag med Duma, men blev på en eller anden besynderlig måde til en slags Duma divideret med Deafkids, og hvor alt blev ekstremt introvert. Deafkids kan måske også godt betegnes som sådan, og stenet er det, men det er til gengæld også vældigt dansabelt, og polyrytmerne fløj gennem salen, mens der blev danset med smil på læben på de forreste rækker. Og det var netop det, vi manglede da Deafkids gæstede A Colossal Weekend i 2022, og hvor publikum i Lille Vega mere eller mindre var frosset fast til gulvet. Ovenpå DumaxDeafkids-skuffelsen fra lørdagen var det en befrielse at høre, at de ikke havde tabt deres særegne DNA.

Ovre på Koepelhal spillede Afsky en fremragende koncert, og vores anmelder måtte erkende, at det i hvert fald var den bedste han havde hørt med bandet. Den anmeldelse kan du læse her. Efter Deafkids og Afsky, var der ikke så meget tilbage på programmet, og valget stod mellem Filmmaker og Oiseaux-Tempête. Sidstnævnte var en af årets Artist in Residence, og havde således ikke mindre end tre shows på festivalen, og eftersom det lykkedes mig at gå glip af de to første, så var dette sidste chance. Det viste sig at være en fremragende idé at blive hængende på 013 og se dette forunderlige ensemble af musikere med allehånde instrumenter, med indflydelse fra alle mulige kulturer, og med stærke rødder i den psykedeliske ende af rocken. Hvem andre kan bære en digtoplæsning og en sanger med en lyserød glimmermikrofon og ditto strømper? Det var en aparte oplevelse, som smagte af mere - og set i bagklogskabens lys skulle jeg måske have prioriteret at se nogle af deres andre shows. Rygtet vil dog vide, at der ikke var vanvittig stor forskel på deres shows, så det kan jo være, at jeg kan bilde mig selv ind, at jeg ikke gik glip af så meget.

Oiseaux-Tempête afsluttede også den skemalagte del af årets Roadburn Festival. Det sidste band - den ægte lukker - endte dog med at være Duma, der gav et af Roadburns berømte 'secret shows' på 013's lille scene. Og her var der godt gang i sagerne, og hvor Duma lød, som Duma skal lyde. Det var nok en lettelse for Duma-fans, som nok også fik sig en slem forskrækkelse lørdag til deres lidt halvbagte samarbejde med Deafkids.

Det var en ret passende måde at lukke et meget anderledes Roadburn på. Et mere nedtonet Roadburn, der ville give os mulighed for at dykke ned i noget ukendt - både hvad angik navne og genrer. Og som samtidig ikke har lagt skjul på, at det var en hård nyser at få dette års festival til at gå op. Livemusik-boblen er ægte. Honorarerne er gået op. Det er blevet sværere at få de store navne til at komme, og alt er generelt bare blevet dyrere. Det gør det svært for de små festivaler, men der er enighed om, at Roadburn Festival også i år har skabt en festival, som vi var kede af at sige på gensyn til, og som også giver os lyst til at komme tilbage næste år for endnu engang at jagte det high, som alle på Roadburn altid jagter.