RB' 23: Lidt mindre end imperiets triumf
Imperial Triumphant kom, så og sejrede... næsten da. De intellektuelle black metallere fandt aldrig rigtig deres ben på en scene, der virkede lidt for stor, og til en koncert, der virkede lidt for tam.
Imperial Triumphant har én gang tidligere gæstet Roadburn Festival. Det var i 2019, hvor de fik sat et velafrettet punktum for løjerne på den scene, der hed Het Patronaat, og som desværre ikke længere er i brug grundet en eller anden kulturforenings køb af bygningen. Som i øvrigt er en kirke. Perfekt til black metal.
Denne gang var Het Patronaat erstattet med den betydeligt større Main Stage, der med en kapacitet på 3000 publikummer er et stort skridt op fra den gamle kirke, hvor kapaciteten lå omkring de 800. Og hvor koncerten i 2019 var et tilløbsstykke var koncerten i år snarere et fraløbsstykke på en scene, der føltes som alt for stor for new yorkerne.
Imperial Triumphant havde ellers taget de store effekter med sig til Holland denne søndag, hvor der på det digitale bagtæppe blev vist visuals i verdensklasse. Absolut intet at komme efter på den front. Det var nok på top tre over visuals ved dette års Roadburn, og de var en perfekt kulisse for deres teatralske optræden - komplet med kåber og guldmasker og det hele. Desværre var starten på koncertens lydside alt andet end perfekt, og der var en slem rumlen i lyden. I modsætning til tidligere års nærmest skræmmende fejlfrie lyd, var der i år et par svipsere og dette var altså en af dem.
For kendere af Imperial Triumphants musik, vil det være let at nikke til at deres kaos jazz-black metal ikke står ret skarpt med bulder i lyden. Og hvor lyden heldigvis fandt sit leje i midten af 2. nummer, var det så som så med bandet, der virkede underligt ensomme deroppe på den store scene, hvor der pludseligt var farligt langt imellem medlemmerne. Ikke bare fysisk men også musikalsk. Hver for sig var der intet at sætte en finger på. Det er en flok dygtige musikere, vi har med at gøre her, men der var bare ikke den der gnist, som man ellers typisk finder live. Det virkede på en måde lidt indstuderet og lidt sjælsforladt.
Grunden var ellers lagt rigtig fint: Imperial Triumphant, der spiller deres anmelderroste plade Spirit of Ecstacy fra ende til anden. Pladen har også fået ros her på magasinet, og havnede sågar som bobler på en årsliste, men hvor pladen er studie i, hvor elegant man kan blande jazz ind i black metal på en måde, der kræver sit af lytteren, så var første halvdel af koncerten nærmest et studie i hvor tumlet den slags også kan lyde. Indrømmet: Tidspunktet var rædselsfuldt tidligt til de store intellektuelle udfordringer, og at åbne Main Stage allerede kl. 15.00 på sidstedagen, hvor mere end en håndfuld af gæsterne er taget hjem, er nok ikke nogen ret nem opgave. Men den første halvdel af koncerten var der - ud over den sædvanlige hårde kerne midtfor foran - ikke rigtig nogen kontakt mellem publikum og bandet. Enkelte nikkede, nogle få havde iklædt sig en halvmaske i guldfarvet pap for at ære bandet, men den koncentration, som Imperial Triumphant retteligt fortjener (og kræver), var ikke rigtig til stede.
Med fare for at publikum var lidt til den døde side, så kom Imperial Triumphant ikke rigtig ud over scenekanten før vi var en god halv time inde i koncerten. Men her virkede det så til gengæld til, at de havde spillet sig varme, og pludselig var der sammenhæng mellem guitarister, trommer og ikke mindst saxofonisten. De komplicerede rytmer, som bliver blandet godt og grundigt med en næsten gurglende vokal, blev til noget, der havde sammenhæng. Og der kom tilsvarende hul igennem til publikum. Det sidste sandsynligvis hjulpet godt på vej af et champagnebad til de forreste rækker, mens bassisten fik sig en gåtur blandt publikum.
Om jeg ligefrem har brug for champagne til min morgenkoncert, ved jeg ikke, men det fik sparket liv i kludene og resten af koncerten var en noget større fornøjelse at overvære end de første pinefulde numre, hvor ingen rigtig fandt hinanden.
Da Imperial Triumphant takkede af efter en god times koncert, var publikum begejstrede, men det bliver nok ikke den af deres koncerter, som vi husker bedst. Der må vi tilbage til Het Patronaat, og tænke på den magtdemonstration, der udspillede sig foran det måbende publikum.