Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Jesper Buhl

Updated
Jesper Buhl

Kæft, det har været et år, hvad? Der er meget at begræde, men heldigvis har der også været lyspunkter.

Forfatter

Det er ikke kun rart at se tilbage på et år, der i den grad var begivenhedsrigt, men her vil jeg fokusere på nogle af de ting, der var gode. Sorry, krigen i Ukraine, klimakollapset og dansk politiks næsten totale accept af racisme, I må lige træde i baggrunden her.

Årets danske album:

1. Puke Wolf: ‘Interstice’ – Må man kalde en fem numre lang udgivelse for et album? Det ved jeg ikke, og jeg er også pænt ligeglad, så længe tre mænd skriger om deres følelser og spiller larmende. En både rørende og smuk plade fra Århus-trioen.

&t=1s

2. Konvent: ’Call Down the Sun’ – Death-doomkvartetten brugte blandt året på at blive en kvintet, mens de på plade gjorde lyden bredere, større og mere knugende, kulsort og fængende. Det her er et band, vi godt kan tillade os at være rigtigt stolte af.

3. Tvivler: ’Kilogram’ – Jeg er ikke enig i, at der er for få borgerlige i det her land, men hey, jeg bor her jo også bare. Og jeg er vild med Tvivlers fusion af punk, hardcore, noise og alt muligt andet. Plus poetiske tekster!

4. Strychnos: ’A Mother’s Curse’ – Strychnos albumdebuterer noget så eftertrykkeligt efter et kvart århundredes tilløb, og de gør det så godt, at selv en, som ellers ikke er specielt stor fan af dødsmetal, må bøje sig i støvet over gruppens sortrandede, sorgfulde råddenskab.

5. Orm - ’Intet • Altet’ – Orm beviste endnu en gang, at de formår at lave endog meget lange udgivelser uden at kede lytteren. Hura for deres høje ambitionsniveau, og hurra for deres evne til at underholde og bevæge lytteren over langstrakte black metal-kompositioner.

Boblere: Hexis, Offernat, Syl

Årets internationale album:

1. Scarcity: ‘Aveilut’ – Et ekstremt frugtbart samarbejde mellem komponisten Brendon Randall-Myers og metal-vokalisten Doug Moore resulterede i et abstrakt black metal-album med strømninger af no wave, noise og moderne kompositionsmusik, som på intens og fremragende vis både indfanger Brendon Randall-Myers personlige sorgproces (aveilut er det traditionelt jødiske års sorg, når man har mistet en af sine kære), men også den globale sorg og mangel på fundament, som coronapandemien førte med sig.

2. Blackbraid: ‘Blackbraid I’ – Fabelagtig gennembrudsplade med indfødt amerikansk black metal straight outta Adirondack-bjergene. Hidsigt og frådende som en brusende flod, fyldt med smukke besyngelser af naturen og begrædelse af menneskets brutale rovdrift på den. Sgah'gahsowáh sætter ikke en fod forkert på et imponerende album.

3. Diamanda Galás: ’Broken Gargoyles’ – Rædslen driver ned ad væggene, når man lytter til avantgarde-divaens intense og uforfærdede album. Gusten støj, myrekrybskor, ensomme klokker, Georg Heyms’ poesi i Galás’ fremførelse: “De syge, alle tynde som marionetdukker, går rundt på gangene. En af dem har alle sygdomme. Med hvidt kridt noteres hans lidelser klinisk. Feberen tordner. Deres indvolde er brændende bjerge.” Ih, hvor vi hygger os! Og så på tysk!

4. The Body & OAA: ’Enemy of Love’ – The Body var engang et doom-band. Nu er de et noise/drone/elektronisk/feelbad-band, som er fremragende til at samarbejde med andre (tjek for eksempel samarbejdet med Full of Hell). Her har de slået dommedagspjalterne sammen med (post-)industrial techno-produceren OAA og skabt et decideret fjendsk album, som vinder for hver gennemlytning. Krævende og givende.

5. Faetooth: ’Remnants of the Vessel’ – LA-doomkvartetten Faetooth synger om feer og larmer med guitarer. Begge ting går jeg stærkt ind for. Til tider lyder de en smule som en bedre version af Chelsea Wolfe, men jeg tror heldigvis aldrig, de kommer til at lave en rædselsfuld collab med Converge.

Boblere: Dead Cross, Mo’ynoq, Imperial Triumphant, Spiter, Conjurer

Årets danske hit:

Vægtløs: ‘Når de ord, vi har brug for, skyder op af sig selv, får vi en ny sang’ – Den her syvtommer, som handler om sorg, ramte mig hårdt, og kort efter, at jeg havde modtaget den med posten, ramte sorgen mig helt privat. Den her sang vil altid betyde noget helt særligt for mig, fordi den talte til mig på det helt rigtige tidspunkt, og fuck, hvor har jeg fældet mange tårer til den. Er den et hit i traditionel forstand? Nok ikke, men den, og Vægtløs, fortjener at blive fremhævet her.

Årets internationale hit:

Fontaines D.C.: ‘I Love You’ – Den her sang er meget tæt på at indtage førstepladsen som den bedste sang med titlen ’I Love You’. Den ære vil nok altid tilfalde Dizzee Rascals skoledannende gennembrudshit, men denne had/kærlighedserklæring til Fontaines D.C.’s hjemland, Irland, har været fast inventar i mit 2022 sammen med resten af sangene fra det fantastiske album ’Skinty Fia’.

Årets genfundne klassiker:

Emperor: ‘Anthems to the Welkin at Dusk’ – I forbindelse med bandets første koncert på dansk jord fik jeg genlyttet den her klassiker en del. Det fejlede ikke en skid.

Årets koncerter:

1. John Cxnnor, Roskilde festival, 30-06-2022 – John Cxnnor og en stjerneparade af danske hardcorevokalister samt Dávid Máko, The Devil’s Trade, rev alt ned, skabte en dystopisk fest og fik os til at sparke til noget luft i en parkeringskælder. Den ramte simpelthen en ren 666’er.

2. Gggolddd: Roskilde Festival, 01-07-2022 – En skøn blanding af bekendelsessang, gotisk guitar og elektroniske nyrestød dannede rammen om sanger Milena Evas fortælling om et seksuelt overgreb, det traume, det skabte i hende, og hendes lange vej tilbage fra det. Koncerten var et knugende vidnesbyrd og en harmdirrende pegefinger rettet mod den patriarkalske kultur, der er voldtægtens grundfjeld.

3. Vi som älskade varandra så mycket: A Colossal Weekend, 20-05-2022 – Voksen-screamo om den åh, så grusomme kærlighed på Basement. Svenskerne gav en fængende koncert, hvor Arvid Ringborg sang: ”Stanna hos mig / kvar i minnet / övergiven / snälla lämna / lämna tanken / lämna minnet / sluta spöka / jag vill fortsätta / tillbaks till livet” og fik mit hjerte til at briste.

4. Big|Brave, Pumpehuset, København, 27-04-2022 – Montrealbandets enorme lyd var meget større end Pumpehusets lille lobbyscene, men det gjorde bare oplevelsen af deres monumentale, knusende og hjerteknugende musik så meget mere fængende, og bandet formåede, med en blanding af helt nyskrevet materiale og ældre sange at røre mig til tårer.

5. Emperor, Copenhell, 18-06-2022 – Det var et tungt flueben, der blev sat, da Emperor for første gang spillede i vores sørgelige lille pisnation, og der var ikke en finger at sætte på koncerten, hvor Samoth lignede et afsjælet lig, og Ihsahn lignede Tim Christensen.

Bobler: Objektivt set var årets koncert min datters blokfløjtekoncert med musikskolen, men for ikke at virke inhabil og biasfyldt har jeg rykket den herned.

Årets danske navn:
Æren må tilfalde John Cxnnor, men så skal de også love at arbejde på et album.

Årets internationale navn:
Scarcity
– Det var et helt særligt album, duoen fik lavet. Mikrotonal no wave-black metal med døden og savnet som omdrejningspunkt. Perfekt eksekveret.

Årets nye danske navn:
Vægtløs – Den aalborgensiske gruppes skrigende, poetiske besyngelser af sorg rammer lige i hjertekulen og giver kæmpe forventninger til et kommende album. A Colossal Weekend burde booke dem til at spille på Basement.

Årets nye internationale navn:
Blackbraid
– Sikke et fornemt gennembrud fra et enmandsband, som har formået at få en DIY-udgivelse langt bredere ud, end man kan råbe fra Adirondack-bjergene.

Årets comeback:
Årets egentlige comeback er truslen om atomkrig, hvilket for en, der voksede op i firserne med frygten for fimbulvinter, har været … interessant. Men hvis jeg skal pege på noget, så er koncerter med udenlandske artister og festivaler vel årets comeback.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Vægtløs: ‘Kakofoni’ – Umådeligt god musik på smuk syvtommer-vinyl.

Det overså jeg i 2021:
2021 fandtes ikke. Hele året var marts 2020, og derfor overså jeg givetvis stort set alt. For eksempel havde jeg så travlt med at holde af Panopticon, at jeg overså King Woman. Det var en fejl. Ikke at holde af Panopticon, for vi har alle brug for folket blue-collar-black metal, men det var en fejl ikke at bruge mere tid på King Womans fornemme album 'Celestial Blues'.

Årets optur:
John Cxnnor-koncerten på Roskilde var bygget af den pureste optur. Og så på Roskilde Festivals bedste scene, Gloria.

Årets største skuffelse:
I ved selv, hvem I er.

Største ønske for 2023:

1. Psykologbistand til alle
2. En ny, ny regering, som er grøn, progressiv og retfærdig
3. At blive overrasket rent musikalsk. I skal ramme mig med et rent nyrehug.


Det glæder jeg mig mest til i 2023:
Sommerens festivaler, men I skal lige stramme lidt op på bookingerne.

Menu