WOA Metal Battle - Turdagbog 3
PopulærDe sidste 3 års vindere af W:O:A Metal Battle er samlet på tur. Tredje weekend af fire er nu overstået, og det er denne gang Devilution-skribent og Electric Hellride forsanger/bassist Casper, der beretter, at fx stegt flæsk gør lykke.
Når danske metalbands går på såkaldt DK-turné, så er det oftest sådan noget med en række weekender i træk og ikke en periode med shows hver dag. Således også for os, så det var naturligvis en række friske bands, som atter skulle mødes til et samlet show. Denne gang gik turen til Albertslund og det superseje spillested Forbrændingen.
Hvis man ikke er opdateret på de foregående weekenders strabadser, så er de beskrevet her:
Turdagbog 1 – Af Anders fra Electric Hellride
Turdagbog 2 – Af Michael fra Aphyxion
Forbrændingen. Som set på maleriet backstage.
Som sædvanlig ankom vi til spillestedet i fashionabel stil med den übercool, sorte 9-personers turbus fra Avis. Soundtracket i bussen er skizofrent og styres med hård hånd af Simon og Troels fra By the Patient. Det lader til, at Robin Thickes ’Blurred Lines’ er blevet lidt af en tur-darling, som åbenbart skal høres tit og ofte og særligt ved ankomst til spillestedet, hvor især Simon, Theis og Troels fra By the Patient kommer nærmest dansende ud af vognen. Men vores kække trommeslager i "El-Hell", Brian, er nu også ved at være godt med. Det er måske ikke så metal, men det er mægtig sjovt!
De mestendels velopdragne knægte i Aphyxion er gode til at være der før os, og når vi ankommer til et spillested, har de som regel gang i en omgang fodbold. Hvad tænker de på? Motion frem for øl? Sært.
Aphyxion er altså nogle slemme knægte
Backstage. Med øl. Og ingen fodbold!
Nå, men det var Forbrændingen, vi kom fra. Altså det er jo et fremragende spillested, men det ligger desværre både for tæt på og for langt fra København. Trods kun 25 minutter med tog fra København H kan det være svært for forkælede københavnere (som mig selv), at blive overbevist om, at det ikke er lig med en dagsrejse. Når det så alligevel fattes, at det er tæt på, så kommer problemet med ”for tæt på”, for vi havde jo næsten lige været i København med tur-pakken.
En kombination af ovenstående, og det faktum, at Albertslund vist desværre ikke har et større metalmiljø, gjorde, at fremmødet må siges at have været begrænset. Applaus skal dog lyde til alle bands, for at alle gav den fuld gas alligevel. Som Michael fra Aphyxion sagde under bandets show: ”Det er ikke kvantiteten, men kvaliteten det handler om”. Aftenen på Forbrændingen var hyggelig, og efter curfew tog alle mod København, hvor Aphyxion vist ramte Café Blomsten, mens 50 % af El-Hell tjekkede den nye Voodoo Lounge ud. Hvad lavede By the Patient? De var sikkert pisseseje et eller andet sted.
Aalborg – here we come
Fredag var en lang og fed dag. Studenterhuset i Aalborg var målet, og der ventede derfor en lang køretur for os. Som sædvanlig kørte By the Patient og Electric Hellride sammen og efter lidt forsinkelser i forhold til tidsplanen og opsamling af ekstra gear i øveren, indkøb af diverse lune deller og ditto flæskesteg samt nye ølforsyninger i det usandsynligt flade center Tårnby Torv, så gik det vist mod Jylland, som Theis styrede fermt imod. Det lykkedes ham oven i købet at indhente, hvad vi måtte være kommet bagud i tid.
Hvad laver man så på sådan en tur? Øl er meget almindeligt, og så er det jo altid spændende, hvad dem på forsædet får hevet frem på anlægget. Det veksler mellem alt fra obskur metal til When Saints Go Machine. Ja, sikkert endnu bredere, men nu er det mest metal, jeg forstår mig på. Tiden kan skam også udnyttes fornuftigt. Adam (trommer, BTP) programmerer fx på livet løs, mens Tan (vokal, BTP) studerer – på billedet herunder illustreres hvordan man læser jura. Et godt tip: hav altid en russisk øl klar!
Middelmådig underholdning: tag en kedelig jura-bog og tilføj spændende russisk øl.
Det var i øvrigt også en tur, hvor Tan endnu en gang måtte stå model til mange sjove ordspil på sit navn. Hmm ... der skulle man nok have været der, men vi fik i hvert fald grinet en del.
Vi nåede fint til Aalborg. Lydprøven skulle vi i El-Hell starte med, så det blev gjort, og de andre kom til bagefter, og så var der ellers dømt hygge, øl og dejlig mad (som vi i øvrigt har fået på alle spillestederne. Vi bliver behandlet fantastisk godt, skal det siges). Inden Aphyxion startede live-musikken denne aften, nåede vi også at få en snak med de tidligt fremmødte – altid fedt at tale med folk, der kan lide den musik, vi laver!
Sådan, Aalborg!
Aalborg har metalmiljø! Det var virkelig en fed aften med godt fremmøde af feststemte metalfans, og da min Devilution-kollega Kent også var til stede, så læs hans ord om aftenen HER. For det lyder helt rigtigt, som jeg husker det. Rock Caféen var ganske rigtigt destinationen efter de veloverståede koncerter, selvom Aphyxion fik forvildet sig på stripbar, hvor de stakkels knægtes lommepenge ikke havde rakt til et show. Men de fik nu alligevel set noget nøgen hud senere! De var nemlig gået ned til havnen (hvorfor dog drenge? Der var øl og fed musik på Rock Caféen), hvor de stødte på en fyr, som efter sigende havde tabt et væddemål, der betød at han måtte hoppe i havnen. Aphyxion har naturligvis foreviget dette til scrap-bogen. Vi låner lige fotoet:
Jamen, Aphyxion dog! Tænk hvis han havde været pædofil!
Overnatningen stod for de fleste af os på besøg hos den evigt gæstfri turmanager Kasper Molin. Morgenen med en flok bagstive folk var ganske underholdende. By the Patient kunne fortælle, at det var temmelig farligt at vække den sidste sovende mand, Simon, til høj musik og udsigten til et herreskridt, men det lykkedes ham at komme op uden at tude eller tæve på den gæve turmanager. Og det var skam også dejligt at høre 'Ghostbusters'-sangen på 100 dB.
Så kom der også liv i Simon den formiddag.
Hvis man ikke lige er helt med på sangen 'Blurred Lines', så kunne alle dog samles om videoen ...
Ja, ja, ja – Herning!
God frokost på en lokal café var ca. det sidste, vi nåede i Aalborg, inden der lige var et par timers køretur til Fermaten i Herning. Dejligt spillested, og så havde folkene der husket at kigge i vores turplan og set, at der denne weekend lå to shows forud for besøget. De havde regnet ud, at det nok var nogle ret trætte musikere, som spillestedet tog imod, så ikke nok med lækkert pålægsbord ved ankomst: Der var også stegt flæsk med persillesovs til aftensmad. Det hjalp på de flestes energiniveau, og Royal-øllene og GT’erne gled nu noget hurtigere ned.
Musikere før stegt flæsk ...
Musikere efter stegt flæsk. Fuld gas! Aphyxion i top-form som sædvanlig.
Vi kunne ikke fylde Fermaten til bristepunktet med folk, men der var masser af fest og god stemning blandt de meget dedikerede fremmødte. Og det var bestemt et fint fremmøde, selvom det ikke helt var de 720, som stedet kan rumme.
Blandt os var det dog ikke alle, som kunne feste med alkohol i blodet denne aften. Efter showet havde vi nemlig droppet overnatning, fordi By the Patient skulle være relativt tidligt klar i København næste dag for at medvirke i indspilning af video med Simons andet band Fortress. Nogle måtte derfor køre bussen hjem på en tur, som var herligt hyggelig. Nogle tog sig lidt lure undervejs, andre snakkede ligegyldigheder om trommer (Adam, Brian – det er jer!) mens øllene gled ned som kilometerne på motorvejen blev ædt.
En dejlig weekend var ovre omkring kl. 4-5 stykker søndag morgen, da vi ramte København igen. Og i næste weekend gør vi det igen. Vi ses Von Hatten og Konfus i hhv. Randers og Esbjerg. Vi glæder os til at give den gas hos jer!
Se i øvrigt flere stemningsfotos fra turen i dette fotoalbum på Facebook.