Over the top-heltemetal
'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.
Message in the Amber
Daughter of Hate
The Golden Elk
Wrong Direction
Heart of the Giant
We Accursed
Grain of Sand
Amongst Stars (featuring Anneke van Giersbergen)
Årets første nyhedsbrev er denne gang som så mange gange før henvist til et slags opsamlingsheat for nogle af de plader, som vi glemte i løbet af året. Vi kan ikke nå det hele, men Amorphis er et band, vi ellers ofte har dækket, så kan undre, at vi sådan sprang 'Queen of Time' over. En skive, der har høstet stor ros i næsten alle anmeldelser. Men åbenbart også en skive, der rammer lidt skævt her.
Faktisk var en af mine skribentkolleger godt i gang med en anmeldelse af pladen, men fik aldrig skrevet færdig. Der var lagt op til en meget fin karakter, men der var et eller andet, der drillede ved pladen, fik jeg at vide, da jeg spurgte til, hvorfor anmeldelsen ikke blev skrevet færdig og publiceret. Måske forstår jeg, hvad det handlede om, og læste man min årsliste, er det allerede afsløret, at jeg var skuffet over pladen. Det er ikke, fordi håndværket fejler noget, det er jo Amorphis, men med undtagelse af åbningsnummeret, så er det endnu ikke lykkedes mig at have lyst til for alvor at høre skiven igen og igen. Selv efter mange gennemlytninger sætter skiven sig ikke. Når den spiller, kan jeg synge med på ordene, nynne nogle af melodierne, tromme med i luften og så videre, men en time efter, er det kun åbningsnummeret, jeg ville kunne synge noget fra. Og nå, ja, så lige det riff og den melodi, jeg ville ønske, at bandet ikke havde lavet. Mere om det følger.
Ny, gammel basmand
Lad os starte ved det spændende med pladen. Med Oli Pekka Laine med igen på bas siden 2017, så er 'Queen of Time' den første udgivelse med line-uppet fra 'Tales from the Thousand Lakes' siden selvsamme plade. Meget er sket siden, og ingen ville nok forvente, at der kom en ny 'Tales...'. Laines finurlige basgange, som man også fik, da han var med indtil året efter 'Tuonela' fra '99, er skønne at lægge ører til på 'Queen of Time'. Det har muligvis givet ny energi til bandet, der umiddelbart vil ufatteligt meget på sidste års pladeudgivelse. Der er kor, der er en overflod af keyboards og synths, og der er melodier. De stærke, som man forventer dem. Og de lidt for folkemusikinspirerede på en måde, som Amorphis fint kunne have ladet Eluveitie og den slags om.
'Message in Amber' er nok det store problem. Det bærende riff et af dem, jeg godt kan nynne, hvis jeg blev tvunget. Skulle jeg være fræk, ville jeg gøre det med en lidt Fedtmule-agtig lyd, for det er simpelthen for happy og klæder ikke Amorphis. Det er musik, der er egnet til, at man tager hinanden i armene og danse tosset rundt. Ikke noget for mig, men sikkert for andre, når man tænker på populariteten af fx middelaldermarkeder m.v. på Wacken. Personligt savner jeg den dunkle melankoli, det kolde nordiske mørke, som Amorphis ellers så ofte er i stand til at smide over selv det mest melodiske riff med den mest melodiske vokal fra Tomi Joutsen.
Stort. For stort
Det er ikke, fordi de brutale growl fra Joutsen ellers mangler. Finnerne er stadig voldsomt dynamiske i udtrykket og springer elegant fra at brøle til at føle. Arrangementerne er kæmpestore, hør bare 'Heart of the Giant'. Der er lagt stort arbejde bag, og efterhånden kan jeg godt nyde plade i bidder, når den kører. Det skal dog siges, at duetten på 'Amongst Stars' med Anneke Giersbergen (The Gathering), hvor hun synger (fedt!), og Joutsen brøler, er lige i øjet. Men skiven preller alligevel af på mig. Og det er ikke, fordi det skal være hårdt og brutalt, der mangler bare i de blødere numre bedre hooks, som fx et nummer som 'Silver Bride' fra 'Skyforger' har det.
Der er et par fede tilbagekig mod den blide periode fra 'Tuonela' og frem til 'Eclipse', hvor Joutsen greb leadvokalen efter Pasi Koskinen. 'Daughter of Hate' har saxofon, som bandet tidligere med succes har indkorpereret i musikken. 'Wrong Direction' (og faktisk også 'The Bee') leger med delay-pedalen på en måde, der giver flashback til 'The Way' fra førnævnte 'Tuonela'.
Mindre Gibson, mere støj
Når nu denne anmeldelse er faldet så subjektivt ud, kan jeg lige så godt fortsætte og gisne om, hvad der så kunne have gjort det for mig: Mindre helte-keyboard (uden at have set filmen 'Braveheart' er det alligevel sådan en scenografi, der dannes for mine øjne flere gange under aflytningen), og så kunne den elegante produktion godt have været fravalgt. Mere rod, støj og larm ville formentlig have vakt min interesse. Det er blevet meget pænt. De stærke growls nyder jeg stadig, men hvor er den rå vokal mellem growls og ren sang. Den rene vokal er blevet for pæn, og nogle af vokalmelodierne er direkte ligegyldige.
Detaljerne ligger i rige lag og venter på lytteren til at gå amok i lytteoplevelsen. Denne plade har fået så rigeligt ros fra andre, blandt andet var den årets internationale skive på heavymetal.dk, så lad dette så være eksemplet på undtagelsen. Endda skrevet af en stor tilhænger af bandet, der på ingen måde giver op trods lidt af en skuffelse her, for når bandet igen udgiver nyt, så lytter jeg helt sikkert spændt og interesseret med.