En potentiel oprykning?
Med påsken for døren var Pumpehuset samlingspunkt for noget af det bedste, første-divisions-metalcore har at byde på.
Jeg så Paledusk på Graspop, hvor de spillede en helt vanvittig koncert. Jeg tror aldrig jeg har set så mange cirkelspark. Min sidemand berettede indlevende om hans oplevelse med det japanske band op til tæppefald. Der er da også masser af energi over det progressive metalcorebands kompositioner. Energiske og opfindsomme numre - fint reflekteret på ’Palehell’, der udkom tidligere på året. Vi fik tre numre fra den plade, men det var hverken cirkelspark, eller mulighed for at tolke meget af japanernes proggy og spændende ’core-univers. Det hele var et inferno af lyd, der aldrig fandt sin plads i Pumpehuset. Danmark har en god lydmæssig oplevelse med Paledusk til gode, og bandet må forblive i første division i denne omgang.
Desværre skulle dårlig lyd vise sig at være aftenens tema. I hvert fald for de tre første bands. Skideærgerligt, når man har taget vejen helt fra Australien, som Thornhill havde. Med scenen oplyst af bandets navn, glemte man dog sent, hvem der spillede. Selvom de fleste nok primært mindes trommeslager Ben Maida, for sin overdøvende gang på tønderne. Kun Jacob Charlton formåede at skrige sig igennem et yderst skævt lydbillede.
Det blev kun lidt bedre undervejs, men interessante kompositioner som ’Coven’ og den charmerende ’Casenova’ med det drømmende omkvæd, gav dog en ide om bandets kompetencer. Ud over lyden var bandets største udfordring dog en manglende rød tråd. Fint eksemplificeret i den nye single, ’Obsession’. Trods snart ti års eksistens, lyder Thornhill stadig som et nu-metal-opkog, i ’core-rammer, uden en selvstændig lyd og profil. Det må blive til endnu en sæson i første division. 
Et spring i form og format
Amerikanske Silent Planet har i højere grad formået at skabe en profil. Godt båret på vej af sidste års ganske fine udgivelse, ’Superbloom’. Konceptpladen havde helt naturligt det alt overskyggende fokus, og det var langt hen af vejen et godt valg. Med det aber dabei, at Pumpehuset stadig fejlede eklatant lydmæssigt.
Det er dybt beklageligt, og decideret enerverende at bevidne et band performe så udmærket, uden det i sidste ende rammer publikum. Fingrene sad, hvor de skulle, spilleglæden var tydelig og overskuddet tilsvarende, fra det øjeblik ’Offworlder’ startede koncerten. Forsanger Garret Russel fik hjulpet den ene crowdsurfer efter den anden op på scenen og retur ud i det oprørte hav. Den ros skal publikum have, trods lortelyd fortsatte festen og opbakningen.
Det var en fornøjelse at opleve denne version to af Silent Planet. Der er ingen tvivl om, at bandet tidligere har fremvist god sangskrivning, men ’Superbloom’-pladen, er et stort skridt fremad, hvilket aftenens koncert var et levende bevis på. ’Antimatter’ med sit tunge industrielle beat og sin svulstige guitar var koncertens højdepunkt. Intenst og sublimt leveret.
Mens ’Trilogy’ forstummede i Pumpehuset blev bandet klappet pænt af scenen, og der er ingen tvivl om, at Silent Planet har bevæget sig nærmere en placering i superligaen. 
Når man hiver en ”Metallica”
Bands, der varmer op for Metallica, har altid dårlig lyd, for så er publikum mere positiv indstillet, når de endelig får den gode lyd. En historie de fleste med kendskab til den amerikanske mastodont, har stiftet bekendtskab med. Ditto sandsynligvis oplevet med egne ører. Det er nok en sandhed med modifikationer og reelt også irrelevant. Det relevante ved skrønen er, at det netop var, hvad vi oplevede, da Polaris gik på.
De fleste af aftenens koncertgængere med bare lidt lyst til også at høre, hvad man ellers mosher rundt til, havde den samme frygt for endnu en omgang mudret lyd. Detalje-dræbende arbejde fra mixerpulten midt i salen. Den frygt blev heldigvis gjort til skamme. Det stod klart, tidligt i koncerten. Vi skulle lige igennem ’Harbinger’, men allerede med andet nummer, den velskrevne ’Nightmare’, fik vi, hvad alle havde håbet på. Det der bør være en selvfølge, når man tager til en koncert: God lyd!
Det havde sin effekt på publikum. Som ild til benzin, fik Polaris skabt en mindeværdig koncert. Eksemplarisk og et elegant spring fra den opvarmning vi oplevede fra bandet, da de gæstede Danmark sammen med Architects.
Modsat Thornhill, var det hele turen værd for det australske metalcoreband. Når det er sagt, så må de utallige råb på Po-lar-is have været en kontinuerlig række af tåkrummende øjeblikke. Velkommen til Danmark: Here we speak danglish.
Med en veldisponeret setlist, kom vi fint rundt i bandets bagkatalog. Førnævnte ’Nightmare’ var et tidligt high, den eksemplariske ’All of This Is Fleeting” havde succes med at give en knugende følelse i maven, mens ’Inhumane’ sendte publikum i en moshmæssig ekstase. Velorkestreret og leveret til perfektion.
Da støvet fra pitten havde lagt sig og ’The Remedy’ blot var et fjern minde, der stadig ringede i Pumpehusets hjørner, meldte dagens helt store spørgsmål sig dog. Hvad er det egentlig, Polaris har, der retfærdiggør bandets position i superligaen, blandt de helt store inden for genren?
Ét er naturligvis flere gode kompositioner. Specielt sidste års ’Fatalism’ er et stort skridt fremad for bandet – afspejlet i aftenens setliste. Men hvor langt kan man nå på at være SÅ inspireret af Architects gyldne periode (2014-2018)? Dertil, er der mange bands, der gør sig inden for samme genre – som gør det bedre. While She Sleeps er det oplagte eksempel. Er der virkelig plads til endnu et melodisk metalcore band i toppen af poppen? Om ikke andet, var aftenens koncert vidnesbyrd på, at Polaris vil, også selv om det nok stadig er bunden af superligaen.
Paledusk: 2
Thornhill: 2
Silent Planet: 3
Polaris: 4