Skidt dag for svensken

shopped1200_72A9316
shopped1200_72A9089
shopped1200_72A8894
shopped1200
shopped1200_72A8589
shopped1200_72A8775
shopped1200_72A8461
shopped1200_72A8231

Amon Amarths eventuelle kvaliteter forsvandt i en sky af røg, damp og oppustelige plasticdyr. Arch Enemy lød som sædvanlig, og Hypocrisy kæmpede med lyden.

Kunstner
Titel
+ Arch Enemy + Hypocrisy
Dato
12-12-2019
Trackliste
1. Raven's Flight
2. Runes to My Memory
3. Death in Fire
4. Deceiver of the Gods
5. First Kill
6. Fafner's Gold
7. Crack the Sky
8. The Way of Vikings
9. Prediction of Warfare
10. Shield Wall
11. Guardians of Asgaard
12. Raise Your Horns
13. The Pursuit of Vikings
14. Twilight of the Thunder God
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Forfatter
Karakter
2

Aldrig har jeg ærgret mig så meget over en overstået julefrokost. I dette tilfælde Devilutions julefrokost, som fandt sted i sidste weekend. Det er tanken, der vandrer igennem mig, da jeg i merchboden ser den til lejligheden designede Amon Amarth-shirt med påskriften ”I got hammered in Aarhus 2019”. Meget få ting ville have varmet mit hjerte så meget som at se reaktionen, når site-diktatoren eller en af hans københavnske lakajer efter et endt pakkespil ville rive og flå sig vej ind til netop denne rædderlighed af en T-shirt. En trefoldig hån, der både besynger hovedlandets hovedstad, byder på et tåbeligt ordspil og prydes af et ganske markant Amon Amarth-logo. Det ville have været fantastisk.

Ikke at vi spillede pakkespil til julefrokosten.

Jeg bryder mig egentlig heller ikke om pakkespil. Den der følelse af en unaturligt opstyltet forventningsglæde, der i bedste fald indledningsvis eskalerer eksplosivt, lige indtil man pakker sin pakke op og kaster blikket på den pose Stjernemix og de to post-it-blokke, den indeholder, mens følelsen af for meget kold risengrød og et monumentalt antiklimaks skyller gennem kroppen. Man håber, man tror, at denne gang bliver det endelig godt. Og indledningsvis er det jo ret sjovt. Men som tiden går og minutterne tikker, tvivler man mere og mere på grunden til, at man overhovedet er til stede. Terningerne ruller og det hele bliver mere og mere enerverende, repetitivt og ligegyldigt. Hvorfor er man her overhovedet? Hvad er meningen? Og meningen viser sig at være noget så ligegyldigt som en slikpose og en notesblok.

Eller Amon Amarth torsdag aften i Aarhus.

”We are hyper-crazy from Sweden!”
Det begyndte jo ellers fint nok. Første svenske angrebsbølge bestod af legendariske Peter Tägtgrens Hypocrisy, der blandt svenske dødsmetal-orkestre denne aften var den mest klassiske repræsentant for genren. Desværre, viste det sig, led Hypocrisy supportbandets lod og var underlagt ualmindeligt sløj lyd fra ende til anden. Den medrivende trommeslager Horghs stortromme lå voldsomt langt fremme i lydbilledet, hvilket gjorde de dumpe basslag langt mere markante end nødvendigt. Samtidig syntes Tägtgrens vokaler at blive syltet en smule i helhedsindtrykket, hvilket ikke kun kan tilskrives lydmanden. Det var tydeligt, at når frontmanden for alvor skulle have stemmen op i et skrig, sparede han ganske enkelt skriget væk og lod vokalen falde ud. Et lidt billigt trick, men heldigvis ikke en altafgørende faktor i aftenens koncert.

For hvor vokalen og mixet fejlede, tog de dygtige musikere over. Kvartetten bød på en bred vifte af karrierematerialet i deres tildelte 40 minutter, hvor selv den yngste komposition, den tunge og voldsomme ’War-Path’, nærmer sig et 15-års jubilæum. Hypocrisy syntes overraskende veltilpasse på den store scene og med et glimrende lysshow, der nok er et nøk over, hvad de måtte være vante til.

Lånebassisten Andre Skaug var en ligeså formidabel showmand, som da han uden gråt hår gav los med Clawfinger i 90’erne. Resten af bandet spillede skarpt, stramt og uimponeret, den dårlige lyd til trods. Efter en svingom med klassisk svenskerdød i ’Fractured Millennium’, ’Adjusting the Sun’ og den stærke ’Eraser’, kompenserede Tägtgren for sine manglende skrig ved at levere en fin ren vokal i ’The Final Chapter’, inden vi alle sammen med det fine konspirations-opus ’Roswell 47’ gyngede Hypocrisy ud til en ganske velfortjent puster.

En dag på kontoret
En Arch Enemy-koncert er, som vi har konstateret før, altid præget af en høj grad af professionalisme og et dygtigt musikerskab. Men også en smule for sterilt, kalkuleret og skemalagt. Man får en fornemmelse af, at hver eneste bevægelse er nøje planlagt, hver eneste positur øvet tusind gange, og at bandet i højere grad end kunstnere er maskiner, der gennemfører den samme programmerede funktion aften efter aften. Mens der ikke er tvivl om, at det er et band af knusende dygtige musikere, der serverer deres kompositioner, som de bør serveres, kan man godt savne fornemmelsen af det umiddelbare, det improviserede og det nye. Det er ikke til stede i Arch Enemys optræden, der i aften, trods flere podier til positurer og flere bannere at holde pause bag, var lig en stærkt komprimeret version af bandets koncert tidligere på året i Aarhus.

Denne aften i SCC byder Arch Enemy på en times hitparade, startende med ’The World Is Yours’ og ’War Eternal’, der hver for sig står som repræsentanter for den gale vej, bandet har bevæget sig på sine to seneste plader. At numrene er skrevet til, at Alissa White-Gluz kan opfordre publikum gang på gang til at synge med, er ikke en overraskelse. At folk denne aften ikke kan teksten, burde måske være et tegn for Arch Enemy. Storladne og billige omkvæd, MGP-harmonier og popmoduleringer bør ikke være vejen frem for et orkester, der faktisk indtil 2014 har en nogenlunde hæderlig diskografi bag sig.

En diskografi, vi får lov at smage på med tunge ’Ravenous’ og ’Under Black Flags We March’, der desværre udstiller, at White-Gluz savner noget af Angela Gossows vokale gennemslagskraft. At hun kompenserer med en ganske udmærket crowd control og måske er en bedre entertainer end forgængeren er kun et halvt plaster på såret. Arch Enemy anno 2019 forstår rigtigt nok at levere en jævn og stabil omgang underholdning fra habile musikere og en forsanger, der kan få folk til at klappe i takt, men Arch Enemy har vel i kunstnerisk forstand aldrig været dårligere, end de er i netop 2019. Kan man leve med det, er Arch Enemy en fest, selv om teatertordenen efter aftenens sidste nummer, ’Nemesis’, siger mere om aftenens optræden, end meningen sikkert var.

Bare ild! Mere ild!
Og dermed til hovednavnet: Amon Amarth.

Et band, der i mange år har valgt det sikre, det trygge, det repetitive. Dødsmetallen, der ikke nødvendigvis udfordrer eller varieres det store, men til gengæld er relativt let spiselig for de fleste med lidt øvelse ud i metallen. Tematikken er den samme, som den altid har været. Når det fungerer, får man plader som 2013’s ’Deceiver of the Gods’. Når det ikke gør; ’Berserker’ fra tidligere i år. En plade, der sammen med sin marginalt bedre forgænger ’Jomsviking’ er fokus for aftenens sætliste.

Et positivt fokus på aftenens koncert er som følger: Bandet spillede fint, det lød omtrent, som det burde, Johan Hegg var snottet men sang hæderligt, der blev skålet, nogle havde brynje på, ey-ey-armen blev luftet en del, der var godt nok meget ild, folk gik derfra tilfredse, om end ikke ovenud imponerede.

Når dette ikke er vores prioritet at berette om, skyldes det, hvad Amon Amarth efterhånden er blevet til. En cirkusforestilling, der tager fokus fra musikken uden at underbygge dens udtryk, et ugennemtænkt og halvgjort show pakket med tåbeligheder, der én gang for alle beviser, at Amon Amarth ikke tager sig selv seriøst, men tilsyneladende stadig forventer, at vi gør det.

Det er et billigt, men gennemtænkt trick at gejle publikum op på forhånd ved at blæse Iron Maiden ud af PA-anlægget på fuld styrke lige inden koncerten. Ligeledes kan man naturligvis ikke undgå at få et sus i maven, når ilden brager ud over scenen og publikum i åbneren ’Raven’s Flight’. Hurtigt bliver det dog hverdag igen, når Amon Amarth vedbliver at hamre løs med pyroteknikken i en grad, hvor det, måske med vilje, tager fokus fra en musik, der hurtig kunne gå hen og blive småkedelig. Bandet behøver ikke som sådan bevæge sig eller gøre sig umage, for alle står og glor på ilden og røgkanonerne. Trommeslager Jocke Wallgren er, sammen med sit sæt, stablet op på en gigantisk hjelm. Med horn. Så meget for autenciteten. Hjelmen har LED-skærme i øjenhullerne. Motivet: Flammer.

Og vi fortsætter. En Loke-figur, der er formet mere over Marvels version end Eddaernes, tuller lidt rundt på scenen og peger med et spyd under ’Deceiver of the Gods’, der i øvrigt står ud som aftenens bedste nummer. Hvis man går op i den slags. Den ret ringe ’Fafner’s Gold’ er en fin anledning til bogstavelig talt at fyre guldkonfetti ud over publikum. Bandet spiller ’Crack the Sky’. Johan Hegg får en overdimensioneret gummi-Mjølner, som skyder fyrværkeri. Naturligvis. Den overdimensionerede hjelm med trommesæt hæves op, så vi bedre kan nyde det 5-sekunder lange CGI-loop af bølger på havet, som gennem hele ’Prediction of Warfare’ nærmest understreger det repetitive i Amon Amarths musik.

Da vi når til ’Shield Wall’ er det lige ved, at Johan Hegg selv ikke kan holde masken.

Senere bydes vi på et par oppustelige vikingestatuer med LED-øjne under ’Guardians of Asgard’. Et par gummimænd, som cirkussets scenearbejdere ikke rigtig kan få pakket ned hurtigt nok, så vi under ’Twilight of the Thunder God’ kan se et par stakkels stage hands kæmpe hårdt bagerst på scenen med at folde de stolte vikinger ordentligt sammen. Alt i mens endnu en ballon i form af Midgårdsormen er blevet pustet op. Heldigvis finder Hegg sin gummi-Mjølner frem igen og tæver ballondyret. Alt er godt. Faren er drevet over.

Amon Amarth er gået fra at være en hyldest til vikinger, over at være en pastiche til nu at være en decideret hån mod den historie og de legender, de angiveligt vil hylde. Modsat Heilung formår de ikke at transmittere en autencitet ud i musikken. Modsat Rammstein evner de ikke at få deres overdimensionerede sceneshow til at understøtte musikken og gøre den stærkere. Amon Amarths cirkusforestilling overdøver den i stedet bare. Og modsat Manowar formår de ikke at gøre det outreret nok til, at alle forstår, at det her ikke skal tages seriøst. Deres fremtoning synes at sige, at de stadig er nogle helvedes karle, der spiller dødsmetal, jo, i matchende egne bandtrøjer. Deres show beviser, at den tid for længst er forbi, og at Amon Amarth er omdannet til et uhyrligt, karikeret, smagløst plastik-cirkus på en scene. At drukvisen ’Raise Your Horns’ var aftenens stemningsmæssige højdepunkt beviser kun alt for godt, hvad Amon Amarth er blevet til. En joke.