Lidt for meget riff-fabrik
Lars Ulrichs nye yndlingsband har skyndt sig for meget til vinylpressen og har ikke fået alle de nye sange til skinne igennem. Men bandets selvtillid er vokset efter touren med Metallica, så der er stadig stort potentiale i de trondheimske gutter.
Bokassa opvarmede i sommeren for Metallica, og Lars Ulrich (ja, ham fra Metallica) udnævnte bandet til sit yndlingsband. Modtagelsen var blandet, og måske var det også en hård start for et band fra Trondheim med tre medlemmer at skulle udfylde arena-størrelsen. Til gengæld så undertegnede bandet spille til norske By:Larm i Oslo (en slags Spot Festival), hvor de leverede et solidt sæt. Dagens koncert på Pumpehusets mindre scene i stuen virker som et bedre match, og opvarmningsbandene er interessante.
Der er indhentet lokal support i form af Social Addiction. Bandet er fra København og spiller den selvbestaltede genre “grunge metal”. Det lugter lidt af en aften på Mayhem eller en kreativ booking i Kødbyen. Det er da også en taknemmelig hjemmebane, der tager imod trioen, der leverer gode, men lidt generiske 80’er-riffs. Det mærkes dog, at interessen for aftenens koncert ikke har været overvældende. Imens de meget entusiastiske venner, der er fremmødt, vugger lidt usikkert til en type musik, de nok ikke normalt sætter på derhjemme, sidder det Metallica-trøje-beklædte ældre segment stadig ved bordene og kigger lidt betuttet på foretagendet. Lyden er dog med bandet, og efter lidt overtalelse kommer de fleste da også op af hullerne. På helhedsindtrykket vinder de mere vokalmæssigt eksperimenterende og atmosfæriske sange klart over de lidt gængse åbnere.
Aftenens andet band er britiske band Puppy, der lader til at have en solid fanbase i deres hjemland. Bandet er beskrevet i The Guardian som “heavy(ish)”, og det er vist også det tætteste, de kommer på dét ord. I samme stil som Creeper og Basement nyder bandet godt af den mere 90’er-inspirerede bølge, der lader til at vinde indpas på scenerne for tiden. Men lad mig da sige det ligeud: Bandet er nok ikke helt fod i hose for den gængse Devilution-læser, med lidt mere sang end skrål. Publikum forstår vist heller ikke helt temposkiftet. Det er lidt for eftertænksomt og detaljerigt til at fange an – i hvert fald i de første par sange. Der er dog noget enormt tiltrækkende ved det lidt bizarre mix af aggressive instrumenter, kompliceret opbygning og overmelodisk vokal. Det ender som et lidt usikkert sæt, dog hevet niveauer op af en ihærdig trommeslager.
Det er et klart mere scenevant Bokassa der træder ind på scenen her til aften. Den trondheimske dialekt kunne måske ellers snyde, men det er en selvsikker Jørn Kaarstad, der byder publikum velkommen, som stod vi på en arenascene. De mange nordmænd i publikum afslører sig selv, så snart bandet spiller en sang af ældre dato, og det udløser da også et lille smil hos Kaastad, der måske lige får afsløret, hvor fedt det er endelig at møde et publikum, der kender sangene. Stilen lader dog desværre også til at være kørt lidt igennem den internationale mølle – der er lidt langt til det mere grungy udtryk fra Oslo og lidt flere power chords. Det bliver lidt samme formel med fuld smadder på alting igennem hele sangen og så et mindre temposkift imod enden.
Sidst valgte jeg at beskrive bandet som en blanding af NOFX og Fu Manchu. Nu mangler der elementer fra begge bands, og det skinner klarest igennem, når bandet spiller ældre sange, der er væsentligt mere groovede og punkede på samme tid, de råber mere, og de bryder mere med “formlen”. Man kan ikke fortænke bandet i at have smedet, mens jernet var varmt, men der har været et dyk i kvaliteten. Men når nu kvaliteten er, hvad den er, så gør især Kaarstad en ærlig indsats for, at vi skal glemme det. Han har arvet nogle af Hetfields sjove ansigtsudtryk, men er samtidigt dygtig til at få øjenkontakt med stort set alle i salen. Og hvad der virkede som en rimelig stille torsdag aften, får alligevel Pumpehusets crowd control på arbejde.
Om det er broderfolkets omgang med den “billige whisky”, som Kaarstad kalder den, eller reel ekstase, er svært at vurdere. Desværre når det aldrig rigtig at gøre op for et par mikrofonproblemer og et arsenal af sange, der kun virker halvdelen af tiden. Heldigvis tyder den uudgivne sang, bandet spillede, på, at man er på vej tilbage på sporet.