Copenhell 2018: Tæt på kaos
Forsanger Danny Worsnop gad ikke rigtig, og det fremmødte Copenhell-publikum gad ikke rigtig akustiske numre. Det kunne være gået helt galt, men det gjorde det heldigvis ikke.
Det var anden gang, Asking Alexandria gæstede Copenhell. Sidst var i 2015, hvor bandet lige havde skiftet forsanger. At den amerikanske kvintet nu allerede er tilbage på Copenhell, siger desværre nok mest om årets program – og antallet af gengangere. Men der var masser af grund til at være nysgerrig og give Hades et visit. Ikke mindst fordi bandet som bekendt har skiftet forsanger igen. Tilbage til den originale forsanger, Danny Worsnop. Hertil udgav bandet i slutningen af 2017 nyt materiale, der i høj grad er en streg i sandet og et tydeligt tegn på et ønske om udvikling.
Udvikling er der masser af på 'Asking Alexandria', og der var der også til deres koncert. Da bandet spillede på Copenhell i 2015, kritiserede vi dem for en dårlig optræden. Især daværende forsanger Denis Stoff, der i særdeleshed gjorde sig i plat humor og intetsigende jokes. Det var der heldigvis intet af i år. Sandsynligvis grundet skiftet i front. Worsnop var en galant gentleman på scenen i sammenligning med Stoff. Desværre også sært uengageret. Især sammenlignet med resten af bandet, der virkelig virkede, som om de ville spille en indlevende koncert.
Allerede fra første nummer, 'Into the Fire', stormede de to guitarister Ben Bruce og Cameron Liddel rundt i et energisk forsøg på starte koncerten på bedste vis. Fulgt op af 'Killing You' og 'To the Stage' blev bandets nye og ældre materiale mixet flot sammen i det, der kunne have været en fantastisk start. Hvis ikke det var for Worsnop, der valsede rundt på scenen og knap nok havde energi til at se ud, som om det interesserede ham. Nuvel, vokalmæssigt var der intet at klage over. Hele spektret kom i brug og med en legende lethed.
Generelt fungerede bandets nye materiale godt. Der er ingen tvivl om, at Asking Alexandria er færdige med at spille poppet metalcore og i stedet sigter mod de større scener. Med numre som 'Eve' og 'When the Lights Come On' lykkedes det bandet at holde fast i publikum, til trods for at de fire andre medlemmer havde en hård kamp mod Worsnop.
Det lod ellers til, at kvintetten ville hente en sejr hjem i sidste halvdel af koncerten. Worsnop vågnede op, muligvis på grund af det nye materiale, og publikum begyndte også i højere grad at røre på sig. Men der var absolut ingen på Copenhell, der på det tidspunkt havde brug for to akustiske numre. 'Vultures' og 'Someone, Somewhere' er begge flotte numre, men fuldstændigt malplacerede på det tidspunkt i koncerten. Det var en stor punktering og en trukket håndbremse. Havde det ikke været for de to afsluttende numre 'Where Did It Go' og bangeren 'Alone in a Room', havde bandet spillet scenen væk under fødderne på sig selv.
Der er ingen tvivl om at Asking Alexandria er modnet siden 2015. Meget er sket, og primært positivt, men bandet har stadig en del at lære endnu. Især hvad angår situationsfornemmelse.