Djævelsk god genkomst

Populær
Djævelsk god genkomst

Det er muligt, at Gud fornægtes i bandnavnet. Men hvis den standard, Denial of God lagde for dagen fredag aften i Pumpehuset, er en indikator for selv lægger for dagen, så er Satan en mere end fuldgod erstatning.

Titel
+ Hands of Orlac + Death Rides a Horse
Spillested
Dato
08-02-2013
Distributør
Trackliste
Funeral
Behind the Coffin's Lid
The Crypt has Eyes
The Book of Oiufael
Black Dethe
Cycle of the Wolf
The Cursed Chamber
Robbing the Grave of the Priest
The Horrors of Satan
Ekstranummer:
Black Horror Metal
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

Der er gået hele seks år, siden Denial of God, Danmarks ældste (og bedste!) black metal-band, sidst spillede i København. Det var med andre ord på tide, at bandet besøgte hovedstaden igen, især fordi de har det fremragende album 'Death and the Beyond' (2012) med i bagagen. Et album, der har høstet meget (og fortjent) ros, og som efter min ringe mening er det bedste danske metalalbum i i hvert fald 16 år. Det var med andre ord med ganske høje forventninger, at man begav sig mod Pumpehuset, der skulle vise sig ganske velbesøgt.

Før Denial of God kunne indtage scenen havde arrangørerne, Club Faust og metalmagasinet Deadbangers i samarbejde med Pumpehuset, dog sørget for to opvarmningsbands.

Gode gryder, mangel på sange

Aftenens første band var unge danske Death Rides a Horse, der virker som et band på vej frem. De spiller en 70'er-inspireret doom/stoner-metal, der også peger i retning af NWOBHM og andet godt. Metal, der holder traditionerne i hævd uden at falde i retrofælden. De har ganske mange fede riffs, og tillige en ganske ferm sangerinde (der også håndterer en meget stor Rickenbacker-bas), hvis stemme er behageligt fri for skønsangsprætentioner, og som ikke er bleg for en Danzig-frasering eller to. Trommeslageren spiller dejligt og ligger på gryderne i stedet for at fedte overdrevent rundt med bækkenerne, som alt for mange metaltrommeslagere har for vane.

Death Rides a Horse har en fed lyd, fede riffs, fedt look og efterhånden også en pæn fanskare, men personligt synes jeg, at de til en vis grad mangler de fede sange. Måske har jeg hørt deres meget roste 'Pantokrator'-demo for lidt, men jeg har simpelthen svært ved huske deres sange, hvoraf for få i mine ører har det hitpotentiale, som er så vigtigt i genren. Bandet er godt på vej, jeg vil gerne se dem igen, og det er egentlig ikke så voldsomt meget, sangene mangler. Men på aftenen havde jeg mere lyst til at gå udenfor og snakke med gamle venner og bekendte.

Orlacs lettere klodsede hænder

Næste band var de italiensk/svenske ”fløjtedoom”-band Hands of Orlac (eller ”Hands of Hårlak”, som vittige publikummer omdøbte dem). Hands of Orlac skriver sig ind i tidens hang til 70'er-inspireret småokkult doom rock/metal med kvindelige sangere, psykedeliske elementer, masser af billig b-filmssatanisme osv. Tænk bands som Blood Ceremony, Jess and the Ancient Ones, The Devil's Blood og lignende. I dette tilfælde med masser af tværfløjte fra sangerinden, ligesom Blood Ceremony gør det. Lyden er mere metallisk og undergrundspræget end lignende bands, og jeg kan egentlig – selvom jeg er ved at være lidt generelt træt af tendensen – ret godt lide Hands of Orlacs selvbetitlede debutalbum fra 2011, der også får inddraget nogle prog-tendenser i den stil, den italienske doom-scene er kendt for.

Live skulle de dog vise sig at være en skuffelse. Sangerinden The Sorceress' vokal virkede ikke helt toptunet og bandet håndterede mange af deres breaks lidt klodset. Til gengæld havde bassisten en meget, meget flot kappe på. I det store og hele fremstod koncerten som lidt an skuffelse, hvor det ellers fine materiale ikke brændte rigtigt igennem. Sidst i sættet spillede de dog fine covers af Judas Priests 'Dreamer Deceiver' og 'Deceiver'. Coverne blev leveret særdeles glimrende, men det er altid farligt at spille covers af så gode sange – nogle gange sætter det kvaliteten i ens eget materiale mere i relief, end godt er. Jeg tør egentlig godt anbefale Hands of Orlacs debutalbum til dem, der er til stilen. Bandets liveevner er jeg i skrivende stund mere i tvivl om, men jeg giver også gerne dem en chance til næste gang.

Et langt højdepunkt

Så var det endelig blevet tid til Denial of God og deres black metal med rødder i klassisk metal. Der er egentlig ikke så meget at sige, ud over at Denial of God igen viste, hvilket fremragende liveband de er. I forhold til bandets seneste optræden på dansk grund på sidste års Metal Magic Festival var sceneshowet ikke helt så spektakulært, med meget mindre fyrværkeri end tidligere. Sikkert til såvel Pumpehusets som brandmyndighedernes udelte tilfredshed. Det virkede også, som om der blev kastet en del mindre råt kød og en del færre maddiker ud. Med garanti til anmelderens udelte tilfredshed, idet han således undgik maddiker i øllen.

Derfor var det nu alligevel ganske stemningsfuldt med levende lys på scenen og en enkelt brændende bibel i løbet af koncerten. Men først og fremmest var det et meget veloplagt og -spillende band, der til lejligheden havde indforskrevet Martin Impaler (Serpent Saints, Mercyful Diamond) som andenguitarist, hvilket løftede bandet endnu højere end sidst jeg så dem.

Der blev lagt ud med en intro, der gik over i den mægtige 'Funeral' fra det nye album, hvorefter den endnu mægtigere 'Behind the Coffin's Lid', hvor Azters rene leadguitar gik rent ind, blev spillet med djævleblændt finesse. Det er en ganske offensiv start at begynde koncerten med to så stærke numre, men frem for et alt for tidligt højdepunkt, som man kunne have frygtet, blev det indvarslingen af en koncert, der allerede tegner til at blive et af årets højdepunkter, om som vel nærmest kan betegnes som et langt højdepunkt.

Disse nyklassikere blev blandet med gamle hits som 'The Crypt Has Eyes', 'The Book of Oiufael' og 'Robbing the Grave of the Priest', mens 'Black Dethe' fra 'Death and the Beyond' var et højdepunkt midtvejs i sættet, hvis ordinære del blev sluttet af med hittet 'The Horrors of Satan', før bandet gav 'Black Horror Metal' som ekstranummer.

Lyden – der tit er lidt af et smertensbarn til black metal-koncerter – var koncerten igennem formidabel og tillod fuldt ud de mange detaljer i kompositionerne at komme til deres ret, ligesom Azters melankolske og majestætiske leadguitar hørtes tydeligt. Ros til lydmanden. Men først og fremmest ros til Denial of God, der spillede forholdsvis få, men lange og komplekse sange, der på trods af sangenes længde og publikums hastigt stigende ølindtag formåede at holde publikums opmærksomhed fanget hele koncerten igennem. Det vidner om materialets kvalitet, og det vidner om Denial of Gods evner for at levere materialet. Koncerten var en triumf, og man er godt dum, hvis man snyder sig selv for Denial of God, næste gang de står på de skrå brædder nær dig. Og Copenhell er godt dumme, hvis ikke de skynder sig at booke dem. Under alle omstændigheder vil det være noget nær en forbrydelse, hvis der igen går seks år før de spiller i København igen.

Death Rides a Horse: Ingen karakter

Hands of Orlac: 2

Denial of God: 5

Optagelser fra koncerten kan ses her: