RB '22: Frigørende støj
Trialogos opstod som en anden fugl fønix i kraut, noise og bas og gav os et ægte Roadburn-minde.
Tyske Triagolos, der blev dannet i 2020, blev introduceret til Roadburn-publikummet i 2021 til den efterhånden meget omtalte Roadburn Redux. Det var en bragende succes, da det ret nye og ukendte band gav sin debutkoncert online for Roadburners over hele verden. Manden bag projektet, Conny Ochs, er dog ikke noget ubeskrevet blad for Roadburn, og han har en vis status blandt det publikum, der normalt frekventerer festivalen. I 2021 var vores anmelder da også ganske begejstret, og derfor var det med en vis forventning, at vi gik ind til koncerten på 013’s Next Stage. Next stage en ret lille scene - noget i stil med Lille Vega - og holder en kapacitet på en 5-600 publikummer. Det er en ret perfekt størrelse til mange af de nyere eller mere nicheprægede optrædener, som Roadburn er kendt for. Triagolos fik æren af at spille på denne scene, som passede godt i størrelse til bandet, der består af føromtalte kapelmester Conny Ochs, Kiki Bohemia på bas og synths samt Sicker Man på guitar og synths.
Siden koncerten online i 2021 har bandet udgivet et fuldlængde album STROH ZU GOLD, som også var omdrejningspunktet for denne aftens optræden.
Vi troede, vi vidste, hvad vi gik ind til og forventede en koncert a la 2021, men Trialogos havde tydeligvis besluttet noget andet. Det var et band, der godt vidste, at Roadburn forventer noget særligt, og det fik vi dén grad. Kraut, drone, jazzede elementer på en bund af noise, eksekveret med spilleglæde hos alle artister på scenen. Roadburn Festival eksellerer i den type koncerter, hvor synths og andre elektroniske dimser fylder meget på scenerne i alle de hybrider af musik, man kan forestille sig. Og mange musikere spiller både på det ene og det andet - samtidigt. Det giver en vis travlhed hos de optrædende - der er konstant knapper, der skal skrues på, mikrofoner, der skal indstilles og pedaler, der skal trædes på. Det er fx slet ikke usædvanligt at en eller flere artister sidder på hug og roder med knapper koncerten igennem. Den udfordring er der typisk to måder at håndtere: de introverte artister, der lader som om, publikum slet ikke findes, og som er helt opslugt af deres lydunivers. Og så er der de ekstroverte, som er bevidste om publikum, og lykkes mere eller mindre godt med at interagere ud over scenekanten på trods af de mange opgaver, der skal løses på scenen. Trialogos lykkedes helt klart med den ekstroverte version, og særligt bassist Kiki Bohemia havde en fest med sin synth, bas og med publikum - for slet ikke at tale om de blodisnende skrig leveret med overbevisning og selvtillid.
Trialogos er kraut'et noise og synth-drone krydret med vilde jazzede elementer, såvel som tunge, pumpende basdominerede stykker. Det er ikke sådan at sætte i bås, og bandet selv har også valgt at beskrive projektet som født ud af et behov for frigørelse. På sin vis kan man både danse og headbange til det - på samme tid. Hvor det krautede og dronede var langt mere dominerende til Roadburn Redux, blev koncerten på Next Stage en mere voldsom oplevelse på nærmest alle parametre, med fremragende bas-spil fra Kiki Bohemia, vildt cellospil fra Conny Ochs og ganske syret guitarekvilibrisme fra Sicker Man. Hertil fik vi en synth-bas så voldsom, at vores hår og andet løsøre bogstavelig talt vibrerede. Flere forlod desværre koncerten, da det gik hårdest for sig - og undertegnede var også tæt på kvalmegrænsen af bastryk.
Sættet drev selvsikkert sig selv fremad, og der var ikke som sådan pauser mellem numrene, hvor publikum kunne give udtryk for begejstring. I stedet blev det til en række spontane begejstrede udbrud fra crowden når noget særligt sejt blev spillet - og det blev det tit. Det var intenst, vibrerende og utrolig musikalsk i ordets bredeste betydning fra start til slut. Musikken blev igennem koncerten understøttet af dissonante, skramlede og nærmest uhyggelige lydflader, fremført af et band, der i den grad var på. Conny Ochs såvel som Kiki Bohemia havde da også en del færre hår på deres buer ved afslutningen af koncerten end ved begyndelsen, og sjældent har jeg set en cello blive brugt så hårdt. Der blev gået til makronerne over hele linjen og publikum var med hele vejen.
Vi gik ud af Next Stage lidt rigere, lidt friere og med en grundlæggende følelse af, at musik har en fremtid.