KTDF '19: Hæmmet dødstrio
Suffering Hours debut på dansk jord var obskur og efterlod en med blod på tanden, men trioens komplekse riffing blev hæmmet af en høj bas og lav guitar.
2. For the Putridity of Man
3. The Abrasive Black Dust
4. Devouring Shapeless Void
5. Dwell
Dødsmetal kommer i mange former, og selvom vægten ligger på den oldschool og rå af slagsen på Kill-Town Death Fest, så finder der selv i den mest velkendte og traditionelle dødsmetal få innovationer sted.
Sådan et band er Suffering Hour, som vi lagde mærke til, da de for to år siden debuterede med den imponerende ’In Passing Ascension’, der bød på en skrabet black-præget dødsmetal, der stadig var så tilpas dissonant og eksperimenterende, at den også kunne ses som en forlængelse af den dødsmetal, der det seneste årti har søgt længere ud i kaotisk og formløst terræn.
Dansk debut
Til Kill-Town Death Fest skulle de gøre deres koncertdebut i Danmark som det næstsidste band på torsdagens program, og det på ryggen af den fremragende ep ’Dwell’, der strakte deres frenetiske udtryk ud i langtidsformatet på et 18 minutter langt nummer og cementerede dem i undergrunden.
Hvor mange bands inden for genren gerne har en fire-fem medlemmer for at skabe det massive tryk, der skal være, er det hos Suffering Hour dog bundfæstet i et power trio-format.
Det giver en mere tynd og pappet lyd, men det gør også, at de har travlt. Meget travlt.
Særligt guitaristen med navnet YhA skøjter rundt på gribebrættet og veksler mellem powerakkord-riffing, speedpickede melodilinjer og brudte akkorder med fingrene spredt vidt ud, hvis ikke han pumper løs på en dæmpet streng eller lader plekteret glide ned af gribebrættet.
Medlemmerne bar kutter over hovedet, men man kunne stadig se forsanger og bassist DgS’ corpsepaint, når han i bedste Lemmy-stil tiltede hovedet opad for at growle og skrige ind i de to mikrofoner, han benyttede sig af på den ene side af scenen. YhA var iklædt en nittevest, mens trommeslageren IsN, konstant skiftede mellem fills, blasts, breaks og thrash-klassiske duga-rytmer, var gemt helt væk i en sky af røg bagerst på scenen.
Velkommen til riff city
Særligt guitararbejdet er beundringsværdigt hos Suffering Hour, for hvor bassen mest pumper med på grundtonerne, er det guitaren, der hele tiden afveksler, spiller imod, varierer og fylder toppen af lydbilledet ud.
Desværre kunne det bare knap nok høres på Pumpehusets lille scene, mens bandet iltert spillede sig igennem ’For the Putridity of Man’ og ’The Abrasive Black Dust’ fra debutpladen.
Når det samlede sig i et groove, som det gør halvvejs inde i ’Devouring Shapeless Void’, der engang ved gennemlytning fik en ven til at proklamere ”welcome to riff city!”, var det lækkert. Men langt hen ad vejen var det kun, når trommeslageren og bassisten breakede, at man reelt kunne høre det ekvilibristiske guitarspil og lagene i den komplekse riffing.
Bassen dominerede størstedelen af showet, og selvom der var momenter af storhed under gennemspilningen af ’Dwell’, der lukkede koncerten, så blev forventningerne aldrig helt indfriet i løbet af de fyrre minutter, koncerten varede.
Til gengæld viste ’Dwell’ også med al tydelighed, hvordan Suffering Hour er blevet bedre til at indarbejde hooks i deres sangskrivning, selv når de strækker det ud over en længere spilletid.
Det efterlod en med mere blod på tanden. For det bliver kun spændende at se, hvordan den her obskure, dødsmetalliske powertrio angriber næste gang.