En sløset affære
Populær
Guitartekniske problemer overskyggede 1349’s optræden på Black Christmas, hvor hverken Frost eller Ravn kunne redde koncerten.
2. Slaves
3. I am Abomination
4. Riders of the Apocalypse
5. Chained
6. Exorcism
7. Chasing Dragons
8. Serpentine Sibilance
9. Atomic Chapel
10. Golem
11. Cauldron
Bandet med navnet, der skiller sig ud: I 1349 ramte den sorte pest Norge, hvor 66 % (hvor passende ...) af befolkningen døde. Bandet bærer naturligvis corpsepaint, gør brug af pigge og nitter, uden at det bliver overdrevet, og så er bassisten iklædt hættedragt. De har eksisteret siden 1997 og har udgivet seks fuldlængdealbum. Musikken er støjende og på mange måder black metal lige efter bogen – bortset fra at det hos 1349 for alvor går hurtigt. De går bestemt ikke på kompromis med tempoet, hvilket der jo heller ikke er behov for, når en af genrens mest kendte trommeslagere sidder bag tønderne: Frost, den ene halvdel af Satyricon, der tidligere også har spillet i Gorgoroth og Zyklon-B.
På mange måder har 1349 er ualmindeligt godt afsæt og solide rammer for, at de kan præstere gode koncerter. I hvert fald i teorien. I praksis er tilfældet det stik modsatte.
Bandets koncert startede med, at guitarist Archaon og trommeslager Frost trådte på scenen med ildfakler og benzin i munden. Desværre havde de ikke koordineret, hvornår de skulle puste. To ildskyer blæste op i luften uafhængigt af hinanden, og scenelyset blev ikke slukket, da de to bandmedlemmer gik ud igen – for at komme ind på scenen igen få sekunder efter sammen med de resterende musikere. På papiret virkede denne gimmick med garanti sej, men i virkeligheden virkede det bare utrolig fjollet.
Da musikken så begyndte, var lydbilledet rodet og blev ikke korrigeret synderligt, efterhånden som koncerten skred frem. Når man spiller satans hurtig black metal, skal der altså være komplet styr på lyden, for at der ikke kommer mudder ud af højttalerne.
Bandets temposkift blev fremført sløset, hvilket i størstedelen af tilfældene skyldtes guitarist Archaon, og koncertens dårlige fremførelse ligger primært på hans skuldre. I det hele taget var hans guitarspil meget sloppy, og det var, som om han til tider glemte at spille – om det skyldtes, at han ikke kunne følge med tempoet, eller om han ikke kunne høre sine bandkammerater og dermed ikke vidste, hvor i sangene de var nået til, er uvist. Uanset hvad var det langt fra en god nok præstation.
Hvad der imidlertid var ude af hans hænder var alle de tekniske problemer, han oven i købet havde; guitaren gik ud i tide og utide. Det lykkedes aldrig undertegnede helt at finde ud af, hvad der præcis var galt, om hans kabel eller pedal var i stykker, men alligevel skal det påpeges, at medlemmer i et band med så meget erfaring burde have løst problemet hurtigt. En masse lappeløsninger blev foretaget, men under et af sætlisten sidste numre gik guitaren helt ud.
Lige akkurat da bandet på magisk vis var kommet ud af deres lydproblemer, og musikkens atmosfære for alvor fik lov at skinne igennem, skete det. Publikum fik i flere minutter serveret en omgang blackened drum ’n’ bass, og hvorfor bandet ikke fik stoppet koncerten helt, er stadig en gåde; det var et utroligt dårligt samspil, hvor bandmedlemmerne ikke har styr på hinanden.
Skal man se positivt på tingene, medvirkede episoden til, at bassen kom langt mere frem i lydbilledet, der tillod Seidemann at vise sine rytmiske og tekniske evner. Ravn fik også for alvor lov til at vise sit værd som vokalist. Han besidder en stemme, der foruden skrig også rummer growl og en stærk ren vokal, næsten til perfektion.
Men alt i alt præsterede 1349 ikke, og havde det ikke været for Ravns fremragende egenskaber som frontmand og hans og Frosts energiske optræden, havde koncerten nærmest været katastrofal.
Professionalisme ligger i detaljen.