Rap og kamelslugning
Populær
NRGs udsendte fik en fortjent musikalsk håndmad, og Hed(pe)s fans blev bravt underholdt i Odense fredag aften.
Denne anmeldelse var oprindeligt tænkt til at være helt anderledes. De grimme ord, nedrige beskrivelser og lede betragtninger om et rædselsfuldt band skulle tæskes ned i tastaturet og videre ud i læserens ansigt.
Det skulle være skarpt og ondskabsfuldt, tilsvinende og bidsk, og alt sammen fordi denne anmelder ikke kan tage positive ord i sin mund, når snakken falder hiphop, rap og lignende. Kun hadefulde udgydelser står klar til at blive spyet ud ved hver en lejlighed, når disse genrer på den ene eller anden måde kommer i nærheden af hans ører.
Blodig aften
Men altså: Hed(pe) skulle spille i Odense, og NRGs fotograf havde på mystisk vis overtalt under/overtegnede til at fravælge Saxon i Lund til fordel for metalrap på Fyn.
Og da bandet, der blander metal med rap, så endda valgte at gå på scenen med det som kan betegnes pandamaling tværet ud i ansigterne, lugtede skribenten blod.
Og som den skarpsindige læser måske har gennemskuet, blev det anmelderes eget blod.
Det var én
Første kamel blev slugt, da han indrømmede, at bandet spillede godt. Faktisk rigtigt godt. Stærkt svingede, guitarekvilibristisk i små velafbalancerede doser, og i øvrigt ganske brutalt.
Det var to
Næste kamel blev presset ned, da det stod tydeligt, at kvartetten også var afsindigt stærk ud i at tænde et meget lille publikum, på et for stort og ikke særligt charmerende spillested. Men kontakten mellem forsanger og fremmødte var fremragende, og generelt fornemmede man ingen skuffelse over de få fans - tværtimod virkede bandet bevidst om, at tilbederne havde fortjent et show og skulle få det.
Det var tre
Tæt på forstoppelse i anmelderens hals blev det for alvor, da han åd tredje kamel og indså, at Hed(pe) også har skrevet nogle numre, der, i hvert fald live, sparker god gammeldags numse (man bør måske skrive booty i denne sammenhæng). Kombination af metal og rap var vægtet godt, og gav begge meget ekstra fylde. Rappen fik ekstra punch via kraftfuldt guitar og groovy bas/trommer, og omvendt påførte rappen også metallen masser af energi og råhed, specielt til at udfylde mindre hårde passager.
Det var treogenhalv
Heldigvis for anmelderens selvrespekt fandt han dog også momenter, han kunne dvæle ved og finde den hadet frem. Han ser nemlig heller ikke så mange gode ting ved reggae, og nød derfor virkelig at fange Hed(pe) i færd med at spille Bob Marleys 'No Woman No Cry'. Altså bortset fra at de faktisk gav en ganske udmærket version af dette nummer. Og bortset fra at det egentlig passede glimrende ind i sætlisten.
Så på sin vis en fin aften i det fynske, selvom den kostede en selvransagelse i anmelderes smagsløg.