En søgen efter lydens ekstremer
Populær
Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.
”I dag uddeler vi gratis ørepropper. Det bliver højt.”
En trænet koncertgænger udi metallens verden vil normalt trække på smilebåndet af sådan en melding og levere en spag hovedrysten over det fintfølende personale på Radar. Også selv om det er Stephen O’Malley, hvis hovedprojekt Sunn O))) har et ry for at presse decibelmåleren godt opad til deres koncerter. Men jo, det skulle vise sig at blive rygradsraslende og bukseflagrende højt. Tak for ørepropperne, Radar.
Indenfor var scenen godt fyldt op med guitarstacks nok til et helt true metal-orkester. Alle reserveret til drone-/doom-ikonet O’Malley, der i aften skulle spille en særlig hyldestkoncert dedikeret til den afdøde eksperimentarist Tony Conrad. En dedikation, der er et gennemgående tema i Aarhus Festuge med både talks og dokumentarer om Conrad, hans virke og betydning for drone- og ambientmusikken.
Første mand på scenen var lokale CR Hougaard der, bevæbnet med computer og en theremin-lignende anordning, slog de første toner an fra sit lille klapbord foran O’Malleys enorme stack. Suppleret af en sort-hvid billedinstallation, projekteret på guitarforstærkerne og den my af bagtæppet, man kunne skimte ovenover, spillede Hougaard et kort og pågående sæt af lige dele ambient-lyde og nogenlunde decifrérbare instrumenter. Tænk lige dele orgel med distortion og én, der slår på et trådhegn. Store dele af koncerten gav flashbacks til urovækkende intro-musik fra 1960’erne og 70’ernes gyserfilm, og de projekterede skyggebilleder i baggrunden, der mest mindede om askeskyer i evig bevægelse med korte glimt af dæmoniske, udviskede ansigter i skymassen, understøttede musikken ganske glimrende.
Man mærkede gyset glide ind under huden og forventede en chokeffekt hvert øjeblik, det skulle være. En effekt, der udeblev indtil allersidste tone, der i et pludselig dramatisk klimaks à la slutscenen i ’Rosemarys Baby’ lukkede koncerten, mens publikum stod tilbage, lidt skræmte og fulde af indtryk. CR Hougaards optræden var næsten i højere grad en kunstnerisk installation end en egentlig koncert, og den kunne sådan set ligeså godt være foregået ovre ved naboen, kunstmuseet ARoS. Uanset hvad var den ganske glimrende og anbefalelsesværdig.
Derefter var det tid til drone-sværvægteren Stephen O’Malley selv. Med et kort vink til publikum og ellers uden et ord fandt han sin plads, alene og helt ude i siden af den sparsomt belyste scene, hvor det grøn-hvide nødudgangsskilt ovre i hjørnet af lokalet bidrog med ligeså meget lys som de få svage spots, der var rettet på udvalget af forstærkere.
Og fra den første fuzzede, ekstremt forvrængede akkord blev slået an og næsten rungede ud, blot for at blive aflyst af endnu én og endnu én, så O’Malley sig ikke tilbage. På intet tidspunkt var der stilhed i lokalet, blot den ene langsomme, drænende, nedstemte akkord efter den anden, der fik lov til at brage ud i lokalet og efterlade sig vibrationer af grødet lyd, der i ligeså høj grad udgjorde musikken som de egentlige akkorder. Med ryggen halvt vendt mod publikum var O’Malleys fokus fuldstændigt på den konstante tone og de få justeringer på forstærkere og pedaler, som blev foretaget undervejs. Han ænsede ikke publikum, og han ville ikke have, at publikum skulle ænse ham. Guitarens lyd var det eneste fokus. Et infernalsk højt, øresønderdøvende fokus.
De anslåede akkorder måtte efterhånden lade pladsen i rummet for deres efterbyrder, de vibrerende enkelttoner, der, alene grundet lydniveau, dunkede gennem kroppen på publikum og fik bygningen til at sitre. Det var en lydmæssig totaloplevelse, der bogstavelig talt satte sig i kroppen. O’Malley, med forstenet ansigtsudtryk og uden overhovedet at kigge på publikum, pressede publikums fysiske og mentale indlevelsesevne til det yderste før det, efter godt og vel en time, var slut fra det ene øjeblik til det andet. Klapsalve. Let vinken. Og manden var væk.
Tilbage stod et publikum, der var blevet blæst bagover. Der foregik intet på scenen, der var nødvendigt at kigge på, men alene oplevelsen af at stå i et vakuum af dunkende, bankende, hypnotiserende nedstemt guitarlyd, der langsomt overtog kroppen, havde været nok. Stephen O’Malley havde, uden et ord, leveret en optræden, der på godt og ondt var enestående. Formentlig en passende hyldest til afdøde Tony Conrad, for hvem nytænkning og musikalsk grænsesøgning var alfa og omega.