WOA'12: Plat og Pinligt
Populær
En af de ringeste præstationer på Wacken 2012 var desværre dansk og disneyinficeret.
Der er band, som kan levere en ringe præstation, men efterlade dig ligeglad, fordi du intet forhold har til dem – og så er der bands, som man netop har et helt særligt forhold til, og som derfor i den grad kan skuffe dig ved ikke at levere. D:A:D hører for denne anmelder til blandt sidstnævnte.
Engang i tidernes morgen da puberteten satte ind, svor undertegnede, at han ville have langt hår og spille guitar, så han kunne lave musik som den københavnske kvartet, og så oplevede han også sin første rigtige rockkoncert, da de med brutalitet væltede den hedengange KB Hallen kort efter udgivelsen af Helpyourselfish.
Forventninger om fest
Sent fredag aften stod de så på Wackens True Metal Stage, og som programmet højtideligt lovede, forventede man en fest: D:A:D foran et rockpublikum, der ikke ville lade sig spise af med Grøn Koncerts familiestemning, men kun kunne bruge sved, tråd og indlevelse.
Og hvad fik man? Jo, en pinlig optræden som kun en fyrre hestes brandert kunne gøre udholdelig.
Der kan selvfølgelig findes undskyldninger, såsom at det var sent om natten, og at regnen tidligere på dagen havde spoleret pladsen, men vejrforholdene hæmmede ikke In Flames tidligere på aften, og uanset hvad så er der sgu kun en af vej ud af dårlige omstændigheder, og det er at slås for at vinde - som vores landsmænd Manticora gjorde det dagen efter under langt værre omstændigheder - i stedet for at gå ligegyldigt til sagen og levere noget så pinligt, at man skammede sig over at dele statsborgerskab med bandet.
Og hvorfor var det så ubegribeligt ringe? Ja, der er nok at tage fat i ...
Indlevelsen var lig nul!
Stig fjollede sløvt rundt og lignede en mand, der var skæv nok til ikke at ane, hvilket band eller land han befandt sig i.
Jesper Binzer var hæs, manglede melodi, fyrede dårlige far-jokes af og udviste en arrogance med plattyske fraser som muligvis er sjove i Valby Parken, men som ikke holder til en hel times hånen af værtsfolkets modersmål.
Brormand Binzer legede Mark Knopfler med grotesk lange solostykker, der forvandlede den ellers episk smukke ’Grow or Pay’ til en ørkenvandring og som fuldstændigt trak tempoet ud af ’Sleeping My Day Away’, der i forvejen blev spillet for langsomt og decideret gumpetungt. Godt nok spiller han en mere end godkendt spade, men sololir i sig selv er sjældent en fest, medmindre man står med Guitar Player Magazine foldet under armen, og i et 1-times lange show, hvor der ikke blev plads til ’Laugh and ½’, kunne tiden snildt være brugt bedre.
Og så var der ansigtsudtrykkene som storskærmene afslørede alt for grundigt. Ingen smil, ingen fight, ingen glæde og faktisk kun arrogance, som om D:A:D ikke gad Wacken. Skam Jer!