Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Stilforvirring

Populær
Updated
Stilforvirring

All That Remains kan overhovedet ikke finde ud af, hvad de vil. Det skifter mellem radiorock og tung metalcore i en sådan grad, at man bliver gal i hovedet af at lytte til det.

Titel
Madness
Trackliste
Safe House
Madness
Nothing I Can Do
If I'm Honest
Halo
Louder
River City
Open Grave
Far From Home
Trust And Believe
Back To You
Never Sorry
The Thunder Rolls
Karakter
2

Syv fuldlængdeudgivelser er det blevet til, siden amerikanske All That Remains debuterede i 2002 med ’Behind Silence and Solitude’. Netop som metalcore-genren for alvor eksploderede. Siden da har forsanger Philip Labonte og leadguitarist Oli Herbert skiftet lidt ud i bandsammensætningen. Senest bassist Jeanne Sagan, der blev del af bandet i 2015. Det er ikke kun blandt medlemmerne, der har været ændringer. Rent musikalsk har kvintetten fra Massachussets også været kendetegnet ved udvikling. En melodisk udvikling. Mere og mere ren vokal har fundet plads sammen med flere radiovenlige numre, hvor metalcore-anerne nærmest ikke høres. Det er en udvikling, der forsætter på ’Madness’.

Det starter dog fuldstændigt modsat. ’Safe House’ er testosteron-pumpende metalcore. Et nummer i højt tempo og med et simpelt, ekstremt vellykket break. En solid komposition, der fungerer fremragende som album-åbner. Det efterfølgende titelnummer holde samme høje niveau og er sandsynligvis albummets bedste nummer. Nummeret har en solid nu metal-klang, hvor især omkvædet og Labontes vokal-frasering højner kvaliteten. ’Nothing I Can Do’ er der nærmeste, man kommer et nutidigt, typisk All That Remains-nummer. Metalcore-fraseringer, der krydres med et singalong-venligt og særdeles melodisk omkvæd. Det er næsten for meget. Når koret stemmer i, fremstår nummeret for alvor som skrevet til diverse mainstream-rockradiokanaler.

På ’If I’m Honest’ går det helt galt. Metalcore-elementerne er ikke eksisterende. I stedet lyder All That Remains næsten som Nickelback. Vel at mærke når Nickelback er dårlige. Sådan bølger det op og ned gennem de 13 numre, ’Madness’ består af. Et par hårde, metalcore-inspirerede numre fulgt op af et oftest umådeligt kedeligt, nedtonet og stille nummer. Det giver pladen et skizofrent udtryk. Hvad er det egentlig, All That Remains vil? Et spørgsmål, medlemmerne burde have stillet sig selv for mange år siden. Da de fik deres kommercielle gennembrud og for alvor begyndte at skrive radiovenlige numre. Det behøver ikke nødvendigvis være enten/eller, men amerikanernes 8. album lider gevaldigt under den kontrastfulde sammensætning af numre.

’Far From Home’, ‘The Thunder Rolls’ og ’Back to You’. Titlerne siger det hele. På sidstnævnte bliver der klimpret på guitaren, mens storladne stryger-arrangementer står i kontrast til Labontes knap så storladne, endsige veludførte rene vokal. Et ynkeligt forsøg på et radio-hit. Havde numrene så bare været gode. Det er de ikke. De er heller ikke elendige, de er bare ligegyldige. Resten af albummet indeholder yderligere et par interessante numre. ’Louder’ er et tungt, bastant nummer med et fængende omkvæd, mens temposkiftet i ’Halo’ skaber en vellykket afveksling. Herud over er det småt med højdepunkter. Især pladens sidste halvdel er kedelig.

Grundlæggende har All That Remains evnerne. De beviser det igen på ’Madness’. Men bandet har sat sig mellem to stole og har svært ved at finde den gyldne mellemvej. De formår ikke at bygge bro mellem deres radiovenlige materiale og de tunge, varierede metalcore-skæringer. Det er på tide, at Labonte og Herbert finder ud af, hvad de egentlig vil, og tager skridtet fuldt ud.