Fortsat identitetskrise

Atr
ATR

All That Remains ved stadig ikke, hvad de vil, og er næsten længere fra en ensrettet identitet end på forrige album.

Titel
Victim of the new Disease
Trackliste
Fuck Love
Everything's Wrong
Blood I Spill
Wasteland
Alone In The Darkness
Misery In Me
Broken
Just Tell Me Something
I Meant What I Said
Victim Of The New Disease
Karakter
2

Efter udgivelsen af den mildest talt middelmådige ‘Madness’ sidste år, var det amerikanske band hurtigt tilbage i studiet. Formålet var klart og blev tydeligt proklameret. All That Remains ville søge tilbage til rødderne. Metalcoren, der definerede bandet, før der skulle spilles stadion-heavy og komponeres radiovenlig singalong-rock. Første teaser for albummet, ‘Fuck Love’, levede fuldt op til den proklamation, og for en kort stund glemte man alt om All That Remains seneste katastrofe af en plade, forsanger Philip Labontes holdninger til den amerikanske våbenlovgivning og fejlslagne forsøg på at nå et større mainstreampublikum.

Nyhedsværdien i den velskrevne førstesingle blev desværre senere overskygget af leadguitarist Oli Herberts død i oktober. Druknet med en cocktail af antidepressive piller og sovemedicin i blodet. En hændelse, der naturligvis sætter det amerikanske bands 9. studiealbum i et dunkelt lys. The show must go on, og verden og livet forsætter ufortrødent, også når en semikendt leadguitarist er offer.

Med pladens tilblivelse in mente, både de noble forsøg på at finde tilbage til metalcore og Herberts død, ville det være en fornøjelse at give pladen positiv kritik. Det er desværre virkelig svært. Selvom ‘Victim of the New Disease’ indledes imponerende stærkt og revitaliseret med ‘Fuck Love’, så er resten af pladen uinspirerende og blottet for originalitet eller selvstændighed. All That Remains har godt nok skruet op for vitaliteten og indarbejdet metalcoren som et større del af lydbilledet, men amerikanerne vil stadig spille radio-core. Det udmønter sig i en række sange, hvor All The Remains primært lyder som Stone Sour. Lige så tandløst og intetsigende, men uden Corey Taylor til at løfte fadæsen.

Det er noget nær banalt, når ‘Wasteland’ indledes med tordnede metalcore-riffs og Labontes, trods alt, insisterende rå vokal, for derefter at gå direkte over i det mest tandløse og bovlamme omkvæd, man kan forestille sig. Når ‘Everything’s Wrong’ indledes med strofen "I don’t want to write this/ 'cause if I do it might be true", er grunden lagt for lidt over fire minutters ligegyldige og uopfindsomme riffs, der er glemt, så snart nummeret slutter. Dét endda før Danny Worsnop får lov til at bræge løs på den tårkrummende og alt for tænkte hitballade ’Just Tell Me Something’.

‘Victim of the new Disease’ har enkelte højdepunkter ’Misery in Me’ er et overraskende velfungerende metalcore-nummer. Selvom All That Remains naturligvis går sobby-core på omkvædet, har Labonte og resten af bandet succes med at fastholde intensiteten. Det samme gør sig gældende for titelnummeret, selvom det tipper mod det ubehagelige. Lidt overraskende lykkes det ligeledes bandet at skrive en ballade, der ikke giver øjeblikkelig kvalme eller anden form for onde. Med ’Alone in the Darkness’ lykkes det at skrive på et niveau, der er til at leve med. Det er endda lige før, det bliver helt fornøjeligt.

Amerikanernes 9. studiealbum er måske nok et skridt nærmere den metalcore, der engang definerede bandet, men det er samtidig endnu en manifestation af bandets skizofrene forsøg på at kombinere surt med sødt. Endnu en gang uden stor succes. ’Madness’ var, som titlen angiver, til at blive gal i hovedet af at lytte til, det er ‘Victim of the New Disease’ sådan set også. Det er en plade, der er offer for ophavsmændenes problemer med at finde en passende, ensrettet identitet. Manglen på dette giver pladen et fragmenteret og udefinerbart udtryk, der ikke gavner nogen. Slet ikke lytteren.