Det store valg

AA

Asking Alexandria stiller for alvor deres fans over for det ultimative valg: Følg med eller forsvind. Baggrunden for spørgsmålet er dog ret uinteressant.

Titel
Like A House On Fire
Genre
Trackliste
House On Fire
They Don't Want What We Want (And They Don't Care)
Down To Hell
Antisocialist
I Dont't Need You
All Due Respect
Take Some Time
One Turns To None
It's Not Me (It's You)
Here's To Starting Over
What's Gonna Be
Give You Up
In My Blood
The Violence
Larazepam
Karakter
2

Det her er fortællingen om endnu et band, der modnedes med tiden og i dag er milevidt fra det oprindelige udgangspunkt. Det er en klassisk fortælling, oplevet før, med andre bands og med tilsvarende varierende succes. Da Asking Alexandria albumdebuterede i 2009, var der næppe nogen, der havde forudset, at det unge, emo-influerede metalcore-skud i dag ville spille elektroinspireret popmetal. Hvis man da overhovedet kan kalde ’Like a House on Fire’ for metal.

Men måske er bandets anden plade, ’Reckless And Relentless’ (2011), et bedre sammenligningsgrundlag, bandsammensætningen taget i betragtning. Med undtagelse af forsanger Danny Worsnops pause fra bandet i 2015-2016 har kvintetten holdt sammen siden 2009.

Selvom ’From Death to Destiny’ (2013) var mere melodisk i sin klang, er det netop Worsnops afsked fra bandet og i særdeleshed hans genkomst, der lader til at være den hovedårsagen til bandets musikalske retningsskift. Den selvbetitlede femte udgivelse fra 2017 er en streg i sandet. Et opgør med det, der var engang, og en kærkommen udvikling. En plade, der fremviste et band, der var modnet og meget mere end klassiske breakdowns og småprovokerende elektroniske input.

’Like a House on Fire’ byder sådan set ikke på så meget nyt. Bandet har finpoleret udviklingen fra ’Asking Alexandria’ og fortsætter i samme spor. Det har medført en endnu mere poppet lyd. En meget radiovenlig plade med en katastrofal mangel på enhver form for nerve. I en sådan grad, at åbningsnummeret ’House of Fire’ tilnærmelsesvis lyder som Fall Out Boy – vel at mærke ikke dengang Fall Out Boy var sjove. Mere ’Save Rock And Roll’-versionen.

Modsat det Illinois-baserede poprock-band har Asking Alexandrig dog stadig ild i guitaren. Selvom Worsnop tydeligvis har fundet sig fint til rette i rollen som popsanger, holder guitarist Ben Bruce taknemmeligt fanen høj, hvilket er stort set det eneste, der redder briterne fra at være rendyrket poprock.

Der ingen tvivl om, hvem der har vundet den magtkamp, der antageligvis var årsag til Worsnops afsked i 2015. Det har forsangeren. Om det er godt eller skidt, kan altid diskuteres. I 2017, ved udgivelsen af ’Asking Alexandria’, var det godt. I 2020 er det ikke videre interessant. Det er de 15 numre på ’Like a House on Fire’ tydeligt bevis på.

Med få undtagelser er pladen kedelig. Forudsigelige sange med en signifikant mangel på stærke hooklines. De fem forudgående singler taler deres eget sprog. Selvom ’The Violence’ og ’Anticsocialist’ er tilnærmelsesvist interessnte numre, er resten ikke meget mere end gennemsnitlig kvalitet og letfordøjelige kalorier uden bund.

Hertil havde det gavnet bandet, om der var en anelse selvkritik. Pladens 15 numre kunne nemt være skåret ned til 11, uden at det havde skadet udgivelsen. Tværtimod. Det ville klæde bandet aldrig at have udsat lytteren for numre som ’Lorazapam’ og ’All Due Respect’. Her præsterer bandet ikke meget mere end kedelig og banal sangskrivning.

Hvis ikke ’Asking Alexandria’ var det, så er ’Like a House on Fire’ indiskutabelt pladen, der sætter bandets fans foran den store udfordring: Følge eller ikke følge? Der er ingen tvivl om, at det er slut med metalcore. At Asking Alexandria er midtsøgende i deres sangskrivning og har kørt de store kanoner i stilling for at opnå en position som moderne rockband. Desværre er bandets sjette fuldlængdeudgivelse ikke den velkomponerede fornøjelse, der for alvor kunne skyde briterne op i den tunge liga.