Brubaker-dilemmaet

ABR

Efter den sprudlende ‘Phantom Anthem’ er det et antiklimaks at lytte til ‘Guardians’. Pladen er for kompleks, for indviklet og savner gode sange.

Titel
Guardians
Trackliste
The Narrative
Bones
Paramount
Defender
Lighthouse
Desmembered Memory
Ties That Bind
Bloodletter
Extinct By Instinct
Empty Heaven
Three Fountains
Karakter
2

Lige meget hvordan man anskuer amerikanske August Burns Red, er leadguitarist John Benjamin Brubaker bandets rygrad. Selvom rytmeguitarist Brent Rambler og trommeslager Matt Greiner var med til at grundlægge bandet i 2003, er det Brubakers komplekse signatur-riffing, der har defineret bandets lyd lige siden.

Brubakers karakteristiske omgang med guitaren er ligeledes en vigtig del af bandets lyd og sange. Et livligt element, der i høj grad differentierer August Burns Red fra de mange andre metalcorebands. Leveret på et teknisk højt niveau med et hav af nuancer. En af bandets absolutte styrker.

Således indledes amerikanernes 9. fuldlængdeudgivelse med et helt typisk Brubaker-riff. En vellykket start på et af pladens stærkeste numre. ‘The Narrative’ er kompleks og velkomponeret metalcore – August Burns Red, når de er bedst. Som på den vellykkede ‘Phantom Anthem’ (2017) har kvintetten succes med at komponere de proggy teknikaliteter med metalcorens banale benkelthed. Det giver et sprudlende musikalsk univers, der kun vokser ved flere gennemlytninger.



Desværre har ‘Guardians’ sjældent samme gennemslagskraft eller kvalitet som den foregående plade. Blandt pladens 11 numre, er der simpelthen for få, der er vellykkede. Sangskrivningen er i sig selv svag, men bandets største styrke viser sig også ofte at være deres største svaghed.

Brubakers afvigelse fra det simple og trang til at overkomplicere nærmest hvert riff giver et rodet udtryk. Det er en hårfin balance. Det, der gjorde, at forgængeren var stærk, var et fokus på det simple. Det mangler på ‘Guardians’, der ofte drukner i overflødig kompleksitet og teknisk lir.

Men ‘Gurdians’ er også et kollektivt kollaps. Brubaker kan ikke klandres alene. Hele bandet står sammen om den vage præstation og sangskrivning. Lyt blot til et nummer som den pinagtigt ringe ‘Lighthouse’. Forsanger Jake Luhrs har sjældent leveret en så komisk dårlig vokal. Et forsøg på ren vokal, som forsangeren tydeligvis ikke kan løfte. Det hjælper ikke, at den rene vokal er dubbet ud i uendeligheden i et forsøg på at skabe et godt resultat. Det lyder og er elendigt – ligesom hele nummeret er pinligt søgt og leflende vulgært.

De fleste af numrene er sært forvejlede. Burbakers mindeværdige riff på ‘Dismembered Memory’ løftes for eksempelvis ikke af resten af kompositionen. Det står alene og lyder næsten, som om det er blevet tilføjet, efter nummeret var indspillet. Det giver en afbrudt lytteoplevelse, og nummeret, der ellers har potentiale, falder til jorden.

Trods den hårde kritik er ‘Guardians’ ikke helt fortabt. August Burns Red har udviklet sig til et stilsikkert kort – selvom kvintetten altid har haft problemer med, at ramme den rigtig gode melodi. Pladen er velproduceret og har sine højdepunkter. Især den afsluttende ‘Three Fountains’ viser bandet fra deres bedste side.

Her søges en smule væk fra metalcoren, der ellers definerer amerikanerne. Nummeret er indlevende og velskrevet, med flere længere melodiske passager, forholdsvist atypisk for bandet og genren. Om end det er minimalt, klæder det bandet at kaste sig over nyt territorium.

Endelig er det svært at komme uden om åbningsnummeret og ‘Paramount’. Begge numre er klassiske August Burns Red-kompositioner, nå det rigtig spiller for amerikanerne. Men ‘Guardians’ er et forholdsvis kedeligt opkog af tidligere og bedre bedrifter. En plade, der med få undtagelser halter sig igennem spilletiden.