Fyrre, forceret og halvfærdig

Destruction_Diabolical

Destruction fejrer 40-års jubilæum med deres 15. studiealbum, der viser, at de sagtens stadig kan spille thrash, men det mangler altså noget bid.

Kunstner
Titel
Diabolical
Dato
08-04-2022
Genre
Trackliste
1. Under the Spell
2. Diabolical
3. No Faith in Humanity
4. Repent You Sins
5. Hope Dies Last
6. The Last of a Dying Breed
7. State of Apathy
8. Tormented Soul
9. Servant of the Beast
10. The Lonely Wolf
11. Ghost from the Past
12. Whorefication
13. City Baby Attacked by Rats
Karakter
2

Med ’Diabolical’ fejrer Destruction 40 år som band. Der er kun forsanger og bassist Marcel ’Schmier’ Schirmer tilbage, og mens de nye kræfter i bandet bestemt kan spille, så lyder pladen mere generisk og forceret end så meget andet. Det trækker ned. Det positive er, at ’Schmier’ stadig lyder vild og vred.

Historien med Destruction starter tilbage i 1982, hvor de som Knight of Demon starter med at spille firsermetal, som deres idoler i Iron Maiden, Mercyful Fate og Motörhead. De skifter navn til Destruction og udgiver i 1985 debutpladen ’Infernal Overkill’. Derefter går det slag i slag op gennem firserne med turnéer og plader. Men i 1989 forlader ’Schmier’ bandet og efterlader Mike Sifringer som det eneste, originale medlem tilbage i Destruction. Halvfemserne går og Destruction ser sin del af forskellige sangere. I 1999 vender ’Schmier’ dog tilbage, og i 2000 udsender de pladen ’All Hell Breaks Loose’, og så er makkerparret ’Schmier’ og Sifringer sammen igen. Men da Destruction spillede koncert i Østrig i sommers på Area 53 festivalen, var Sifringer ikke på scenen. ’Schmier’ og Destruction meldte efterfølgende ud, at Sifringer ikke længere er en del af bandet.

Nu er vi så i 2022. 40 år efter bandet blev lavet. Destruction er stadig et af de store, tyske navne indenfor thrash. Sammen med Kreator, Sodom og Tankard er de kendt som en del af de teutoniske thrashere fra Europas fastland. Men Destructions plads ved ridderbordet er nok meget godt eksemplificeret ved sangen ’The Last of a Dying Breed’. Det er ’Schmier’, der må bruge alle sine kræfter på at holde tingene sammen. Han kan stadig synge, og på flere af sine skrig lyder han næsten som Mille Petrozza fra førnævnte Kreator. Der er således stadig masser af saft og kraft i forsangerens stemme. Hør det her på titelnummeret:



Musikalsk er der også et klart vink tilbage mod fordums storhedstid, hvor sangene starter, som thrash-sange typisk startede i firserne. Med masser af trommer og guitar i et frontalangreb, og så sættes guitarerne ellers i gang med et riff hurtigere end tyske biler på motorvejene uden hastighedsbegrænsninger. Her er der gode evner i både Damir Eskic og Martin Furia, som de to guitarister nu hedder i Destruction. Schweiziske Eskic spiller på sin anden Destruction-plade, da han kom med kort før den forrige ’Born to Perish’ blev udgivet. Ligesom trommeslageren Randy Black. Argentinske Martin Furia er erstatningen for Mike Sifringer, der nåede at være i bandet i 39 år. Furia gør det også ganske udmærket, så rent teknisk er der ikke noget at pege fingre ad.

Problemet med ’Diabolical’ er kvaliteten af sangene. Mens der er enkelte gode skæringer, som førnævnte titelnummer, hvor næverne kan knyttes og nakkerne masseres, så er der også bare for mange generiske sange, der ikke bidrager med noget. De 13 minutter og 45 minutter føles lidt ensformig og uden det bid, man gerne vil se. Specielt fra Destruction, der jo er en institution i genren. Det positive er dog klart, at ’Schmier’ ikke synes at være blevet 40 år ældre. Vokalen er lige så stærk, som den altid har været. Omgivet af unge kræfter er der håb for fremtiden, men ’Diabolical’ kommer ikke til at blive husket som en af bandets bedre plader. Og mens Destruction selv synger ’No Faith in Humanity’, så har vi stadig håb for tyskerne.



For Destruction er tydeligvis ikke et band, man bare sådan ødelægger. Udover ’Schmier’ er andre ting også ved det gamle. Coveret er lavet af Gyula Havancsák, der også laver artwork for Týr, Stratovarious, Accept, Grave Digger og Annihilator, udover også at være fast mand for netop Destruction og sågar danske Svartsot. Der er endda et lille kip med hatten, eller kødøksen, til Havancsáks første cover for Destruction. Han lavede coveret til ’Inventor of Evil’ i 2005, og slagteren med den store kødøkse, der også er på ’Spiritual Genocide’ fra 2012 gør comeback og er årsagen til, at staklen på coveret må bære sine metalhorn i den anden hånd.