En mørk drøm af en opvækkelse
Populær
Den canadiske duo i Nadja smider et nyt album på gaden, der er forbandet tungt, tindrende smuk og umådeligt godt skruet sammen.
2. Falling Out Of Your Head
3. Dagdrøm
4. Space, Time & Absence
Denne skribent er sådan nogenlunde godt inde i det dronede, metalliske shoegazer-univers, der udgør den hovedsageligt monotone musikalske sti, der definerer Aidan Baker og Leah Buckareffs mørke alter ego, Nadja. Nogenlunde, forstås. Diskografien tæller nemlig noget nær et utal af album og ep’er udgivet på et utal af medier på et utal af selskaber på rundt regnet ti få år.
Nysgerrigheden for det pludselige møde med deres første fuldlængde i to år, ’Dagdrøm’, var dog ekstraordinær, hvilket skyldes to ting. For det første er det (vist nok – sig til, hvis jeg tager fejl) Nadjas første plade med et menneske og ikke en maskine som trommeslager, og for det andet har pladen (indiskutabelt) karrierens flotteste cover. Når trommerne så tilmed varetages af Mac McNeilly fra det pseudo-industrielle/fuldblods-psyko-band, The Jesus Lizard, ja, så er det aldeles legitimt at være nysgerrig.
Brydekampen med livet
I takt med at der stiftes bekendtskab med pladens fire numre, som i alt varer omtrent 50 minutter, bliver nysgerrigheden kun større. ’Dagdrøm’ er kort sagt en forbløffende udgivelse, som på én gang byder på Nadjas karismatiske, støjende og eksistentielle brydekampe af vulkanstørrelser, samtidig med at den åbner for anderledes musikalske livtag. Det er hér, trommerne gør en forskel, som der er en anderledes organisk vrede over lyden og kompositionerne fra de fysiske trommer.
Mens lyden og kompositionerne stadigvæk er mørke og frem for alt tung/tungere/tungest (!), så er trommerne med til at sætte en anderledes tematisk dagsorden på pladen/for bandet/i livet, der i bund og grund handler om at nedbryde sig selv for at bryde ud af sig selv.
Monolog monotoni
’One Sense Alone’ åbner pladen tungsindigt og superhypnotisk, med støjen skruet op på max., og med langsomme, tunge rundgange fra McNeilly. Nummeret nærmer sig elleve minutter, men fornemmes og føles dobbelt så kort. Dets outro har en art post-metal over sig, der for vejledningens skyld måske kunne sende tankerne i retningen af Cult of Luna – og så alligevel ikke.
Der er noget på én gang rart og foruroligende over det stille, afventende guitarspil, som det tolv minutter lange nummer, ’Falling Out of Your Head’, efterfølgende lægger ud med. Guitarrytmen sender tankerne hen på den gakkede sans for monotone kompositioner, som Al Cisneros normalvis står for. Der er dog også variationer i monotonien hos Nadja, som udtrykket drejes i retning af psykedeliske underliggende vibrationer senere i sangen og af instrumentale passager, som man kan rocke ud til på klassisk headbang-manér. Det er et eminent nummer med en monolog garagelyd gone feedback-whacked.
Voldsomt tungt
Titelnummerets voldsomme tunge riffs og billedfremkaldende fernis sender tankerne i retningen af Justin Broadricks Jesu. Riffet er mere eller mindre klassisk doom, samtidig med at det har en særlig signatur, der ikke mindst røber sig selv ved lige at være dén tand tungere end stort set alt andet. Aidan Bakers riffs brøler og graver med fantastisk dybe spadestik. Nummerets sidste halvandet minut er desuden pladens smukkeste, som en anderledes suveræn tone fra guitaren og snerten af en skrøbelig loopende vokal emmer ud.
Pladens længste nummer, den afsluttende ’Space Time & Absence’, er et emotionelt og tungt shoegazer-trip, der i sangens begyndelse benytter sig af en konstant, men afvekslende, trommerytme samt masser af underliggende støj. Nummeret adskiller sig fra pladens andre sange, hvilket netop skyldes trommernes pulserende åbningsmarch, der synes at være et atypisk Nadja-move. Man kan (næsten) danse til nummeret - og desto mere i takt med at det udvikler sig til en mere klassisk form for shoegazer-pop/rock – men med konfrontationer med tung paranoia selvfølgelig.
En sjælden sort indsigt
Nadja er tidligere blevet kategoriseret som svært tilgængelige, hvilket er misvisende. Derpå er ’Dagdrøm’ et godt eksempel, som den forener det tunge med det smukke på suveræn melodiøs vis. De imødekommer muligvis ikke populærmetalmusikkens typiske vers/omkvæd-standard, men tager man springet ind i Nadjas univers, inviteres man af andre tunge veje indenfor til brydekamp med potentialet i de mørkeste af ens afkroge. Med en invitation af den størrelse følger der en særlig forpligtelse. På ’Dagdrøm’ kan Nadja stå inde for det hele.