Sørgmodig og kedelig hyldest
Foo Fighters hylder den afdøde trommeslager Taylor Hawkins på en langtrukken og anonym plade, der kun slår gnister få steder undervejs.
2. Under You
3. Hearing Voices
4. But Here We Are
5. The Glass
6. Nothing at All
7. Show Me How
8. Beyond Me
9. The Teacher
10. Rest
Foo Fighters udsender med 'But Here We Are' deres 11. og måske mest sørgmodige plade nogensinde. En plade, der lyder, som vi kender bandet, men der mangler en ingrediens i den nyligt afdøde trommeslager, Taylor Hawkins. Temaet er selvfølgelig også den sorg, forsanger Dave Grohl og resten af bandet står med, efter det kom frem, at Hawkins var afgået ved døden kort før han skulle give koncert med bandet i Colombia. Det var i marts måned 2022. Hawkins blev 50 år gammel.
Her lidt over et år senere står vi så med det, der vel bedst kan beskrives som en hyldest til manden, der trofast har siddet bag trommesættet i bandet siden 1997. Det står klart fra åbningsnummeret og førstesinglen 'Rescued' samt på titler som 'Under You', 'Hearing Voices' m.fl.
Når man hører Dave Grohls vokal, er man da heller ikke i tvivl om den tristesse, han p.t. befinder sig i. Desværre er det også tilfældet for en del af sangskrivningen på 'But Here We Are'. For mens den lyder, som man kan forvente, så er der et totalt fravær af ørehængere. Noget, Grohl og Foo Fighters ellers har været kendt for at kunne lave.
Tværtimod er det 48 minutters afdæmpet rock, hvor man tydeligt fornemmer den stemning, der har været i øvelokalet og studiet. Her har de allieret sig med producer Greg Kurstin, der også producerede de to foregående plader, 'Medicine at Midnight' fra 2021 og 'Concrete and Gold' fra 2017. Ikke overraskende for folk, der kender Foo Fighters og Dave Grohls historie, så valgte Grohl selv at indspille trommerne til denne plade. Hans fortid som trommeslager i Nirvana fornægter sig ikke. En solid indsats uden de store dikkedarer.
Og sådan er hele pladen. Uden de helt store dikkedarer. En af de bedre numre er 'Show Me How', hvor Grohl melankolsk råber 'Where are you now?' i omkvædet. Det kræver ikke meget at regne ud, hvor den er tiltænkt. På dette nummer er det i øvrigt en duet på vokalen med datteren Violet Maye Grohl, der også var med på scenen, da Foo Fighters gæstede Horsens tilbage i sommeren 2019.
Pladens bedste nummer er dog gemt til sidst. 'Rest' er ellers ikke meget for at komme i gang, men halvvejs inde eksploderer den i et effektfuldt raseri og giver lige akkurat den angst og nerve, man også gerne vil høre efter tre kvarters depressiv rock. Og så forbigår vi den 10 minutter lange 'The Teacher', der trods sangens længde hverken er progressiv eller andre superlativer, vi ynder at klistre på lange sange. Den er bare, ligesom størstedelen af pladen, kedelig. Kun 'Rescued', 'Show Me How' og 'Rest' gør, at vi ikke ender med en virkelig dårlig karakter.