Ujævnt hemmelighedskræmmeri
Bindegale Hexenbrett – eller måske er det ikke Hexenbrett, men nogle andre? – er klar med en firenumres EP, der viser spændvidden i projektet.
2 Return of the Fly
3 Joie de mort
4 Sadist
Det er svært at finde ud af, hvad der er op og ned i tilfældet Hexenbrett. Denne nye EP, 'Intermezzi dei quattro coltelli nudo' (hvis titel vist nok henviser til nogle italienske giallofilm), er fyldt med hemmelighedskræmmeri og tvivlsomme historier. I hvert fald angives den at være indspillet af Hexenbretts liveband 'Tterbnexeh', men "under the watchful eyes of" søskendeparret Josto Feratu og Scarlettina Bolétte, som udover at bo på en kirkegård også står bag Hexenbrett; Tterbnexeh skulle så være dem, der tager Hexenbretts musik ud på landevejen, som det skete i Odense for relativt nylig, uden i øvrigt at vide, hvem søskendeparret egentlig er. Gimmickagtigt og fjollet? Helt sikkert, men også en sjov leg med det hemmelighedsfulde og mytemageriet, som er så stor en del af meget moderne metal.
Alligevel synes der at være noget andet på færde her end i fx Ghosts tilfælde, og hvor gimmicken og hemmelighedskræmmeriet har et tydeligt kommercielt sigte, virker det her mere som et ærligt (sic.) forsøg på at spille mystiske og skabe en aura omkring bandet.
Men selvom EP'en her skal forestille at være indspillet af Tterbnexeh, lyder det nu temmelig meget som Hexenbrett på åbningsnummeret 'Die Teuflischen Von Acapulco (Satan Sangre)'. Den maniske vanvidsvokal er til stede, ligesom bandets klassiske mix af førstegenerationsblack og klassisk metal med tydelige horror- og punkundertoner er det. Sangen er så fængende, og har så mange klassiske metaldyder, at man let overser, at Hexenbrett egentlig er ret eksperimenterende: Spanske guitarer og hidsig trompet føjes glidende ind i sangen, der er en rigtig Hexen-banger.
Til gengæld er de næste to af EP'ens fire numre ret forglemmelige: Coveret af The Misfits' mindre kendte sang 'The Return of the Fly' er for så vidt fint nok, men også ret tæt på originalen, og sangen er ikke en af Misfits' bedste, og selvom vokalisten – der ikke lyder, som Josto Ferratu normalt gør – har mere end habile Danzig-fraseringer, virker coverversionen lidt pointeløs. Det samme gør instrumentalnummeret 'Joie de mort' (okay, der er et par "uhyggelige" vokaler), som jeg stadig ikke kan huske efter virkelig mange gennemlytninger. Lidt voodoo-inspireret percussion og gyserfilmskeyboards og -orgel og elektroniske effekter skal måske være stemningsskabende, men kommer ingen vegne. Det er lige så uhyggeligt som Mortiis' klæd-ud-tøj.
Til gengæld retter afslutningsnummeret 'Sadist' op på miseren. Igen hæmningslæst catchy og med en punket vibe, der virkelig rykker i et midttemponummer med speed/thrashede passager. Tyskerne er bedst, når de har den der hærgende psykopatvibe kørende for sig, høje på gyserfilm og teenagesatanisme.
'Intermezzi dei quattro coltelli nudo' ville nok have været bedre som en single med de to bedste numre på. De er til gengæld fremragende, mens resten er forglemmeligt. Nye lyttere anbefales at give sig i kast med forgængerne, men er man fan, er ep'ens cirka 10 gode minutter i høj grad værd at tage med, hvadenten det er Hexenbrett eller Tterbnexeh, der står bag dem.