Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Overskudslager og garagerock

Updated
1200 cover

Mayhem havde nogle sange til overs fra forrige plade og smider lige nogle punkede cover-sange i, der til sammen udgør deres seneste EP.

Kunstner
Titel
Atavistic Black Disorder/Kommando
Dato
09-07-2021
Trackliste
Voces ab Alta
Black Glass Communion
Everlasting Dying Flame
In Defense of Our Future (Discharge)
Hellnation (Dead Kennedys)
Only Death (Rudimentary Peni)
Commando (Ramones)
Karakter
3

Da Mayhem indspillede deres seneste plade 'Daemon' tilbage i 2019, havde de pludselig en lille uges tid til overs i studiet, som de skulle bruge på et eller andet. Resultatet blev, at de indspillede tre ekstra numre og derefter hyggede de sig med at spille nogle covernumre, der også blev optaget. Nu ser det arbejde dagens lys i form af EP'en, der har fået navnet 'Atavistic Black Disorder / Kommando'.

Mayhem. Norsk black metals enfant terrible og samtidig største eksportvare i vanvid og mørke. Lige siden de bogstavelig talt trak blodspor efter sig i halvfemserne, har Mayhem på godt og ondt tegnet billedet af den genre, der blev populær i samme årti. Ikke kun pga. musikken, men også de kontroversielle hændelser, der inkluderede kirkeafbrændinger og kuliminerede i mord. Historien er fortalt utallige gange før, og nu er det snart 30 år siden, at alt det sensationelle fandt sted.

Men Mayhem er her stadig.

Som nævnt, så indspillede bandet 'Daemon' tilbage i starten af 2019 og udgav den 25. oktober samme år. Derefter var det tid til at gå på turné. De havde i årene forinden turneret, hvor de spillede hele debutpladen 'De Mysteriis dom Sathanas'. Et show, vi oplevede både i København, Aarhus og på Wacken der i 2017. Et par år senere skulle de så triumfere med nyt materiale. 'Daemon' blev udgivet, og de nåede lige akkurat at give koncert i Pumpehuset der i november 2019, og så skulle 2020 ellers have været endnu en tur rundt i verden for det norske black metal band.

Desværre kom der en pandemi i vejen, og selv musikere i den mørkeste genre af dem alle kunne ikke hamle op med de kræfter, og så røg alt på standby. Deres planer for at promovere 'Daemon' led i den grad et skud for boven, og hvordan holder man sig relevant, her halvandet år senere?



Det gør man ved at smide en EP på gaden, der indeholder overskudslageret fra indspilningerne af førnævnte plade og drysser nogle covers af bands som Discharge, Dead Kennedys, Ramons og Rudimentary Peni ind over.

Det er ikke, fordi man behøver sidde med pladeomslaget foran sig for at regne ud, hvornår udgivelsen går fra Mayhem-numre til de andre. De tre første numre, 'Voces ab Alta', 'Black Glass Communion' og 'Everlasting Dying Flame' er typisk Attila-Mayhem. Introvert snerren og knusende riffs. I et lidt adstadigt tempo. De to første numre har sågar også været smidt som selvstændige singler tidligere. Her kan man høre 'Voces ab Alta':



EP'ens højdepunkter kommer derfor først i netop covernumrene. Der hører man Mayhem more sig med punk. Der bliver givet los, og det klæder faktisk Mayhem sådan lige at slippe tøjlerne en anelse og bare more sig. Det er ikke verdens bedste covernumre, men det går an. For Mayhem betyder udgivelsen af 'Atavistic Black Disorder / Kommando', at der er noget nyt materiale at skrive om. Vi får muligheden for at fortælle, at den koncert, Mayhem skulle have givet i Aarhus i 2020 på Voxhall, nu er flyttet til lørdag d. 28. maj 2022. Stadig på ryggen af 'Daemon' og nu også denne EP. 

Mayhem er ikke gået væk. Uanset hvad man kaster efter dem, så kommer de tilbage. Der har endda været ganske roligt på de interne linjer i et årti nu. Kernen af Necrobutcher på bas, Hellhammer på trommer og Attila Csihar har været sammen siden 2004, hvor Attila kom tilbage. Guitaristerne Morten 'Teloch' Iversen og Charles Edward 'Ghul' Hedger har været med siden 2011 og 2012. De har alle fem været med helt tilbage til den udmærkede 'Esoteric Warfare' fra 2014, og det borger godt for de fans, der gerne vil se et sammentømret band i Aarhus næste år. Det lyder til, de hygger sig i studiet og derfor har det godt i hinandens selskab.