Pure fucking armageddon

7-036BB643-AA05-4846-B18D-494CD5233A1E-3893-0000010627A7CCF5
6-5E13B3AE-6867-412B-B908-F2939620008B-3893-0000010653061F21
8-64BB19FE-2E0D-4885-95D0-8AFE185A3A7B-3893-0000010601F6F6F3

Med en tredelt koncert, der startede halvslapt og endte suverænt, beviste Mayhem, hvorfor de er det væsentligste black metal-band igennem tre årtier.

Kunstner
Spillested
Dato
24-11-2019
Trackliste
1. Falsified and Hated
2. To Daimonion
3. My Death
4. Malum
5. Bad Blood
6. Symbols of Bloodswords
7. A Bloodsword and a Colder Sun, Part II
8. Invoke the Oath
9. Freezing Moon
10. Pagan Fears
11. Life Eternal
12. Buried by Time and Dust
13. Deathcrush
14. Chainsaw Gutsfuck
15. Ancient Skin
16. Carnage
17. Pure Fucking Armageddon
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

”The past is alive!” brølede den kutteklædte Attila Csihar halvvejs inde i klassikeren ’Pagan Fears’, mens resten af det ligeledes kutteklædte Mayhem straffede deres instrumenter med kirurgisk præcision på en søndag aften i Pumpehuset, hvor det notoriske norske band lod fortid og nutid smelte sammen i en tredelt koncert på hele hundrede modbydelige gode minutter.

Få bands i musikhistorien har så voldsom en fortid med i bagagen som Mayhem. Sidste års fremragende spillefilm ’Lords of Chaos’ skildrer eksplicit, hvor foruroligende det gik for sig i det norske black metal-miljø i starten af 1990’erne. Jovist gav lig på bordet og kirkebrande opmærksomhed, men i sidste ende handlede det hele om musikken.

”I invented true Norwegian black metal. What the fuck have you done lately?” lyder den sidste replik i filmen fra Mayhems ophavsmand og guitarist, Øystein ”Euronymous” Aarseth, der taler fra graven og kækt henviser til, at han netop ikke døde forgæves den nat i august 1993, da Varg Vikernes brutalt myrdede ham.

Musikhistorisk milepæl
Euronymous’ musikalske arv er udødelig. Det er kun få bands i musikhistorien, der skaber fundamentet for en hel genre. Hvad Metallica gjorde for thrash metal med ’Kill ’Em All’ i 1983, gjorde Mayhem i 1994 med ’De Mysteriis Dom Sathanas’ for black metal, da pladen endelig udkom efter forståelig forsinkelse.

Og selvom Mayhem i forskellige konstellationer efter Euronymous’ død har ført faklen fornemt videre med en håndfuld stærke udgivelser, så har nutidens Mayhem ikke været (lig)blege for også at omfavne fortiden. Sidst de gæstede Danmark i København og Aarhus i 2017 fremførte de hele milepælen ”De Mysteriis Dom Sathanas”.

Bagsiden af en historisk bedrift har dog en tendens til at blive en fremtidig akilleshæl. Det stod klart, da Mayhem gæstede Pumpehuset i 2014 på deres 30-års jubilæumsturné og ved gensynet samme sted i aftes på deres igangværende 35-års jubilæumsturné. De forskellige konstellationer af Mayhem efter Euronymous’ bortgang har skabt udmærket og brutal musik, men de har af gode grunde ikke skabt en ny ’De Mysteriis Dom Sathanas’.

Fordrukken og fyret
For at forstå Mayhem anno 2019, skal man lige være med på, hvad der er foregået i gruppen i de sidste to årtier.

Rune ”Blasphemer” Eriksen, der spiller live med Gaahls Wyrd og i Vltimas, som kunne opleves på årets Copenhell, fik rollen som sangskriver ved Mayhems comeback i midten af 1990’erne, hvor den tidligere sanger Sven-Erik ”Maniac” Kristensen også vendte tilbage som frontmand. Sidstnævntes selvudslettende trang til alkohol var man mildt sagt ikke i tvivl om, hvis man oplevede Mayhems fucked up koncert på Loppen i 2004.

Umulig at spille live
Resultatet var en fyreseddel kort tid efter, mens førstnævnte komponist selv skred i 2008 efter at have raget uklar med de andre. Efter års stilstand blev guitaristen Morten ”Teloch” Iversen i 2014 udvalgt til at træde ind i Mayhem som ny hovedkomponist. Og i sin iver efter at løfte den ikoniske arv skabte Teloch med ’Esoteric Warfare’ i 2014 en så kompliceret og teknisk svær plade, at Mayhem ikke har været i stand til at løfte musikken live med undtagelse af singlen ’Psywar’.

Sådan lød de ærlige ord for nyligt i et dansk interview med Mayhems eneste tilbageværende originale medlem og ansigt i medierne, Jørn ”Necrobutcher” Stubberud, i forbindelse med lanceringen af Mayhems syvende fuldlængdeplade, den aktuelle og udmærkede ’Daemon’. 

Semislap åbning
Udmærket var desværre ikke ordet, da Mayhem præcis klokken 22.20 åbenbarede sig i den tykke røg på scenen og lagde ud med ’Falsified and Hated’, der blev sendt til tælling af et rodet lydbillede og udfald i Attila Csihars mikrofon. En ærgerlig åbning på en koncert, hvor første halvdel af sætlisten bød på materiale fra efter ’De Mysteriis Dom Sathanas’ og frem til ’Daemon’. De lydmæssige udfordringer blev der relativt hurtigt rettet op på, men indtrykket var stadig et band, der kæmpede med at komme op i gear, indtil fanden for alvor tog fat i dem.

Men da det skete, skete det så vitterligt også med overjordisk udfoldelse, da fortiden blev vækket til live i koncertens sidste halvdel. Scenografien skiftede til backdrops med dødsengle, Mayhem skiftede til kutter, kom ind på scenen, og Døden blev påkaldt til tonerne af selvmordssangen ’Freezing Moon', der kom med en helt anden energi og nærvær end de første 45 minutter. ’De Mysteriis Dom Sathanas’ blev hyldet med halvdelen af pladens otte numre. Triumf på triumf og opvisning i, hvordan "true Norwegian black metal" eksekveres i overlegen stil.

Unik frontmand
Det er kun et halvt år siden, Attila Csihar sidst gæstede Danmark, da han med sit ungarske 1980’er-band, Tormentor, leverede en af de mest sublime koncerter på årets Metal Magic festival i Fredericia. For et år siden stod han i Vega i front for supergruppen Sinsaenum. Til februar vender han tilbage på spillestedet Alice i København og giver en improviseret koncert med støjmusikeren Balazs Pandi. Bliver det bizart? Det gør det helt sikkert. Og det er netop dét, den 48-årige, ungarske multivokalist gør bedst: han gør det bizarre fascinerende indbydende, når han står der i sit rette element på scenen og skriger, messer, growler og ligner en skikkelse, der har brug for en eksorcist.

Suveræn afslutning
Kutterne kom af til den sidste del af koncerten, og Mayhem vendte tilbage med klassikerne fra den første 1986-demo og frem til 1997s 'Wolf's Lair Abyss'. Jan Axel ”Hellhammer” Blomberg har lige passeret de 50 år, men han straffer stadig trommerne med en præcision og hastighed, de fleste trommeslagere i ekstremmetal kun kan drømme sig til. ’Deathcrush’ har muligvis aldrig lydt så potent før på dansk grund, og med ild i øjnene satte Necrobutcher gang i ’Chainsaw Gutsfuck', så den buldrende bas føltes som en knockout i mellemgulvet.

’Carnage’ fortsatte det musikalske vanvid med det rå og punkede black metal, som Mayhem indledte karrieren med. Aftenen sluttede, hvor Mayhem allerførst startede for over tre årtier siden med den aggressive ’Pure Fucking Armageddon’, der rundede en oplevelse af, som startede halvslapt men endte som et brag, og helt symbolsk sluttede præcist af til lyden af rådhusklokkerne, der kimede midnat ind.