Al Jourgensen vs. Trump
Populær
'AmeriKKKant' lyder betryggende meget som det glemte album mellem 'Psalm 69' og 'Filth Pig'. Sigtekornet er rettet mod Det Hvide Hus og neonazisterne, og vreden antager en hypnotisk tungere form, end Ministry har budt os i årevis.
2. Twilight Zone
3. Victims Of A Clown
4. Tv 5 - 4 Chan
5. We´re Tired Of It
6. Wargasm
7. Antifa
8. Game Over
9. AmeriKKKa
Efter flere opløsninger på visitkortet, senest efter Al Jourgensens faste samarbejdspartner Mike Scaccias pludselige hjertestop på scenen i 2012, var der god grund til at lade sig overbevise om, at Ministry-kapitlet var lukket én gang for alle. Et par år senere meldte rastløsheden sig dog for meget til, at Jourgensen kunne lægge musikken helt bag sig, og efter hans ikke så lidt forstyrrede soloprojekt Surgical Meth Machine, som var dedikeret til Scaccia, dukkede Ministry atter op på diverse festivaler og viste, at deres slagkraftige cocktail af hård synth og primal thrash fortsat ikke har mistet sit punch, selvom den altoverskyggende hovedfigur så småt nærrmer sig de 60.
“I've got something to say to you
I'll back it up with my fist
Sick and tired of dealing with assholes, that´s why I resist
We're not snowflakes, we are the Antifa”
Førstesinglen 'Antifa' beviste hurtigt, at politikken igen for alvor hviler tungt på dagsordenen, men hvad er egentlig meningen? Er han virkelig overbevist om, at et voldeligt angreb på neo-nazisterne er vejen frem? Eller er det bitterhed over den voksende fascisme i USA, udtrykt gennem tyktflydende ironi, bare for at provokere? Med en trilogi imod Bush-styret på CV'et er det under alle omstændigheder ikke overraskende, at Jourgensen ikke just er tilfreds med tingenes tilstand, og således indledes 'AmeriKKKant' da også med et flashback til Trumps første dage ved magten i form af forvrængede citater, efterfulgt af den tunge 'Twilight Zone', hvor Jourgensen mindes: “waking up on November 9, 2016, and feeling a little bit nauseous, it felt like descending into a bottomless pit on a high-speed rail.”
Absurditeten i udvælgelsen af Trump som leder af det amerikanske folk sættes kontinuerligt på en spids under pladens 48 minutters varighed, men ser man bort fra de politiske indsigelser, er 'AmeriKKKant' en mere tung, industriel størrelse end de aggressivt fræsende tendenser, der har præget Ministry-lyden de sidste 15 år. Hvis du tager minimalismen og de repetitivt insisterende elementer fra 'Psalm 69' og kobler med tyngden og mørket fra efterfølgeren 'Filth Pig', har du en giftig cocktail, der albummet igennem, med varierende brug af lydklip og industrielle virkemidler, tvinger en til hele tiden at blive draget af Jourgensens absurde og insisterende tankegang.
Det er dog først efter 'Twilight Zone', at pladen for alvor kommer i rette gear med 'Victims of a Clown', der som en sen slægtning til 'N.W.O.' tonser derudad i otte minutters mekanisk vanvid, inden det punk-thrashede anthem 'We're Tired of It', der kort og koncist, hvis vi fortsat måtte være i tvivl, overbeviser os om, at Jourgensen stadig også ser Ministry som sit middel til at udtrykke sin vrede mod systemet.
'AmeriKKKant' er så elegant skruet sammen, at man også snildt kan fortabe sig i musikken uden at forholde sig til Jourgensens radikale holdninger. 'Wargasm' står her ud med sit inciterende omkvæd, der på storladen vis forherliger krigsliderligheden som modtræk til resten af de seks minutters betonlydmure og industrielle kaos.
Selvom Ministry har bevist gang på gang, blandt andet til Sweden Rocki 2017, at de live har beholdt den slagkraftige nerve, så har deres senere album været af mere blandet karakter. 'AmeriKKKant' er dog, på trods af den mindre hårdtslående karakter, en virkelig stærk tilføjelse til diskografien i grænselandet mellem det tunge og eksperimenterende. Hvad årsagen har været til, at pladens mindst inspirerende bidrag i form af 'Twilight Zone' og 'Antifa' er blevet udvalgt som førstesingler, kan så undre, men det bør bestemt ikke aflede nogen fra at grave dybere end det. Albummet er stærkt og dragende, og budskaberne er slagkraftige, som vi kender Ministry bedst.
Billedet af verdens tilstand er givetvis mere dystert og forskruet, end du og jeg ville beskrive det, men tro det eller ej: Det kan nu også være ganske betagende at prøve at se verden gennem øjnene på en paranoid ex-junkie i ny og næ.