Pantera Jam møder provinshardcore

Pantera Jam møder provinshardcore

Noget musik skal man høre på anlægget, andet skal man nok høre live.

Titel
Redneck Is The New Black
Distributør
Trackliste
Redneck Is The New Black
Snaps Till Death
Did She Say That
Like A Canonball
Never Corner A Cobra
Black Heart
Country Zombie feat. Jonny Hefty
Lightning Queen
The House Rules
Devilish Blues
4 Bastards
Karakter
2

Et band med navnet 9000 John Doe har bøjet sin målgruppe i neon, og det kunne være, det var en tand for meget også at kalde albummet 'Redneck Is The New Black'. I al fald er der en vis humor og selvironi involveret, når de fire gutter fra Aalborg laver musik.

Det klæder dem også, for det er ikke selve sangskrivningen, der er bærende hos 9000 John Doe. Der går ikke lang tid, før jeg synes, at jeg har hørt det hele før - både andre steder, men når man kommer ind i albummet også på selve albummet, for det er lidt de samme former, der går igen. Bandet har selv coinet termen ‘hillbilly hardcore’, og hvis man tilsætter lidt typisk heavy og sydstatsstemning, så har man sammenfattet, hvad der sker på de 11 numre, som albummet består af. Vi får nogle tungere sange som ‘Never Corner A Cobra’ og ‘4 Bastards’, vi får klassisk heavy med ‘Like A Cannonball’, og vi får noget helt andet med ‘Country Zombie’ - der har en Jonny Hefty på gæsterap. Det må handle om nordjysk solidaritet, men jeg bliver mere flov end imponeret, når der leveres en linje som ‘Vi fra dobbelt A som Niarn, baby.’ Igen, den der selvironi er de vist ikke så bange for.

Musik i liveformat

Decideret dårlig er musikken hellere ikke. Der er slagkraft i, og jeg kan godt se pointen med at kombinere blueslicks og scream-vokal. Men vokalen bliver lidt skarp til tider, og sammen med de uoriginale riffs får det albummet til at føles for langt. At sagerne så også bliver krydret med koklokke, introen til Shaft og en smule thrash kan være en fiks måde at undgå glemmebogen på, det skal jeg ikke modsætte mig - men det dækker ikke over en del riffgentagelser og sange, der kører i tomgang. Ikke fordi de er specielt lange, men fordi de er opbygget over en dynamik, der ikke kører lige så godt i anlægget en torsdag eftermiddag, som lørdag aften på en scene. Og selv om jeg aldrig har overværet en 9000 John Doe-koncert, så er jeg sikker på at de tager sig en del bedre ud live end på plade. At liveshows er førsteprioritet står ligefrem på deres facebook-biografi, og det mærkes på materialet, der helt sikkert ville føles anderledes efter et shot bourbon eller fem. Hvor man også ville råbe med på ‘1-2-3-4-5-6-6-6-7-8-9-0-0-0!’ og måske ligefrem vil mene, at det er sjovt.

Det er upoleret og råt, men på grænsen til det ufærdige, idet der mangler original sangskrivning og en strammere komposition. Så kan det godt være, at langsomme introer og  koklokke giver folk mulighed til at klappe med, og at et show på en rock’n’roll-venue ville få mig på helt andre tanker. Dette er dog en albumudgivelse, og i det format tager det ikke kegler.