Med magiske melodier
Populær
Der er masser af stærke melodier på Sorcerers debutalbum, som låner en del i lyd og stil fra andre svenske doom-mestre, men gør det på en så vedkommende og interessant måde, at det er svært ikke at lade sig rive med af den episke stemning.
Der skal bladres nogle sider i kalenderen for at finde tilbage til dengang svenske Sorcerer sidst var aktive. Bandet er dannet helt tilbage i 1988 og nåede at udgive to demoer inden mainman Johnny Hagel i 1992 forlod bandet til fordel for Tiamat, og det medførte at Sorcerer gav op.
Den tyske festival Hammer of Doom havde dog ikke glemt bandets fine demoer, og tilbød Johnny Hagel en spot til Sorcerer, og det må formodes, at den tjans gav blod på tanden, for nu udkommer bandets debut altså endelig. Musikalsk er der paralleller til andre fine svenske kunstnere som Candlemass og Count Raven, altså en god omgang tung metal med fokus på den gode melodi. I Sorcerers tilfælde er der samtidig en meget episk tilgang til sangskrivningen, som gør, at selvom det er doom, så er der også guf, hvis man er til god, gammeldags klassisk heavy metal.
Bandet kommer rigtigt stærkt fra start med tre glimrende numre, hvor åbneren har et utroligt stærkt omkvæd. Den efterfølgende sang, 'Sumerian Script', er overordnet mere catchy og har stærkere elementer, og trækker da også veksler på noget ganske velkendt, da åbningsriffet har sine ligheder med "kendingsriffet" i 'Sabbath Bloody Sabbath'.
Sorcerer har nogle helt fantastiske melodier skabt af både guitarer og sanger Anders Engberg formidable stemme. Svenskerne er bedst når musikken er langsomst, og der opnås episke højder. Når bandet sætter tempoet lidt op som på albummets fjerde sang, nærmer det sig en mere regulær heavy metal, som bliver lidt gumpetung. Et band som Candlemass kan ellers godt finde ud af lejlighedsvist at trække sin doom metal i "uptempo", men for Sorcerer bliver det kun jævnt godt i de par sange, hvor tempoet er højere end på resten af albummets i alt 8 numre.
Heldigvis er resten så markant bedre, at man kan tilgive de jævne hurtigere numre, og for variationens skyld er det såmænd også fint nok til at sikre, at det ikke bliver monotont. Ikke at der var den store fare for det, for Anders Engbergs stærke vokalmelodier sørger i sig selv for, at der sker noget, og i alle sange har han lavet noget, som er utroligt fængende og fint varieret.
Sorcerer har stadig lidt at bevise, hvis de skal true Candlemass på den svenske doom-trone, men nu hvor netop dét band ikke har tænkt sig at lave flere albums (lad os nu se), så er Sorcerer i hvert fald et aldeles glimrende alternativ.