Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt fra Næver

Populær
Updated
NMF24 jpg

Knap er de sidste toner fra dette års Næstved Metal Fest klinget ud, før der meldes nyt fra den sydsjællandske festival, som har vækstambitioner i 2024.

Forfatter

Øverst på skamlen, set med danske øjne, har vi dødsmetal-darlingerne i Baest, som gæster kasernen i Næstved om knap et år. At dømme efter opbakningen til gruppens koncerter rundt om i landet, så er det en bredt appellerende booking.

Fra den hjemlige front får vi også de stærkt formuldende og ildelugtende Undergang, som er aktuelle lige nu med udgivelsen ‘De syv stadier af fordærv’. Vi så dem sidst på Copenhell, hvor de kæmpede mod urimelige vejrforhold. Lad os håbe, at vejret er med dem i Næver.

Der er også mulighed for at opleve Defecto, som jo er bandet vi her på Devilution elsker at hade, mens de gotiske Blazing Eternitys genkomst bør vække nysgerrighed. Det er næsten et årti siden, vi sidst så dem på Lygten Station og Metal Magic.

Baest

Hardrock er der også blevet plads til med debuterende Michael Catton, der flankeres af Søren Andersen, som jo kan spalte ethvert sind med sin guitar.

Svenske Necrophobic lægger også til land i Næstved, med en pilrådden skude må man formode, og så er der ægte heavy metal fra de engelske pionerer i Tygers of Pan Tang. Vi syntes, de var i overraskende god form for fire år siden – vi får se, om de har holdt den ved lige næste sommer.
Også Island sender en skude af sted mod Næstved Havn. Skibet er ladet med prog fra Ring of Gyges, som er et ubeskrevet blad i Devilution-regi, så det skal nok blive spændende.

Skulle man ønske allerede nu at stemple ind til næste års festival, så sælges der Early Bird-billetter frem til 1. november.