Uge 43: Ugens koncerter – og to filmvisninger
Endnu en uge, endnu flere koncerter. Foruden en bred palet af cremen af dansk metal og et par internationale navne byder uge 43 også på flere filmvisninger af interesse for punk- og metalpublikummet.
Det er mandag, og for det hårdt rockende publikum starter koncertugen allerede i aften. I hvert fald hvis man har tålmodighed til post-rock og post-metal: Det velrenommerede tyske pladeselskab Pelagic Records, der huser nogle af post-metallens største navne, og som er tæt knyttet til det tyske bandkollektiv The Ocean, har i aften en showcase på Hotel Cecil i København. Her kan man få tre forskellige nuancer af doomet post-metal, når schweiziske Abraham, amerikanske Set and Setting og ditto Future Ulysses spiller op. Som support er desuden tilføjet den danske post-black-gruppe Nordsind, som vi tidligere har kåret som Morgendagens stjerner.
Andetsteds i byen er der 'core for alle pengene, når det australske metalcoreband The Amity Affliction besøger Pumpehuset og har hele tre supportbands (The Plot in You, Endless Heights og Dream State) med sig. Lad os håbe, publikum ikke bliver for forpustede, før hovednavnet går på!
Successkud og obskuriteter – også på film!
For nogle år tilbage førte det til en mindre læserstorm, da vi bragte en omdiskuteret anmeldelse af Within Temptations koncert på Copenhell 2014. På onsdag besøger det populære symfoniske metal-band fra Holland igen hovedstaden, når de spiller i det genåbnede Valby Hallen. Vi er selvfølgelig på pletten og er måske mere nådige denne gang, men hvem ved?
Ellers kan man få obskuriteter landet over, når det japanske psychband Acid Mothers Temple fra onsdag til fredag spiller i henholdsvis Aalborg, Svendborg og København. Onsdag er der grum og nihilistisk ekstremmetal på Loppen med de tyske Morast og Vidargänger arrangeret af Killtown Bookings, mens man torsdag kan høre den danske eksperimentalgruppe SVIN på Kulturstationen i Vanløse med opvarmning fra violinisten og støjmageren Nils Gröndahl, der også gæstede bandets nye album, 'Virgin Cuts'.
Har man ikke kun lyst til at høre musik, men også se film, der relaterer sig til metal og anden hård musik, er der også mulighed for det: Tirsdag aften viser 1000Fryd første del af den klassiske dokumentarfilmserie 'The Decline of Western Civilization', der omhandler punkscenen i Los Angeles omkring 1980 med fokus på en række i dag klassiske og stilskabende bands, og torsdag aften kan man på spillestedet og kunstnerkollektivet Mayhem i København se den danske dokumentarfilm 'Satankulten på Anholt' (på engelsk: 'Island of Lucifer'). Efter filmvisningen er der koncert med black metal-bandet Gabestok.
Cremen af dansk rock og metal
Sidst, men ikke mindst, er der et bredt udvalg af danske rock- og metalbands, der spiller rundt omkring i landet. Baest og I'll Be Damned er på deres 'Geder & Forbandelser'-tour, der kommer forbi Roskilde og København i løbet af torsdag-fredag og ender på Voxhall i Aarhus lørdag.
Det er ikke lang tid siden, at frontmand Simon Olsen fra Baest forlod sin rolle som samme i Livløs, men Livløs har i mellemtiden fundet en erstatning i Niklas Lykke fra dødsmetalgruppen Wayward Dawn, så gruppen skulle være mere end klar til at indtage Bornholm, når de spiller i Rønne fredag. Samme dag kan man få sin ryger på i Aalborg, hvor Slowjoint og ThunderWhip spiller stoner doom på 1000Fryd. Sidst vi fangede Slowjoint, var sønderjyderne i al fald charmerende og underholdende.
Endelig er der Rising, der på lørdag udgiver deres fjerde album, 'Sword & Scythe'. Vi har haft premiere på videoen til singleforløberen 'Hunger & Exile', og vi har fået forsanger og illustrator Morten Grønnegaard til at forklare og uddybe det detaljerede omslag til albummet. Udgivelsen bliver først markeret med en reception i Frederiksberg-pladebiksen Vinyltrolden fredag, før gruppen spiller releasekoncert lørdag ved deres øvelokale på Refshaleøen på Amager.
Oversigt:
Pelagic Road Fest: Abraham, Set and Setting, Future Ulysses. Support: Nordsind. Hotel Cecil, mandag 22. oktober
The Amity Affliction + The Plot in You, Endless Heights, Dream State, Pumpehuset, mandag 22. oktober
Filmvisning: 'The Decline of Western Civilization', 1000Fryd, tirsdag 23. oktober
Within Temptation, Valby Hallen, onsdag 24. oktober
Morast + Vidargängr, Loppen, onsdag 24. oktober
SVIN + Nils Gröndahl, Kulturstationen Vanløse, torsdag 25. oktober
Filmvisning: 'Satankulten på Anholt' + Gabestok, Mayhem, torsdag 25. oktober
Acid Mothers Temple, Aalborg, Svendborg, København, 24.-26. oktober
Baest + I'll Be Damned, Roskilde, København, Aarhus, 25.-27. oktober
Slowjoint + ThunderWhip, 1000Fryd, fredag 26. oktober
Livløs, Musikhuzet (Rønne), fredag 26. oktober
Rising, Refshaleøen, lørdag 27. oktober