Ugens bandbillede: Xibalba

xibalba

Der signaleres voldsparathed og revolutionær bevidsthed, når Xibalba stiller sig op med den mexicanske historie i ryggen. 

Kunstner
Fotograf
PR

Hardcorebandbilledet har sine ufravigelige formalia: Man stiller op skulder ved skulder med brystet skudt frem, hagen løftet, næverne knyttet og et skulende blik under kasketskyggen ind i kameralinsen. Det skulle gerne afskrække de fleste fra at tjekke, om der er regulær slagkraft bag al attituden, eller om man bare er god til at se psykohård ud.

Som betragter må man godt komme i tvivl, om det her er et band eller en bande.

Det er også bare nemt at komme i tvivl om, hvilket band det her egentlig er, når alle stiller sig op på samme måde.

Xibalba vil gerne have, at ingen skal være i tvivl om, at det er dem, der har mexicanske rødder og på den måde skiller sig ud. Deres sange er på spansk, navnet kommer fra mayaerne, deres covers er pyramider i ét væk, så når de stiller op til bandbillede, gør de det selvfølgelig også foran et murmaleri af de mexicanske revolutionshelte Emiliano Zapata og Pancho Villa. Med de gutter i ryggen behøver man ikke rigtig anstrenge sig for at sikre sig, at folk er klar over, at de ikke skal fucke med én. Guitaristen Brian Ortiz har godt nok lige taget et kranie med for at vise, at han er frisk på dybe skrammer, men det havde han slet ikke behøvet. Som skrevet i anmeldelsen af Xibalbas nye plade, den fremragende ‘Años en Infierno’, er voldslabiliteten, den lemfældige brutalitet og ringeagten for menneskeliv en forudindtaget selvfølge, når det gælder den amerikanske – og for den sags skyld europæiske – opfattelse af mexicanskhed.

For så vidt lykkes Xibalba altså fuldt ud med deres bandbillede. Også selvom hende mayaprinsessen til højre lidt ligner en sambadanserinde, der er faret vild. Bandet ser ikke decideret truende ud, faktisk næsten tilforladelige og afslappede. Men de får sendt et klart signal om, at man ikke vil lægge sig ud med dem. 

Alle, der kender lidt til mexicansk historie, ved, at det er det samme eftermæle Emiliano Zapata og Pancho Villa har fået. De var de gode oprørere, der var med til at vælte caudilloen Porfirio Díaz efter 31 år på præsidentposten og gennemtvinge de landreformer, der var nødvendige for at løfte Mexicos forarmede landbefolkning ud af den værste fattigdom. Nådesløse mod deres fjender, revolversvingende og ubarberede gentlemen mod den befolkning, for hvis sag de kæmpede. Det er i hvert fald sådan, de bliver fremstillet i mexicansk selvforståelse. 

Det moderne og demokratiske Mexico hviler stolt på deres skuldre. Men for dem, der stadig ikke blev løftet ud af fattigdommen eller inkluderet i demokratiet, var der ikke meget andet for end at søge mod USA for at arbejde på bunden af dét lands knusende store økonomi. USA hviler ubekvemt på skuldrene af et enormt og usynligt latino-proletariat, der til minimumsløn og uden rettigheder eller opholdstilladelser får samfundet til at fungere. Igen altså i mexicansk selvforståelse. 

Det er det store, usynlige proletariat, der er begyndt at hæve stemmen i protest mod Trump og hans mur som et symbolsk værn mod det store uforudsigelige syd. I protest mod deportationer af mangeårige arbejdere, brutal adskillelse af familier, forfølgelse og udskamning. Det gør de i kunsten, i litteraturen, i film, i podcasts, i akademia, på murmalerier, der fejrer deres sprog og identitet, og i musik som Xibalbas, der gør det samme.

Så når Xibalba stiller sig nonchalant op foran et murmaleri af Emiliano Zapata og Pancho Villa, handler det ikke bare om, at de hylder den mexicanske kultur, de er vokset op med i Los Angeles. Der er en trussel i det: Revolutionen kan gentage sig. Denne gang er det nye rettigheder, der skal vindes, nye caudilloer, der skal væltes.

Og så er det pludselig meget mere end standard-hardcorebandbilledet, der er tale om.

Se flere bandbilledanalyser her.