Vagttårnet: Et Copenhell, vi kan være bekendt

01_B2A0375 copy

På ti år har Copenhell fundet sig selv og et format, der fungerer. Kombinationen af store, samlende metaloplevelser, kultnavne, gøgl og god, tryg stemning har forvandlet et metal-uland til et sted, der trækker udenlandske gæster til. Men hvor skal festivalen hen nu? 

Fotograf
Peter Troest

Danmark havde blandt danske metalfans længe haft ry for at være et metallisk uland. Der var ingen ambitioner med metal blandt hverken musikere, presse eller koncertarrangører. Metalfestivaler var noget, man måtte rejse til nabolandene Sverige og Tyskland efter.

Som en markering af, at det havde ændret sig, lancerede Live Nation med Jeppe Nissen som hættetrøjeklædt besindig spydspids i 2010 todagesfestivalen Copenhell med de mellemstørste navne på scenen. Det var der et publikum til, og det voksede støt med årene fra 5.000 til 25.000 sidste år, mens festivalen udvidede til først tre og siden fire dage. 

Danmark havde fået en rendyrket metalfestival, hvor Black Sabbath kunne tage afsked i de rette rammer; hvor Twisted Sister kunne nyde en sidste triumf; og Tool kunne gøre dansk comeback efter 13 år foran deres kernepublikum.

Det (lidt for) maskuline frirum 
Settingen var perfekt: Den rå plads omgivet af kraner, industri og gamle lagerbygninger passede med publikums selvopfattelse af at være lidt grove, lidt beskidte, temmelig larmende og svinende. At publikum så i højere grad var en blanding af akademikere, pædagoger, kontorarbejdere og alle mulige andre slags finmotoriske håndværkere end grovsmedene på plakaten, betød ikke det store for selvbilledet: Copenhell var et sted, hvor man kunne lægge hverdagsuniformen og tage weekendvesten på, smadre bilvrag, bunde bajere og slynge hinanden rundt i pitten i fred og fordragelighed.

Det var et svært hørmende maskulint fællesskab, og det var der ikke rigtig nogen, der fandt det nødvendigt at problematisere, før Devilution gjorde det sidste år. Dér havde Copenhell en blind vinkel og kørte for meget på vanetænkning og sikre kort med burlesquedansere, øllebøllebøvethed og en svær underrepræsentation af kvinder på scenen. 

Men Copenhell har altid udviklet sig, og selvom størstedelen af årets program stadig var svært repræsentativt for den overvejende del af hvide, mandlige metalorkestre fra Europa og USA med enkelte alibi-bookinger, er der også her sket en udvikling.

08 B2A0800 copy

De unikke oplevelser
For fem år siden efterlyste vi på denne plads de unikke oplevelser, som vi ikke kunne få på en hvilken som helst anden festival. De unikke oplevelser har Copenhell givet os med danske bands, der blev gendannet specielt til lejligheden. 

Først vendte 90’er-thrasherne Invocator tilbage for en sommeraften i 2017. I 2019 var det The Psyke Project, der gav en totaloplevelse af en koncert, der toppede adskillige årslister her på redaktionen. Og selvom det så ikke er et one off-show, blev selveste Mercyful Fate præsenteret som dette års første navn. Det gav respekt fra alle de skeptikere, der ellers havde forsvoret, at de nogensinde ville komme på poser-festivalen Copenhell igen, men kun ville tage til true festivaler. 

For Copenhell har været en festival for det demonstrativt brede metalpublikum. Den har haft det meste fra hard rock over heavy metal til hardcore og black metal, og selvom det har betydet, at alle i princippet kunne føle sig inkluderede, kunne de samtidig føle sig lige så meget hægtet af. Skulle black metallerne løse billet for to-tre midnatskoncerter? Hvad skulle metalcore-publikummet stille op med alt det søvndyssende gamle hejs, der fyldte programmet? Hvad skulle det klassiske metalpublikum stille op med alt det moderne bras, der optog plads på programmet og i pitten? Og er der overhovedet nogen, der rigtig gider at høre Tremonti, eller er han bare altid med, fordi han var del af en bandpakke, Copenhell fik tilbudt?

En åbning for undergrunden
Copenhell udspringer af Live Nation. Det giver rige muligheder at have verdens største bookingagentur i ryggen, men det medfører også begrænsninger. Der er interesser, der skal plejes, budgetter, der skal passe, kalendere, der skal hænge sammen med Live Nations andre festivaler omkring Copenhell – Grasspop, Tons of Rock, Sweden Rock –  og derfor har kurateringen af festivalen til tider set noget lemfældig ud. Der er blevet strøet kuriøsiteter og løjerligheder ud over programmet i form af bands som Fever 333, Alien Weaponry og Crossfaith, der alle har vundet publikum over, men en rød tråd har det været svært at få øje på.

For tre år siden anklagede vi festivalen for at svigte rødderne i den undergrund, der skal trække metallen i nye retninger eller føde dens næste store navne, efterhånden som de gamle på skift takker af med uendelige afskedsturnéer. 

I år skulle der rådes bod på det med tilføjelsen af en fjerde scene: Gehenna med plads til små 3.000 mennesker. Her skulle Vreid, Denial of God og lignende spille: black metal i en skov. Efter mørkets frembrud. Det er et initiativ, der er garanteret begejstring fra såvel novicerne og turisterne som de sorteste af hjertet. 

Det er en åbning fra festivalen til en del af dansk metal, der ikke har følt sig inkluderet i Copenhell. Og en afdækning over for anklagerne om ren kommercialisme.

07a B2A7673 copy

Betydning for København
Missionen synes at være at lave et Wacken-univers på Sweden Rock-størrelse, så Copenhell bliver en endnu mere betydningsfuld metalfestival i Europa i fremtiden end nu. En kæmpekulisse med boder, universer, oplevelser, lir og løssluppenhed. Store hovednavne og et hav af små mere eller mindre ekstreme bands. Hvor Copenhell så skal finde det særlige, der får festivalen til at skille sig ud fra de andre.

Det, vi har i vente, er 100 bands på fire dage fordelt over en håndfuld scener foran 35.000 mennesker. 20 % af gæsterne er allerede fra udlandet: Hvis Copenhell kan skabe noget særligt, der får festivalen til at skille sig ud fra nabolandenes varianter af den samme Live Nation-pakke i weekenderne rundt om Copenhell, kan den andel bibeholdes eller ligefrem vokse. 

Det danske metalpublikum har sin naturlige begrænsning, men hvis Copenhell lykkes med at bygge et univers op, der favner endnu flere end dem, der vil hælde fadøl og shots i sig, mens de brøler Pantera i karaoketeltet, kan man sagtens trække endnu flere til fra udlandet. Festivalen har i forvejen et godt ry at bygge på.

Til gengæld er det urealistisk, at der kan presses mere end 30.000 ind på Refshaleøen. Det er held i uheld for Copenhell: Om fem år skal der bygges boliger på Refshaleøen, og så er det slut med musik. Så i stedet for at Live Nation fremstår som griske skurke, der selv flytter festivalen for at vokse, er de tvunget til det.

Men det er svært at ignorere, at Copenhell har fået en kulturel betydning for København. Når flere tusinde udenlandske gæster kommer på besøg i København, inden turistsæsonen for alvor går i gang, kan det mærkes. Derfor skal der findes en løsning sammen med Københavns Kommune, så man bevarer brandet Copenhell

Flere løftede pegefingre, tak
På ét område halter det dog gevaldigt for festivalen. Copenhell har altid holdt sig fra de løftede pegefingre og ladet vildskaben få frit spil foran scenerne. Det sidste er stadig beundringsværdigt. Det første er ikke længere hverken i tråd med tidsånden eller i øjenhøjde med ungdommen. 

Resten af landets store festivaler sender signaler om at tage ansvar for fremtiden.Roskilde Festival arbejder årligt på at blive mere og mere klima- og miljøvenligt ved blandt andet at reducere festivalens udledning af CO2 fra de generatorer, der trækker strømmen på scenerne. Nibe Festival, Northside og Tinderbox har i årevis arbejdet med bæredygtighed og fokuseret på at sortere og sende deres affald til genanvendelse. I år havde Northside sågar valgt at droppe salget af tobak for ikke at profitere på et stadig mere kontroversielt produkt. På en lille festival som Metal Magic serveres der alkoholfrie øl i alle barerne. På Copenhell er den slags stadig et eksotisk fænomen, der med lidt held kan opstøves i bunden af et køleskab i Tutten.

Copenhell har aldrig haft en progressiv profil. Tværtimod har festivalen holdt heavy metal-kulturen fast i en stereotyp forestilling om et maskulint univers, der kun dyrker fadøl, fritter og vulgar display of pølse. Anno 2020 er det image ikke længere tidssvarende for en festival – uanset genren. 

Efter ti år med stor succes har festivalen brug for et mere tidsvarende  omdømme, der repræsenterer den ansvarlighed og sunde fornuft, som landets øvrige store festivaler omtales positivt for i medierne.

37 B2A7184 copy

En hektisk, sitrende stemning
For os i Devilution-redaktionen er det svært at forestille sig en bedre tid på året at være metalskribent end på Copenhell. Den følelse, der er i at opleve god musik og skynde sig ned i pressevognen for at sidde blandt kollegaer og konkurrenter og skrive løs. Det teamwork, der er i at få teksterne klargjort og offentliggjort og holde snor i debatten med læserne på sociale medier. Der er en særlig, sitrende hektisk stemning over det, som vi kommer til at savne i år.

For sådan er det: Selvom vi hvert år kan finde masser af bands, events og tendenser på Copenhell, som byder os imod, kommer vi til at savne festivalen. Copenhell har været med til at sørge for, at Danmark ikke længere er et metallisk uland. Vi kan sagtens være os selv og Copenhell bekendt. Men hvis vi skal blive ved med at kunne det, skal festivalen også fortsat vokse, både i omfang og modenhed. 

Copenhell skal indse, at Smadrelands succes ikke betyder, at alle bare er der for at drikke sig i hegnet. De skal sikre de store koncertoplevelser. Det særlige, det magiske, det unikke. Der skal satses på det decideret skæve: Metalpublikummet er åbensindet nok over for andre musikalske indtryk end de rent metalliske. De skal fremtidssikre Copenhell og dansk metal. Med flere kvinder, færre vikingehjelme, mere kunst og mindre gøgl.

Det er det Copenhell, vi håber på vender tilbage i 2021. Og mange år frem.

27a B2A8166 copy