ACW 25: Om køer og andre dyr
A Colossal Weekend har haft vokseværk, og Store Vega er nu en fast del af programmet. Det betyder et farvel til koncerter på Ideal Bar og goddag til køer til Basement.
Og køen var faktisk lige præcist der, min torsdag startede. Machukha, et tysk/ukrainsk kaos-projekt indtog scenen allerede kl. 18.10 i skarp konkurrence med (0), der fik æren af at være første navn på Lille Vega.
Nyåbnede Basement – nu helt og aldeles uskadelig at opholde sig i – har en ret begrænset kapacitet på omkring 150, så man skal være der i god tid, hvis man gerne vil se et band. Og Machukha skulle jeg så åbenbart ikke se. Men heldigvis var der et alternativ, og selvom jeg missede de to første numre med (0), så var det, jeg så, virkelig godt. De spiller godt, lyden var fænomenal og der var trods det lidt ”tidlige” tidspunkt et ret godt fremmøde, og frem for alt god energi.
Der er noget særligt og dejligt ved den første dag på festivaler. Folk har glædet sig i lang tid, og ingen er blevet skuffede endnu. Det hele er muligt lige der, hvor dørene åbner og folk løber ud på scenerne. “Løber” er måske et lidt stort ord, for A Colossal Weekend trækker et modent publikum, så hverken løb eller mosh-pit-aktivitet var til stede i særlig grad.
Men tilbage til (0). De har fundet et godt sted at placere sig musikalsk, hvor de balancerer det råt udadreagerende med mere introverte passager, og det fungerer rigtig godt. Mads Mortensen på trommer er altid en fornøjelse at se live, og han lagde en solid bund af ikke altid helt gennemskuelige rytmer bag de massive guitarer, mens frontmand FJ's massive tilstedeværelse på scenen understreges af dybe brøl og primale skrig.
Og således tegnede det jo faktisk som et ægte ”mini-Roadburn” under devisen om, at det du ser, er lige så fedt som det, du troede du skulle se. Efter (0) var det tid til en kalibrering af anmeldergerningen med min altid veloplagte kollega, og fordelingshatten gav min anmelder kollega fornøjelsen af Chat Pile, mens jeg fik æren af Dool, der var næste levende billede. Og første band på festivalens nyeste tilføjelse: Store Vega. Vi har i årenes løb set lidt af hvert på venue-siden fra A Colossal Weekend, og ikke alt har fungeret lige godt, men det lader til at både bønner om siddepladser, madbod og større scene (fordi større navne) er blevet hørt. Det var ganske godt tænkt at frede koncerterne på Store Vega i forhold til konkurrence, så publikum ligesom tøffer det samme sted hen og fylder salen. 
Det giver unægteligt nogle lidt irriterende program-kollisioner på de to mindre scener, men man kan jo ikke få det hele. Dool var desværre mindre fedt, end jeg huskede dem, og det føltes mest af alt som bedaget rock i en artsy indpakning udført af mennesker, der stadig er uenige om hvorvidt æstetikken skal være hippie eller MC-klub. Lyden var også noget besynderlig i første nummer, og det lykkedes aldrig lydmanden at få skruet ned for det massive klik, der var på stortrommen, og som gav en grim bismag af 00’erne og ødelagde den dynamik, der var i musikken. Alt det og lidt mere kan man læse meget mere om i vores anmeldelse af koncerten.
Råt og landligt
Og SÅ blev det tid til at se giraffen. Endelig. Agriculture har været på min liste i et stykke tid, men det skulle ikke være os, da de spillede på Roadburn Festival, for sjældent har jeg set så lange køer til noget som helst. Heldigvis er Lille Vega lidt nemmere at komme ind i end Basement, men jeg forestiller mig, at enkelte gik forgæves til en propfyldt koncert, som holdt alt det, den lovede og lidt til. Det var en virkelig god oplevelse, som min kollega har været så sød at lave en anmeldelse af her.
Egentlig havde jeg en plan om at se lidt af Telepathy, men Agriculture var simpelthen så godt, at jeg hørte dem til ende, og man skal altid unde sig selv den fornøjelse at fordybe sig i en ting og så sætte FOMO-hjernen lidt på pause. Jeg hørte dog fra andre, hvis mening jeg normalt værdsætter og lytter til, at Telepathy leverede en rigtig god koncert og det giver jo bare desto mere grund til at finde dem en anden god gang.
Kø ... igen...
Opløftet af vrede budskaber rettet mod den kulsorte landbrugsindustri, og generel depression over at vi nu lever i en tid, hvor oprør mod Landbrug & Fødevarer (og dens pendanter verden over) er mere black end kirke-afbrænding, havde jeg en skarp plan om at se New Money på Basement. Men ak. Narret igen. Kø igen. Og lad mig lige gøre det klart. Jeg sætter STOR pris på, at Basement er lidt hysteriske med antallet af mennesker til koncerterne. Det er en kælder, og den er lidt svær at komme ud af, hvis noget begynder at brænde. Men denne makroforståelse af tingenes tilstand forhindrede desværre ikke et lille stik af skuffelse over at gå glip af torsdagens – tilsyneladende – største trækplaster. Det kunne måske være forudset.
Et coverband? Really?
I hvert fald blev det helt tydeligt at noget var gået rigtig galt i planlægningen, da jeg kom på Lille Vega til Slim0 som jo for fanden bare er et coverband. Altså uanset hvor doomet man spiller 'Thank You' med Dido (som nogen måske svagt husker fra dengang, Eminem var the shit), så spiller man jo faktisk bare et cover af Dido. Hold dog op med at booke sådan noget hø. Der var næsten ingen mennesker på Lille Vega, der kunne holde det ud i længden, og derfor kunne man måske med fordel have byttet rundt på Slim0 og New Money …
Nå men - det gav da heldigvis mulighed for at sludre lidt med andre mennesker, der også hadede Slim0 og heldigvis gik mastodonterne i Oranssi Pazuzu på scenen i Store Vega som planlagt. Pyha. Oranssi Pazuzu har været involveret i mange af mine største oplevelser og har ud over deres fuldkomment magiske koncert på Roadburn Festival også haft fingre i en mindst lige så magisk koncert med Haunted Plasma. Og så må vi ikke glemme, at de for noget, der virker som en menneskeralder siden, var på scenen med Dark Buddha Rising i The Waste Of Space Orchestra i 2018.
Ustyrlige finner lukker torsdagen helt rigtigt
Med det i baghovedet var mine forventninger var naturligvis skruet op på 11 og det var Oranssi Pazuzus lydniveau også, som mit lidt overbekymrede ur flere gange gjorde høfligt opmærksom på. Det var et brag af en koncert på alle måder, og det kom der denne anmeldelse ud af.
Men ak. Jeg er voksen. Jeg har et arbejde. Og ansvar. Så selvom jeg virkelig var fristet af St. Digues optræden på Basement med de tidligste udgivelser, så var jeg nødt til at sige godnat efter det finske brag. Det blev jeg glad for om fredagen, men forlydender om et virkelig godt St. Digue show gav da også lidt FOMO på bagkant. 