NMF 26: Lørdag – Slagmarken lakker mod enden

En dag med både nostalgiske helte, progressive krumspring og tvivlsomme takter kulminerer i en omgang brølende dødsmetal – en festlig lørdag i det sydsjællandske!

Dagjobbet forpligter, så i år må jeg tage til takke med lørdag som eneste dag i Næstved. Det forlyder dog, at venner fra både nær og fjern netop også har klemt lørdagen ind i deres metalkalender, og så gør det jo egentlig ikke så meget, uagtet jeg bl.a. må sidde Marduk, Troops of Doom og Empire Drowns over dagene forinden.

Vejret tager sig noget gråt ud, mens toget bevæger sig gennem Tureby og Haslev, men tiden var mere til at håbe på tørvejr end at grave regnslag frem fra gemmerne. Således optimistisk går turen mod kasernen, og selvom jeg ender med at bruge en halv time på unødvendig akkrediteringsbøvl, får jeg da alligevel set det, jeg behøver at se af Horsens-thrasherne fra Persecutor. Energisk thrash med en galopperende bismag eller, som frontmand Christian Andrés Almanza selv udlægger det, “fræs lige ud af landevejen” til at få sparket den lørdag i rette gear. Aldeles uoriginalt, men når præmissen blot er at få hævet kadencen efter en formodentlig sen fredag på pladsen for de fleste, så er kravene til at tage og føle på. Pitten køber ind på det, og en mindre wall of death bliver det da også til, men efter et kvarters tid er underholdningsværdien dalende for denne udsendte, og Fæstningen kalder.

Som en ny tilføjelse til festivalen er Fæstningen en stærk opgradering fra den lille scene, der hidtil har rummet festivalens mindre navne. Hvor den flere gange sidste år, ikke mindst til Strychnos, var så stort et tilløbsstykke, at mange måtte opgive at komme ind, så vil Fæstningen næppe lide samme skæbne – rummet er betydeligt større med højere til loftet, og bedre lyd og udsyn, så alt spiller under bedre præmisser. 

Ikke, at det gavner Diabolisches Werk det store, men det musikalske håndværk er nu heller ikke ligefrem noget at skrive hjem om. En trampende gang metervaredød med løse thrash-doseringer, hvor trommerne pisker militant afsted, vokalen raller, og alle riffs er det sædvanlige, banalt E-baserede smadder for fuld skrue. Jeg lader mig fortælle, at frontmand Knochenmark udover at være skideflink åbenbart også er en af W:O:A’s centrale bookere, og så skulle man jo umiddelbart forvente en højere bundlinie … men det kan vel også betegnes som endnu et levende bevis på, at man ikke nødvendigvis selv behøver at være videre musikalsk begavet, bare fordi man sidder med fingeren på pulsen.

At konstatere, at Nervosa er en opgradering ovenpå den misere, er virkelig billige points at hente, men brasilianerne har nu også noget at have det i. De riffer hårdt og bærer Slagmarken med sej attitude og hidsige brøl og skrig fra Prika Amaral i front, som det eneste tilbageværende medlem fra før bandets split under pandemien. Det kan dog ikke mærkes – de virker stærkt sammentømrede og har da også udgivet tre fuldlængder siden da, som hoveddelen af sætlisten i dag trods alt også er hentet fra. Det virker måske lidt trivielt, at Michaela Naydenova nu er den tredje trommeslager i streg i dag, der holder sig til trommespil af den overdrevent galopperende skole, men i det mindste giver riffsekvenserne hende en del mere substans at arbejde med, og Nervosa får sparket lørdagen bedre i omdrejninger. 

Venner fra nær og fjern begynder så småt at støde til, og efter kort at have vendt den aktuelle situation i Aurora-campen med deres guitarist ovenpå bruddet med sanger Kim Frandsen tidligere i år, må jeg prøve kræfter med de friske, nye toner fra Only Human. Et spændende foretagende, der mestrer både det groovede core-swagger, og den kryptiske prog-væven, hvor de svulstige omkvæd lige holder balancen i vater. Selvom det nok ikke er noget, jeg ligefrem selv ville smide på derhjemme, så kan jeg godt mærke, at der er fremtid i det her, og at der er nogen modige fusioner i deres musikalske udsyn, hvor jeg udover lette VOLA-pift hører dem hvile meget på egne fødder uden de helt oplagte referencer. ‘Techno Fascist’ flyder dystert fra start, før guitaren slår tungere an halvvejs inde med lidt sololir til at hæve sig over rytmesektionen – og sådan får de flere gange undervejs demonstreret deres evne til at bygge op og skrælle fra, og i det hele taget holde lydbilledet friskt og levende.
Only Human er bestemt værd at holde øje med.

Efter et indlagt break med rum til at få taget madboderne i brug, bliver tropperne samlet i fællesteltet, og øllen skvulper, mens nogen lovpriser bookingen af The Gathering senere på aftenen. Et band, jeg ærligt talt ikke har nogen videre historik med, hvorfor jeg går til den opvisning med mere afmålt spænding, men der er trods alt et par timer til. Ved pissoiret skråles der ‘Er du Dus med Himlens Fugle?’ som fællessang, med procenter og god karma i luften, og om begejstringen så har noget at gøre med Mercenary lige på trapperne, kan vi blot gisne om. 


Under alle omstændigheder er vi sådan cirka så langt væk fra min smag, som man overhovedet kan komme indenfor metallens rammer. Jeg har set mig nødtvungen til at lægge ører til dem på mangen et anlæg, men stadig kan jeg ikke genkende så meget som et eneste nummer med dem. Live står de hver mand og lever sig nok så meget ud/ind i hver sin firkant af scenen, og om det så handler om afhængighed af pedaler er jeg sådan set ligeglad med. For mig er Mercenary sådan et fortidslevn, der er håbløst fortabt i 00’ernes melodiske metalscene med alt, hvad dertil hører af groove og power-pift. Lige så anonymt og bedaget som det rent sorte look, de mønstrer, men nogen ser da ud til at have en fest. Godt for jer – jeg beskytter mine ører indenfor i Skyttegraven imens.

Selvom finnerne i Oddland bestemt er et mere spændende foretagende, så er det nu ikke, fordi de ligefrem vinder mit hjerte, de progressive takter til trods. Der er åbenlyst en militant præcision i alt det, de gør, hvor hver en takt, hvert et riff ligger bastant og imponerende tight.


Som det ofte er med bands i den progressive ende, så boner de dog også ud på at være stramt låste i deres grooves, hvor rummet til at give musikken luft til at leve er meget begrænset. Et throwback til den 14 år gamle debut viser, at de også kan lukke mere spacerocket jamming ind i det tætmaskede, undertiden djentede lydbillede, men jeg bliver nu stadig hurtigt mættet, og selskabet i teltet er trods alt også lokkende. 


“We’re so happy, that you came out here celebrating this great work with us”, lyder det fra Anneke van Giersbergen, og fremmødet til The Gathering er da også nok det stærkeste, denne lørdag kan mønstre. Det sagt, så er der jo ligesom ikke noget andet, der spiller samtidig, men bookingen er usvigeligt stærk for dem, der var der dengang og derfor har det særlige forhold til ‘Mandylion’-pladen, som de hylder på denne turné.
Et forhold, jeg som nævnt ikke deler, og i det hele taget kender jeg kun bandet overfladisk, men allerede fra de indledende toner af ‘Eléanor’ er det let at høre, hvad der gør denne booking til noget særligt. Deres goth-metalliske eskapader glider lækkert ind med lyden perfekt kondenseret, så de mest datede bismage fra keyboardist Frank Boeijen får solidt modspil fra de både markante og underspillede trommer og den svulstige tone fra Hugo Geerligs’ båndløse bas. Annekes stemme har fået mere kraft med alderen, men det lyder til, at hun snarere prøver at gengive sin stemme som dengang, hvor jeg gerne havde hørt hende undgå de tynde fraseringer, hun indimellem her prøver kræfter med – og sådan kan man jo altid diskutere præmissen ved denne type throwback-koncerter, hvor et gammelt værk smides under luppen. 


Under alle omstændigheder en fin koncert, ikke mindst for det goth-nørdede segment, og nok et show, jeg havde forventet at kunne lide mere, end jeg gjorde … måske jeg bare skulle have været der dengang.

Mens de sløje stumper af, hvad der engang var Red Warszawa, stadig holder navnet i live i Fæstningen, er tiden bedre brugt i teltet. Nogen mere begejstrede end andre, nogen mere visne end andre. Årets sidste udendørs festival herhjemme går på hæld, og selvom jeg kun har været her i dag og savnet de helt store koncertoplevelser, så er der nu noget særligt over bare det at mødes med venner fra nær og fjern i metallens navn. Hvor Copenhell kan den helt store folkefest med både store bookinger og skæve indslag, der bryder grænser med metallens forkromede præmisser, så har Næstved Metalfest noget andet. Der er mere plads til metallen i sin rene form, i de mange afskygninger vi kender den. Men også plads til bare at være og bevæge sig rundt på festivalen, uden mere eller mindre ufrivilligt at drukne i et menneskehav. Det er provinsielt, bevares, du kan høste dine hotdogs og fadbamser i stride strømme, men det kan du så tage med som en del af charmen.
Og alene det, at de allerede i går kunne annoncere navne som Dark Tranquillity, Samael og Hellripper til næste års brag på Slagmarken siger sit om, hvordan Næstved Metalfest er en festival i en stærk udvikling i disse år.


Men først skal vi dog lige have rundet dette år af – og dér får Bloodbath samlet folket til en sidste omgang brølende oldschool death metal. Sangtitler som ‘So You Die’, ‘Putrefying Corpse’ og ‘Let the Stillborn Come to Me’ siger alt om, hvad vi går ind til, og selvom de har skåret en guitarist fra siden sidst jeg så dem i 2022, så slår det dog ikke skår på glæden – en fortræffelig afrunding på aftenen og mit absolutte highlight denne lørdag, som du kan læse nærmere om her.

Vi ses i Næver Næverland i 2027!