RB 25: Make Japan great again

Søndag blev alt andet end en stenet afterburner, og vi fik både diabolske italienere og varierende grader af japansk vanvid på festivalens sidstedag.

Søndag på Roadburn er typisk lidt mere rolig. Programmet ofte præget af mere stenet musik og dagen har da også i årevis været kendt som “Afterburner”. Den tradition vil bookerne bag festivalen dog blæse en hatfuld, og selvom der da også var et enkelt psych-indslag på programmet, så var det mere sådan lidt fuld fart fremad – i hvert fald på den musikalske side. 

For søndag er sådan en dag, hvor min sociale muskel er blevet lidt træt, og selvom ordentligt fodtøj kan gøre meget, så kan jeg altså godt mærke mine fødder og ben efter fire dage, mestendels stillestående, på hårde gulve. Så søndag blev en ret rolig dag, hvor vi også tog os tid til at tale lidt med de mennesker, vi er taget på festival med – en luksus, som ikke altid lykkes os, da alle er som skudt ud af et haglgevær, så snart taxaen rammer festivalområdet.

Men først skulle vi op og i gang og det kom vi til Insect Ark, der tog sig af eftermiddagstjansen på Next Stage. Der var fyldt op på den lille scene og musikken var både tung og minimalistisk på samme tid. Vokalen var lidt spøjs, og noget i deres numre fik mig til at tænke, at det her måske ikke var 100 % færdigbagt, og jeg købte desværre ikke helt præmissen, selvom jeg helt sikkert vil opsøge bandet igen ved en senere lejlighed, hvis jeg får chancen.

Vi havde en plan om at se Michael Gira & Kristof Hahn fra Swans, også på Next Stage. Men med udsigt til en vis ventetid og en vis kø til arrangementet, valgte vi at tøffe en tur til Koepelhal, hvor The Terminal stadig var i gang selvom dens lillebror, Engine Room, var under nedtagning. Heldigvis har jeg mere tålmodige kolleger, så naturligvis bliver I ikke snydt for en anmeldelse af den koncert også.

På Terminal ventede os noget, som jeg har en lille bitte smule svært ved at beskrive med de ord, vi normalt anvender til at beskrive musik. Et tremandsorkester ved navn Endon lod galde og ild og hidsige japanske besværgelser strømme ned over publikum i en hektisk, infernalsk lydinstallation af en koncert. Fascinerende var det, men smukt ville være et stort ord at bruge, og jeg tror egentlig heller ikke, det var tanken bag musikken, som dels var et udtryk for almindelig galskab, og dels nok var en del af en bearbejdningsproces ovenpå tabet af to medlemmer – det ene til døden.

 

Således opmuntret var tiden kommet til en frokost, og vi begav os ud i byen med en enkelt i slænget og fandt en bosnisk restaurant, der faktisk altid har plads og tænkte: tænk nu hvis den er god og alle andre bare har overset den? Desværre er livet ikke sådan indrettet, og mætte men ikke nødvendigvis glade, gik vi videre ind i Weirdo Canyon, som er det stykke gade i Tilburgs midte, der svarer mest til Aalborgs Jomfru Ane Gade, og som hærges af fulde og skæve festivalgæster hele weekenden. Vi fandt en ølbar, som har et godt ry, men desværre har jeg hen over årene udviklet en direkte aversion mod søde, vamle, belgiske klosterøl og tilsvarende, og det blev til nogle mere almindelige øl på den hyggelige bar, hvor tjeneren en overgang lykkedes med at bilde fotografen ind, at han ikke anede, hvad de havde på menukortet. Ha ha ha ha … 

Det blev til en ganske lang pause på et par timer, men det kan også være rart med et hvil, og hvad vi gik glip af, aner jeg faktisk ikke. Men det var i hvert fald ikke Ponte Del Diavolo, der havde taget turen fra Italien for at spille djævelsk og hjemsøgende musik for os. Det var ganske charmerende i al sin 00’er-æstestik, og det var på den måde også ganske nostalgisk, selvom det hele blev mere eller mindre båret af den karismatiske vokalist, der går under navnet Erba Del Diavolo. Hun sang til gengæld fremragende og havde en virkelig fed stage presence lidt á la Igorrr i gamle dage, før de gik i stykker. Heldigvis blev presset taget af Next Stage, hvor italienerne også spillede, fordi et eller andet secret show var i gang samtidig oppe på Skate Park, der ligger ved Koepelhal. Det er et de mange skønne træk ved festivalen: Massive køer, der alene af den grund skaber endnu mere kø. Jeg har talt med mennesker i køer, der ikke aner, hvad de står i kø til, og det er egentlig ret sejt på sin egen måde.

Men Ponte Del Diavolo kunne ikke formå at fastholde min interesse længe nok til at jeg så koncerten til ende, og i stedet hoppede jeg over på den anden side af gangen til Main Stage, hvor Bo Ningen spillede et virkelig lækkert nummer, der bare trykkede på de rigtige knapper. Det var præcist sådan, søndag skal være på Roadburn! 

Og det slår aldrig fejl. Når klokken bliver omkring 21 på festivalen sidste dag, får jeg akut FOMO. Alt det, jeg gik glip af, alt den musik, der nu bare er ovre og forbi – og som jeg ikke fik set. Og i år var jeg slet ikke færdig. Jeg lykkedes med at dosere mine koncerter på en måde, så der ikke blev overfyldt i hjernen, og jeg ville bare have mere, mere, mere. Men der var på dette tidspunkt faktisk ikke så meget mere, og med det i tankerne traskede jeg nedslået op på The Terminal, hvor dagens tredje japanske indslag sparkede gang i en ret massiv fest – det præcist omvendte af Bo Ningen. Violent Magic Orchestra har for nylig underholdt i Danmark, og vi så dem også på Roskilde Festival sidste år. Og det var præcist så bindegalt, at vi holdt op med at bekymre os så meget om noter og i stedet bare festede, alt imens vi forsøgte at dukke os for skarpt håndholdt laserlys. Violent Magic Orchestra er bare helt særligt, og de lykkedes faktisk med at sparke lidt liv i kludene blandt det trætte publikum.

Aftenens sidste band var ikke japansk, men medlemmerne har optrådt i så mange konstellationer, at det er ved at være svært at tælle. Der er naturligvis tale om ingen ringere end Haunted Plasma, en finsk bastard-unge avlet af the usual suspects, som dronede og krautede derudaf, så man blev helt glad i sjælen. Og det skrev min anmelderkollega heldigvis en anmeldelse af, som du kan læse lige her. 

Jeg var ikke den eneste med bagudrettet FOMO, så da vi kom ud af Main Stage var et mindre rave igang i 013’s foyer. Hæderlig DJ, ganske fornuftig musik, udmærket stemning og naturligvis øl. Lige en enkelt mere, tænkte vi og så smutter vi. Sulten var begyndt at melde sig og en halv times tid senere var vi på vej - retur til dyner, puder og en vældigt lang tur hjem mandag. 

Årets Roadburn havde et usædvanligt stærkt program. Ikke på højde med 2018, for at nævne et eksempel, men godt. Så godt, at der var mange gode bands at vælge imellem på stort set alle tidspunkter. Og et meget højere generelt niveau end vi så det i 2023 og 2024. Tilbage er kun at håbe på, at det er en opadgående trend, og at røgen fra Covid-19 har lagt sig, så vi igen kan få gode bands til en retfærdig pris. Hvem ved? Vi ses til næste år!