På lørdagen kulminerede Support Our Scene Fest med hidsidhed, øl og solskin.
Sidste store dag på Wacken gav os lækkerier fra Island i form af Auðn, mens der på de store scener var både Life og Agony og Arch Enemy.
Fredagen på Wacken Open Air tilhørte amerikanske Slipknot, mens der også var udmærkede præstationer fra svenskerne, samt Nergal to gange.
Torsdag på Wacken Open Air 2022 var med fokus på de to danske bands, Mercyful Fate og Lamentari på en dag, hvor temperaturen var høj!
Bundniveauet var højt på andendagen, hvor et stærkere fremmøde kunne nyde godt af alt fra italiensk prog og horror-inficeret country til doom, død og ritualistisk mexi-black til de hårde stunder.
Festival- og metaltræthed på tredjedagen af Metal Magic varede kun, til Nifelheim kom og satte barneligkisten på plads.
Vi møder en træt Blaze Bayley i hotelkøen og en frisk Bayley på scenen, ser på brynjer og ridderhjelme og slutter af med progdød. Årets Metal Magic er i gang!
Det er onsdag! Det betyder, at scenerne endelig åbner på festivalpladsen.
Fredag på Roskilde var arketypisk med alt hvad det indebærer af umulige valg, traveri og ... regn.
Lørdagen var fra starten nådig ved Copenhell. Det trængte vi også til efter tre travle festivaldage. Solen skinnede, men det var nu ikke overvældende mange, der var nået frem til Søren Andersens koncert på Hades.
Fredagen føltes lidt som en fridag for dagens reportageskriver, med tidligt overståede anmeldertjanser, så der gik godt med fest i den, hvilket sådan set passede fint med en dag med D-A-D på den store scene.
Efter Metallica onsdag aften, var det faktisk de endnu ældre hovednavne, der dominerede torsdagen, men der var også tung lyd fra fremtidens musik!
Copenhells første dag forløb væsentlig mere roligt end forventet. Alt var som det plejede, med bræk, bøllehatte og battleveste.
I weekenden blev Death Coast afholdt på Tobakken i Esbjerg, og hovednavnet Vltimas levede op til forventningerne. Det samme gjorde publikum.
Torsdag på A Colossal Weekend var til tider totalt prangende. Vanvittigt godt startskud for Danmarks måske bedste festival.
Andendagen på A Colossal Weekend var en appelsin i Devilutions udsendtes sorte nitte-turban. En dag, der viste bredden og modet ved en af Danmarks allerbedste festivaler.
En dag i de udsvævende eksperimenters navn, hvor Kælan Mikla endte som stærkeste kort i den ydre periferi af Devilutions profil, mens Hangman's Chair og Dödsrit undtagelsesvis mindede os om vores vante profil.
Førstedagen på årets festival var the Roadburn-feeling i en nøddeskal – på tværs af ørkevandringer og sublime højdepunkter en spændende opvisning i tidens musikalske eksperimenter uden genremæssige begrænsninger.
Søndagen bød på mange fantastiske koncerter, men også på en festival – og en krop – der var ved at pakke sammen for i år. Og Roadburn Blues ramte tidligere end forventet.
Fredag bød på en verden af tung, og vi fik gået vores 10.000 skridt.